Ikke mindre end 30 store bøger fordelt over 10 kassetter er der tale om. “Den største tegneserieudgivelse i Skandinavien nogensinde”, som Egmont Serieforlaget selv kalder den, fylder en del på reolen, når den først engang er færdigudgivet. Den kan kun købes gennem abonnement fra Egmont Serieforlaget, og beskrivelser som “meget eksklusivt” og “højeste kvalitet” går igen på forlagets info-webside om værket, og det afspejler sig da også i prisen: 14.940 kr. plus levering på 750 kr. over 3-4 år. Til den pris og med den beskrivelse må man forvente sig det bedste. Og at bedømme efter de tre første bind får man det da også – næsten.
I tiden op til og efter udgivelsen af de første tre bind har der været en del tumult i tegneserieverdenen om kvaliteten af denne udgivelse. Det har ført til, at de to tegneseriefora Seriejournalen og Rackham har startet en underskriftindsamling, der skulle få Egmont til at tage kritikken af især fire punkter – farvelægningen, oversættelsen af historierne, oversættelsen af det redaktionelle materiale og skrifttypevalg – til sig. Denne anmeldelse er i hovedtræk skrevet før disse fire punkter blev opsat og vil prøve at holde sig fra blot at gentage og fokusere på de fire punkter, da det ville være synd og skam, når værket nu har så mange positive værdier, der langt overskygger de få negative.
Vi starter med indpakningen. Første forsendelse, som i skrivende stund er dumpet ind hos abonnenterne for et par uger siden, indeholder bind 1, 11 og 21 i en kassette af kraftigt pap (meget lig kassetterne fra CBL). Kassettens design er måske nok en anelse poppet, men den kan man jo altid vende indad på hylden, hvis man ikke kan lide det, man ser; dens vigtigste opgave, at beskytte bøgerne indeni, klarer den perfekt. De store bøger (23,5×30,5 cm) præsenterer sig i en lækker, anonym, hvid indbinding med rødt stof på ryggen og en lille Barks-illustration på forsiden. Der ikke er sparet på noget, hvad indbindingskvaliteten angår, og der er ligeledes opadvendte tommelfingre herfra, når det kommer til papiret og trykkvaliteten. Enkelte havde før udgivelsen været noget så ængstelige for, om trykket nu ville have et brunligt eller grønligt skær over sig, som det angiveligt skulle være tilfældet med Hall of Fame-bøgerne, men der er intet sådant at spore.
Som sagt udgives i første omgang bind 1, 11 og 21. Ved første øjekast kan det måske undre en anelse, men når værket står færdigt, er der tale om en kronologisk udgivelse af Barks’ historier fra bind 1 til bind 30. Man har så valgt, at hver forsendelse skal indeholde en bog fra tre “perioder” i Barks’ karriere, og den løsning synes egentlig fornuftig nok, da man så hver gang bliver præsenteret for både gode og knapt så gode perioder. Hvis man alternativt havde startet med at få bind 1, 2, 3 og så videre, var man som læser måske løbet sur i de gamle tegnefilmsprægede 3-række-historier, inden Barks’ virkelige klassikere kom på bordet.
Carl Barks’ Samlede Værker hedder det. Det er måske lige at tage munden for fuld. “Carl Barks’ Samlede Disney-historier og ‑forsider” havde nok været mere dækkende, for man har ingen planer om at inkludere hverken Barks’ ikke-Disney-historier som Bruno Bjørn & Benny Æsel, hans Disney-oliemalerier eller (skitser til) de Disney-tegnefilm, han var med på. Altsammen skulle dog blive omtalt i artikelmaterialet, men der er altså ikke tale om nogen samlet eller komplet udgivelse af det, ærgerligt nok.
Præsenteringen af det vigtigste af det hele, Carl Barks’ historier, er undertegnede stort tilfreds med. Der har før udgivelsen været endog store uenigheder og diskussioner i Barks-fankredse om, hvorvidt Egmonts beslutninger om blandt andet farvelægning og oversættelse ville lede til en præsentation af materialet, der er mesteren værdig. Enkelte har sydet og boblet over, at man har valgt at benytte en helt ny farvelægning end den gamle fra Andebladene. Andre har været temmelig utilfreds med, at man overhovedet havde tænkt sig at farvelægge ruderne – i modsætning til det amerikanske Carl Barks Library.
