Hall of Fame: Romano Scarpa

FIRE SCARPA SKUD
Død og drabeligt skyderi, rendyrket ondskab, kulturelle forskelle og racisme, elektriske stole, blodtørstige vilddyr, selvmord, tyveri, tortur, diktatur, tyranni og hensynsløs tobaksindustri. Det lyder som en tilfældig nyhedsoversigt fra tv-avisen, men er rent faktisk de tematiske omdrejningspunkter for den nye, tolvte bog i Egmonts fremragende serie; Hall of Fame.

Der kræver nok ikke den store eftertænksomhed at regne ud, at vi denne gang har med en italiener at gøre – og èn af de dygtigste af slagsen! Det handler selvfølgelig om Romano Scarpa, som med udgivelsen af fire af sine længere lommehistorier – tre nye og en gammel kending – endnu engang bliver udødeliggjort, efter hans sørgelige bortgang for lidt over et år siden. Det er i disse fire historier jeg har valgt at lægge fokus denne gang, for de er utroligt interessante!

AGENT FOR F.B.I.
Anders er blevet ansat som elregningsinkassator, og som altid, når han omsider har noget at lave, tager han sig selv meget højtideligt. Med rank ryg og oprejst pande går han ud for at opkræve penge for strøm, men gentagne misforståelser efterlader folk i den tro, at Anders er agent fra F.B.I.; som når den intetanende and ender i en skudveksling med efterfølgende helikopterflugt over Andebys hustage, da han vil inkassere 987,50 for forbrydernes forbrug. Skurkene forsøger med hårde midler at pulverisere den stakkels Anders, hvilket på sin vis også lykkes til sidst…

Romano Scarpa har selv skrevet “Agent for F.B.I.” fra 1961, og man må sige, at han har begået en helt lille genistreg. Boblerne er fyldt med guf, som i Anne-Maria Sigbrands oversættelse også tager sig rigtigt godt ud i den danske version. Hele forløbet er fuldt forståeligt, og der synes ikke at være tabt en eneste joke i oversættelsen trods det, at handlingen kredser omkring nogle ret essentielle ordspil.

Den perfekte timing i dialogen går godt i spænd med en stram struktur og et godt plot, som i bund og grund minder meget om en typisk Anders-på-arbejde-historie, men er mere raffineret end som så. Trods det relativt høje sidetal er ikke en eneste ramme overflødig, og Scarpas energiske ænder befinder sig godt i de opfindsomme omgivelser med masser af varierede synsvinkler. Historien har den dynamik, som en rigtig spændingsserie skal have – at den så handler om en el-inkassator med et “nemt og roligt job” gør det hele så meget mere ironisk. Det hele indledes godt med en hektisk klipning frem og tilbage mellem en nervøs Anders på chefens kontor og stuen på Paradisæblevej, hvor ungerne sveder over en actionfyldt politiserie.

Skulle jeg endelig kritisere lidt, må det være opbygningen af rammerne, som efter min smag godt kunne være en hel del bedre. Det ville give et mere spændingsmættet og gennemarbejdet helhedsindtryk, hvis hver ny sekvens startes på en ny side. Så bliver de enkelte sekvenser rundet godt af, og man kan som læser lige nå at puste ud efter de mellemklimakser, historien er fuld af.

MANDEN FRA HULA-HULA
At onkel Joakim ikke kan leve uden sine elskede penge, er efterhånden blevet slået fast – og i “Manden fra Hula-Hula” bliver det bare tydeliggjort endnu mere. Således befinder den gamle gnier sig på vanviddets rand, da han tror, at en myresluger måske kan have slugt en mønt, og han kommer skridtet videre, da han opdager, at han er blevet udsat for tyveri af den mest udspekulerede slags. Bedst beskrives forholdet mellem liv og løn dog i en yderst makaber, men også vældig morsom, selvmordsscene. I fortvivlelse over sin egen forblindende naivitet, projicerer Joakim sin skyldfølelse over på en uskyldig fremmed, som han til og med selv har tilkaldt, fordi han er den eneste, der kan styre den schweiziske datahjerne, som rigmanden netop har investeret i…

