“Onkel Joakim redder æren” er en veloplagt samling på 7 italienske historier, hvor vi kommer hele vejen rundt i Onkel Joakims karakter: Han bryder sit ord, er forfængelig og lader sig lokke af let tjente penge, men samtidig har han kampånd, er opfindsom og viser sig – når alt kommer til alt – at have en samvittighed.
Ved førsteudgivelsen i 1972 lagde censuren sin klamme ham på bogen: I “Den selvkørende pengetank” og “Bjørnebandens nederlag” blev der klippet “upassende” billeder ud (noget med vold, tiggeri og negre med store læber). Men det er heldigvis småting sammenlignet med, hvad der senere fulgte.
Desværre skæmmes dette genoptryk af, at alle historiernes åbningssider har en dårlig farvelægning. Det ligner ubehandlede scanninger af førsteudgaven, og det er ikke kønt.



