Jumbobog nr. 26 bærer titlen “Anders Ands særeste historier”, og det er med rette, for den rummer virkelig nogle særeheder. Særest er nok rammehistorien, som der hverken er hoved eller hale på, og som går på skift mellem to tegnere (Guiseppe Perego og G.B. Carpi). Det skyldes nok, at denne jumbobog i virkeligheden er sammensat af to italienske bøger, og Egmonts daværende redaktør har åbenbart ikke haft tid til at rette op på det.
Og apropos makværk så betragt historien “Vilddyrenes Overand”. Egmonts redaktør mente dengang, at den var for barsk kost for de danske læsere, så en hel del scener er blevet omtegnet med besynderlige resultater. Se f.eks. side 61 i 1978-udgaven, hvor Anders skyder et “A” i en cowboyhat med et propgevær! I den italienske original var det naturligvis et rigtigt gevær. Men her stopper løjerne ikke, for Egmonts nuværende redaktører har åbenbart set det ulogiske i dette, så i 2007-udgaven er A’et helt fjernet. Det bliver bare miseren bare ikke mindre af, for på side 62 peger Anders nu på en uskadt hat og beklager, at han glemte at skyde et punktum efter det nu ikke-eksisterende A. Mit bøn til fortidige, nutidige og fremtidige redaktører: Lad være med at censurere, og hvis I absolut føler, at I er nødt til det, så gør det ordentligt, så logikken ikke forsvinder.
Hvis vi kigger på bogens indholdet, er det en skæg blanding af gamle 1950er-historier og nyere 1970 er-materiale. Den mest markante historie er nok “Hævnen er sød” af Guido Martina/Luciano Bottaro. En grum historie, hvor Onkel Joakim og Fætter Højben får sat Anders i fængsel på falske anklager om falskmønteri, så de kan rive hans hus ned og bygge en jernbane på grunden.
Samlet set en blandet fornøjelse.


Kommentarer
Ingen kommentarer til “Jumbobog 26 (ny udgave)”