“Manden fra Hula-Hula” indledes med in medias res på en ufremkommelig og mystisk ø, hvor Joakim, Anders og ungerne bliver angrebet af blodtørstige/sennepsspisende blæksprutter, kæmpehummere, vampyrflagermus, sorte pantere, kviksand, dræberinsekter – og hvad grunden til Joakims pludselige eventyr- og offertrang er, afsløres først på de sidste sider. Dog synes èn ting sikker; Joakim ville aldrig bruge så mange ressourcer, hvis ikke en betragtelig økonomisk bonus lå og ventede i sidste ende – eller hvad?

Det geniale ved denne historie, som i øvrigt er forfattet af Scarpa selv, er den måde, hvorpå vi får en masse flashbacks og tilbageblik præsenteret efter den actionfyldte nutids-indledning. Det er langt fra en typisk hvordan-er-ænderne-havnet-i-den-knibe-vi-skruer-tiden-tilbage-historie – det er mere komplekst end som så. Faktisk minder opbygningen forbløffende meget om Homèrs Odyssè, hvor vi også får flere lejrbålsfortællinger flettet ind i hovedhandlingen. Fortællinger, som hver især er vigtige for at forstå, hvorfor og hvordan karaktererne er havnet dèr, hvor de befinder sig – psykisk såvel som fysisk.

Og netop det psykiske er et ekstremt vigtigt tema. Sjældent skildres så flot et billede af onkel Joakim som menneske (læs: and!) og ikke bare som en selvoptaget, nedrig rigmand. Specielt scenen, hvor hans pludselige, ukontrollerbare raserianfald over et, efter hans mening, uærligt og uciviliseret bæst udvikler sig til samvittighedsfuld medfølelse overfor en uskyldig fremmed, der ikke ved bedre, er uforglemmelig. Måden, hvorpå denne udvikling i Joakims personlighed afvikles er ganske enkelt enestående.

“Manden fra Hula-Hual” er en historie om naturens og kulturens gensidige afhængighed af hverandre – og den er fremragende på alle mulige måder!

MICKEY MOUSE OG SORTE SLYNGELS SKJULTE PLAN
På trods af at han angiveligt er Romano Scarpas yndlingsfigur, så er Mickey Mouse kun repræsenteret med en enkelt historie – til gengæld er den med sine godt 80 sider fordelt på fire kapitler den absolut længste. “Mickey Mouse og Sorte Slyngels skjulte plan” er skrevet af Guido Martina i 1955 og er i hele sit udtryk typisk for den tids kriminalserier, som vi kender og elsker dem i Floyd Gottfredsons strålende streg – jeg gør i hvert fald! Det er tydeligt, at Scarpa har ladet sig inspirere af den gamle musemester, men det manglede også bare, for rammerne er sat til en historie fyldt med karakterer og elementer fra Gottfredsons klassikere.

Ifølge Leonardo Goris i øvrigt udmærkede forord er dette den anden historie, hvori Sorte Slyngel afslører sin sande identitet. Han er i Martina og Scarpas portrættering en hævngerrig, enerådig og dødsensfarlig forbryderhjerne, som ikke får ro i sjælen, før “den forbistrede rotte til Mickey Mouse” er af vejen. Dette lyder jo overmåde dystert – og det er det sådan set også. Historien indeholder nemlig lige præcis de elementer af mystik og uhygge, som skal til for at gøre en god krimi gådefuld og spændende. Gudskelov får vi dog et par comic reliefs i form af Fedtmule som nattevægter og taxichauffør med strålende idèer og ikke mindst et lettere gakket besøg hos den gale, men noget arbejdsløse, hattemager fra “Alice i Eventyrland”.