Undertegnede mener, at når man nu engang har valgt at bringe farvelagte historier, så er det på sin plads at bruge en ny og mere moderne farvelægning. Dette er en præsentation af Barks’ værker, og da han (ligesom alle andre Disney-tegnere) ikke selv farvelagde sine tegninger, går der ikke noget tabt ved ikke at bruge de gamle farver fra 50′erne og 60′erne. Folk, der af nostalgiske eller andre grunde hellere vil have alt som i de gamle blade, må vel overveje, om de i virkeligheden ikke er bedre tjent med rent faktisk at læse de gamle udgivelser eller genoptryk af dem (fx De komplette årgange). Imens kan vi andre nyde den nye farvelægning, der efter undertegnede lægmands mening gør Barks’ klassiske historier godt. Der kunne måske være sparet lidt på antallet af farveovergange enkelte steder, men generelt ser det godt ud. Dette var et af omtalte underskriftindsamlings anklagepunkter, og Egmont har taget kritikken til sig og lover at bruge knapt så meget farvelade i de kommende bind. Hvis det holder, kan undertegnede udelukkende sige sig tilfreds med farvelægningen.
Hvorvidt man så overhovedet burde have farvelagt er en anden sag. Der er gode argumenter både for og imod. På den ene side er der jo tale om et Barks-værk, og det ligger derfor lige for at præsentere læserne for historierne, sådan som Barks afleverede dem til forlaget – altså uden farver. Barks’ streg kan alt andet lige bedre studeres, når der ikke er “forstyrrende” farver imellem dem.
På den anden side lavede Barks jo netop tegningerne med det i mente, at de skulle farvelægges og nydes af læserne i farvelagt tilstand. Hvis han havde lavet tegningerne til en sort/hvid-udgivelse, havde han sikkert brugt flere skraveringer og/eller skygger. Jeg vælger selv at se det fra den positive side og påpege, at vi nu har adgang til begge dele: Sort/hvid i CBL og farvelagt i CBSV. Hvad kan vi forlange mere? (Hvis vi da har økonomien til at have to præstigeværker stående).
Når det kommer til tekstningen, kan det ærgre nærværende selvbestaltede anmelder lidt, at det er oversættelser af Barks’ dialog, vi får at se. Enhver oversættelse – uanset oversætterens kvalifikationer – må vel siges at tabe terræn til originalteksten, og det kan da også kun anbefales at læse Barks’ originale dialog. Men dette er jo en dansk udgivelse, og så må det vel være sådan. Vil man have engelsk tekst i boblerne, har vi jo stadig CBL. Og heldigvis har man i CBSV da valgt at genbruge Sonja Rindoms stort set fremragende oversættelser (frem for nyoversættelse) – med enkelte inkonsekvenser rettet til, som fx nabo Knahrvorns skiftende navne. Her hedder han Knahrvorn hele vejen igennem. En helt igennem fin måde at gøre det på, når det nu skal være på dansk. Man kunne dog savne en smule mere aggressivitet med rettelakken på de steder, hvor Barks’ pointer og humoristiske smågags går tabt i oversættelsen, men med Egmonts svar på underskriftindsamlingens kritik, ser det positivt ud for de resterende bind.
