Inden udgivelsen af den anden kassette i Carl Barks’ Samlede Værker vidste vi jo på forhånd allerede en hel dem om, hvad vi kunne forvente os i denne omgang, i og med at vi allerede havde set kassette 1. I hvert fald, hvad stort set alt andet end selve historierne angår.
Selve kassetten er denne gang prydet af billedet med diverse obskure professorer og eksperter fra historien med de firkantede æg. Rygmotiverne på bøgerne afslører nu, at når hele serien engang er udkommet, og bøgerne er stillet i numerisk orden, vil hver boks have sit eget rygmotiv; boks 1 med Anders med øksen fra brandmandshistorien, boks 4 med Gearløs i sin et-hjulede bil, boks 7 med en bjørne-bandit og boks 8 med Hexia, der kaster en puff-bombe.
Denne gang handler det altså om bøgerne 2, 12 og 22. Det redaktionelle stof i bog 2 begynder med en sekssiders artikel, hvor Geoffrey Blum gør sig nogle betragtninger om, hvad der kendetegner en Barks-klassiker, og at det nok ikke er hver og en historie fra mesterens hånd, der burde kaldes en klassiker.
De første historier i bogen er i det tidlige format, hvor hver side bestod af tre rækker af ruder – ikke fire, som senere blev til normalen. Og det sker faktisk ret hurtigt; kun de første tre historier er med tre rækker ruder pr. side. Det synes jeg på sin vis er heldigt, for jeg må nu tilstå bedre at kunne lide det nyere format. Ruderne i det gamle format bliver ligesom for store og klodsede i forhold til sidestørrelsen, synes jeg.
Historien “Dragevejr” (“Kite Weather”) blev oprindeligt trykt som en 7-siders historie i det nye format, men som en lille Blum-artikel kan fortælle, lavede Barks den faktisk som en 10-sider i det gamle format. Fordi der var “knaphed på grund af krigen” blev man nødt til at skære i de amerikanske Disney-blades antal af sider, og for at bode lidt på det, formindskede man så ruderne og placerede flere af dem på samme side. Et af ofrene for dette var altså “Dragevejr”, men til senere udgivelser har man restaureret historien, så den ligner Barks’ oprindelige udgave (som er gået tabt) så meget som muligt, og det er altså heldigvis den restaurerede udgave vi får i CBSV. Hvis man vil sammenligne, kan man hive Guldbog 6 ned fra hylden og nærstudere ved selvsyn.
Efter at have læst førstnævnte Blum-artikel skal man naturligvis passe på med, hvilke historier, man kalder klassikere, men værd at nævne fra bog 2 er også historierne “Guldet under isen” (“Frozen Gold”), “Skjult i de sorte sumpe” (“Mystery of the Swamp”), Barks’ eneste Mickey-historie “Balladen om den røde hat” (“Riddle of the Red Hat”) og et 16-siders storyboard til Mickey-tegnefilmen “Northwest Mounted”.
Vi kommer ikke uden om det. Første kassette indeholdt nogle kritikpunkter, som var så grove, at de medførte megen debat og endda en protestunderskrivelsesaktion. Egmont lovede bod og bedring (eller da i hvert fald bedring), men ikke på alle punkterne er der sket noget fra kassette et til to.
Efter sidende skulle de nogle gange meget overdrevne farveovergange være blevet tonet ned, men jeg synes igrunden, at det var det mindste af de problemer, der blev debatteret omkring første kassette. Farveovergange er der stadig masser af, men jeg mener ikke, de er overdrevne i kassette 2, og som jeg argumenterede for i anmeldelsen af kassette 1, er moderne farvelægning (med måde!) klart at foretrække frem for farvelægningen fra midt i forrige århundrede.
Tekstningen i boblerne er stadig den samme simple maskin-tekstning, der mest af alt minder om Comic Sans, og som også blev brugt i kassette 1. Jeg vedholder stadig min kritik af, at man i et så stort og dyrt projekt, hvor der angiveligt ikke er sparet på noget, ikke har kunnet finde midlerne til den bedste løsning: En rigtig håndtekstning. Man har ikke engang ofret en maskintekstning, der efterligner Barks’ oprindelige håndtekstning eller varierer bogstaverne (alle B’er er fx 100% ens). Egmont har lovet at bruge en anden maskintekstning, som angiveligt bliver brugt i de norske CBSV-bøger, men det gør altså ikke sagen bedre. Overordnet set gør det faktisk kun sagen lidt værre, at man midt i serien skifter skrifttype, når det ikke er til en markant bedre skrifttype.
Allerværst af de diskuterede kritikpunkter af kassette 1, synes jeg er oversættelsen af det redaktionelle stof. Egmont har her lovet at gøre noget ved problemet, men det har desværre ikke givet sig til udtryk i kassette 2. Her støder vi stadig konstant på underlige sætningsopbygninger, direkte oversættelser, utidige redaktionsindsættelser – fx står der på et tidspunkt: “fordi ingen kunne sige, jeg var forkert (på den, red.)”. Hvorfor ikke bare skrive “forkert på den”, for det er jo det, meningen er? Altsammen noget, der irriterer læsningen grusomt
