// du læser...

Anmeldelser

Jumbobog 25 (ny udgave)

Jumbobog nr. 25 er et godt gensyn med 6 historier af klassisk tilsnit, hvor Mickey spiller rollen som årvågen opdager. Det er arven fra 1950ernes Mickey med hvid skjorte og lange bukser, som italienerne her bygger videre på i dette udvalg fra perioden 1967-1973. Det er habilt håndværk uden de store dikkedarer.

Hvis man skal fremhæve en af historierne særligt, må det være “Robot-fisken”, som falder lidt uden for stilen. Det er mere en undersøisk sci-fi action-historie end en gængs detektivhistorie. Og så er der “Mikro-forbrydelsen”, som er bemærkelsesværdig ved, at skurken, som i en anden gangsterfilm, vil skyde Mickey og Striks ned med koldt blod (heldigvis er der ikke flere patroner i pistolen, se side 216). Hvordan slap sådan et overlagt aflivningsforsøg igennem censuren, da denne bog udkom første gang i 1978?

Desværre skæmmes genudgivelsen af, at der i visse passager er gået kuk i produktionen. Mens farverne i det meste af bogen står smukt og klart (bemærk, hvor godt farverne på de nykolorerede sideopslag passer til de øvrige sider), er den gal på siderne 1-4, 137 og 189-224. De ligner mest af alt utydelige scanninger af førsteudgaven, og det er ærgerligt, når det ellers er et teknisk flot produkt.

Kommentarer

Ingen kommentarer til “Jumbobog 25 (ny udgave)”

Skriv en kommentar

Arkiv