Man har også valgt at beholde de fleste tegnede lydord og historiernes titler. Dette kan virke lidt underligt, når man nu har oversat teksterne i boblerne, men det er da så meget desto mindre Barks-materiale, man har fjernet. Hvad der er meget værre er, at man bruger en “håndskriftslignende” computerskrifttype til tekstningen i boblerne. Og ikke engang en af de mere teknisk avancerede slags, der kan variere bogstavernes udseende. Ej heller en, der efterligner (hr. eller fru) Barks’ håndskrift. Nogle steder er skilte, aviser, etc. sat med samme computerskrifttype, og andre steder har man været over med den samme kedelige filtpen, som man bruger til lydord i Anders And & Co. I et præstigeværk som dette, hvor der angiveligt ikke er sparet på noget, burde man kunne forvente en god, rigtig håndtekstning. Eller i det mindste en af de føromtalte avancerede computerskrifttyper. Egmont har lovet fremover at bruge en anden computerskrifttype, som også bruges i den norske udgave – en forbedring, men det er desværre stadig ikke helt optimalt.
Til at akkompagnere historierne har man hyret den amerikanske forfatter og Barks-ekspert Geoffrey Blum, som også skrev det meste af artikelstoffet til de to amerikanske Barks-udgivelser, Carl Barks Library og Carl Barks Library in Color. Der er tale om et massivt antal sider med baggrundsartikler om både Barks og hans historier. Blum er en fremragende formidler af stoffet, og han formår på meget vidende facon at fortælle indgående uden at virke tør eller utilgængelig for andre end eksperter. I det første bind lægger han ud med 21 siders indledning og fortælling om Barks’ liv, der dækker alt, fra han trådte sine barnesko i Merill, Oregon, over hans mange forskellige jobs til hans tegnefilmsarbejde for Disney-studierne. Derefter ledsager en mindre artikel hist og her en historie, en forside eller en upubliceret skitse – alle bøgerne igennem. Super!
Der er masser af interessant læsning, men desværre lider den danske oversættelse af alt for mange anglicismer, fejloversatte fagudtryk og banale danske grammatikfejl, der ikke kan bortforklares med Barks’ og Blums eventuelt manglende sprogkundskaber. For eksempel oversættes “artist” konsekvent til “kunstner”, selvom man her til lands blot siger “tegner” om præcis det samme. Man kan heller ikke hitte forskel på brugen af eksempelvis “hang” og “hængte” samt “hans” og “sin”. Det meste af teksten er ligetil at læse, men af og til (og alt for ofte) dukker der noget op, man stopper op ved, og som drager opmærksomheden væk fra tekstens indhold, og det gør teksten meget irriterende at læse. Egmont forklarer i forordet selv dette med, at de vil gengive “citater, interviews og breve så korrekt som muligt – også selvom det ikke er mundret dansk”.
Men for det første findes disse sproglige fejl og forkludringer også udenfor disse kategorier – altså i Blums egen tekst. For det andet bør man ikke gå på kompromis med læsbarheden og ændre på sætningsmeningen blot for at kunne oversætte ordret, når den tilsigtede mening kan beholdes ved en korrekt oversættelse. Så bør man hellere lade Barks’ citater fremstå så originale som muligt – på originalsproget. Dét eller en oversættelse, der er et knapt 16.000 kroners værk værdigt. Også her har Egmont lovet at rode bod, og gør man noget effektivt ved problemet for de resterende bind, kan undertegnede ikke forestille sig andet end rosende ord også på dette område.

Hvis vi skal samle trådene, har vi at gøre med en kæmpeudgivelse, hvis lige aldrig er set herhjemme og sansynligvis heller ikke udenlands (undtaget i de andre lande, hvor CBSV udkommer parallelt med det danske). Barks’ historier, der er lige så fantastiske som altid, bliver præsenteret i flotte, kvalitetsindbundne bøger, og med i købet får man masser af informerende artikler. Ting så som farver og tekstning af historierne bliver de danske Barks-fans nok aldrig enige om, så netop det må være op til den enkelte. Men første kassette indeholder desværre også nogle “mørke pletter”, som bare ikke må forekomme i et værk til den pris. Det er dog heldigvis ikke nok til at spolere CBSVs mulighed for at blive referenceværket på dansk over Carl Barks’ Disney-historier. Specielt ikke, hvis der bliver rettet op på fejlskuddene i de kommende bind, hvilket alt tyder på, at der vil. Men alt i alt en udgivelse, som en dansk Carl Barks-fan absolut ikke må snyde sig selv for.

Share on Facebook