Med “Den frygtløse ridder” kommer vi ind i jumbobøgernes sorte periode i midten af 1970erne. Det var dengang, da Egmonts daværende redaktører fik den idè, at historierne var for grove og voldsomme for danske børn, og derfor gik løs med den store censursaks. Den slags fortjener kun een slags anmeldelse, og det er til politiet.
I jumbobog nr. 13 får vi bl.a. 2 beskårne ridderhistorier af Luciano Bottaro (argh!). Heldigvis er der også lyspunkter, f.eks. “Guld, gråbjørne og gyldne tider”, hvor Joakim bruger Anders som levende gulddetektor.
Alt i alt gør de evindelige forkortelser dog bogen til en noget forstemmende oplevelse, som ikke kan få mere end en karakter under middel.
I denne nyudgave er farvelægningen blevet underligt grumset i åbningssiderne af alle historier. Kunne man ikke have rettet det, når farverne nu er pæne og lyse på alle de øvrige sider?