Som enhver anden god krimi er “Mickey Mouse og Sorte Slyngels skjulte plan” proppet med set-ups i de detaljerige billeder såvel som i dialogen; små spor, som man nok ikke tillægger megen opmærksomhed ved første øjekast, men som man ved de påkrævede og tiltrængte anden og tredje gennemlæsninger slår sig på panden over ikke at have lagt mærke til. Det er jo det, krimien kan: få os til at undre os over alverdens tilsyneladende meningsløsheder for til sidst at give os en løsning, som i grunden virker logisk og ligetil uden egentlig at være det. I denne historie er den oven i købet videnskabeligt begrundet… rent teoretisk i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, at den holder i praksis!

DESPERATE ÆNDER
Det altid uheldige makkerpar, Anders og Vims, bliver beordret til at foretage en noget alternativ, men sikkert effektiv, markedsanalyse af deres tyranniske onkel Joakim, som har i sinde at skabe sig et navn i tobaksindustrien. Skæbnen vil, at de to underdanige andspersoner støder på en eks-storkalif, der er blevet fordrevet fra sit hjemland af sin onkels magtsyge oberster, og fætrene indvilger i at yde kaliffen Kalif hjælp i bytte for en “mindre” ædelsten. Det viser sig dog, at den sande skurk hverken er en ond kalif-onkel eller det magtgriske militær, men derimod en anden og meget større instans…

“Desperate ænder” er fra 1973, skrevet af Guido Martina og det eneste genoptryk i denne omgang. Den synes at kredse meget overfladisk omkring et par enkelte gode gags og en tilsyneladende ustruktureret og tilfældig historie – men faktisk stikker den dybere end som så. Måden, hvorpå de kulturelle familieforskelle skildres er yderst aktuel i dag, hvor sager om æresdrab og diktatoriske slægtsbaserede regimer ofte pryder avisspalterne. Så voldsomt udarter det sig slet ikke i denne serie, men kimen er lagt til en debat om førnævnte emner. Derudover sætter slutningen et velplaceret fokus på det faktum, at fattigdom og diktatur i Mellemøstens ulande måske i højere grad skyldes udefrakommende faktorer – såsom en tilfældig rigmands konstante krav om profit!

Rent tegnemæssigt synes jeg, historien er interessant, fordi den viser, at Romano Scarpas fyldige stil allerede var lagt så tidligt som i 1973. De første serier i denne bog bærer præg af, at han ikke helt har udviklet sin egen streg endnu, hvorimod man uden problemer genkender den i “Desperate ænder”. Naturligvis udvikler han sig i løbet af de næste tredive år, men det er tydeligt at se, hvem manden bag blyanten er.

Som det nok fremgår af de ovenstående omtaler, så er jeg yderst imponeret over tegningerne og historierne i den nye Hall of Fame-bog. Oversættelsen er flinkt udført, og farvelægningen er bestemt heller ikke at kimse ad. Det er rart at være fri for de så omtalte glidende farveovergange – ja, undskyld, men jeg kan virkelig ikke lide dem! Forordene, som er skrevet af Luca Boschi og Leonardo Gori, er også udmærkede, dog vil jeg især fremhæve Goris indledninger til de enkelte historier.

Alle fire historier er præsenteret i det lommeformat, vi lige for tiden herhjemme kun kender fra Jumbobøgerne, og det er nok dèr, bogens største svaghed ligger. For det første passer de tre gange to rækker ikke til så store sider og for det andet, synes jeg det virker en anelse letkøbt at sælge en 200-siders lommebog til 230,- kroner, når den ikke engang kan være i lommen(!) Man kan jo faktisk erhverve sig en ganske almindelig Jumbobog med 25 % flere sider til under 1/5 af prisen. Ganske vist er kvaliteten i Hall of Fame utroligt høj i enhver henseende, historierne er fornemt repræsenteret, og det skal man selvfølgelig betale ekstra for. Men alligevel…