Med den seneste bog i Hall of Fame-serien har Egmont èn gang for alle bevist, at de kan andet end at udgive genoptryk af gode, gamle klassikere. Den 164 siders lange fortælling om fem ænder, der drager på eventyr i en fjern dimension, er med Byron Erickson dialog og den italienske Jumbobogs-veteran Giorgio Cavazzanos streg i enhver henseende et unikt værk, som bør stå i enhver samling.

Alene dèt, at Dragonlords er fordelt på 12 kapitler på hver især 12 eller 16 sider, gør den til en ideel Hall of Fame-udgivelse, og det er skønt at nyde sådan en serie som et samlet værk frem for at skulle anskaffe sig 12 forskellige blade – for man må nok se i øjnene, at kapitlerne ikke giver megen mening hver for sig.

DET FANTASTISKE UNIVERS
Det er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg helt vild med omfattende fantasy-universer, især når de er tegnet i hånden – eventuelt på papir(!) Derfor blev jeg også godt grebet af Jeff Smiths fabelagtige fortællinger om Bone, da jeg tilfældigvis faldt over dem i sin tid. Rent teknisk er der specielt èn parallel mellem denne og Dragonlords; nemlig dèt, at alle scener afsluttes sideløbende, hvilket vidner om en helt igennem gennemarbejdet opbygning.

At historien om drage-herskerne er inspireret af Ringenes Herre, hersker der i hvert fald ingen tvivl om. For eksempel er handlingen splittet op i flere forskellige spor, som samles i enden; Rip, Rap og Rup og deres eventyr med de tre babydrager, onkel Joakim og Anders And i deres kamp for frihed fra morkernes fangenskab og sidst men ikke mindst morken Groff og hans konfrontation med Andebys indbyggere. Ydermere får vi på første side en kort-præsentation af det landskab, hvori handlingen udspiller sig. Ericksons univers bliver naturligvis aldrig så vidtfavnende som Tolkiens, men selvom det er småt med ender i Dragonlords, er der i hvert fald ingen løse af slagsen. Til gengæld er der ikke nær så mange ænder i Ringenes Herre. Men så igen er der nok heller ikke så mange enter i Dragonlords. Og sådan kunne jeg blive ved! eller også kan jeg ikke. Under alle omstændigheder stopper jeg nu!

EN FARVERIG OPLEVELSE
At farvelægningen er et helt kunstværk i sig selv, og at også den er udpenslet til punkt og prikke, skinner klart igennem – lidt ligesom sollyset i vinduet på side 68; det er sgu en flot detalje. Gudskelov er der meget få af de farveprægtige overgange, som blev CBSVs undergang – og der, hvor de er, giver de for det meste god mening. Som for eksempel i vand (37,3) og ild (41,6), og så selvfølgelig i de himmelske baggrunde, hvor det dog til tider bliver en anelse for meget, når direkte kontraster stilles op imod hinanden – som på side 37, hvor det direkte ødelægger flammernes effekt.

Egentlig er jeg mere til en klar konturfarvelægning end de flydende overgange – men det er jo til dels Cavazzanos skyld. Når han undlader stregerne så mange steder, må farvelæggeren ty til andre metoder for at give et nuanceret billede. Et godt eksempel er overgangen fra dragernes ben til deres klør; de skal selvfølgelig have hver sin farve, men konturstregen synes at mangle.

Nogle af de store panoramiske fremstillinger, som billederne af morkbyens gader, hvor de arbejdsomme slaver færdes, kan godt blive en anelse ensformige, da der kun er brugt et beskedent antal afdæmpede kulører. Men det er en naturlig nødvendighed for at få de vigtige karakterer, som alle er farvelagt med mere iøjnefaldende nuancer, til at skille sig ud fra den opfyldende folkemængde. Skulle jeg endelig komme med et klart kritikpunkt, så savner jeg en mørkere og mere dyster stemning i Morkernes by – men derudover er det en formidabel farvelægning, som giver mange gode indtryk til synssansen.

EN TALESTRØM AF VELFORMULEREDE BOBLER
Alle figurerne er velsignet med en sjælden veltalenhed, hvis ære både kan tilskrives Byron Ericksons talent for manuskriptskrivning, men også i høj grad Anne-Maria Sigbrands oversættelse. Taleboblerne er således ikke fyldt med indforståede sproglige jokes, som på dansk bare bliver overflødig dialog. En skam er det dog, at rammerne sprænges af de mange hjørnekasser med regibemærkninger og larmende lydord. Disse bringer altid min koncentrationen væk fra historien og billederne, og Cavazzanos ultradynamiske mesterværker behøver ingen åndssvage forklaringer på, hvor vi befinder os, og hvordan tingene lyder. Og selvom dialogen er god, er der altså en storslået charme ved de lydløse passager, hvor Cavazzano for alvor beviser sit værd. Kapitel 11 er virkelig noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set! Jeg siger ikke mere!

KARAKTERER LANGT OVER MIDDEL
Èn af de mest interessante ting ved Dragonlords er uden sammenligning den, at ungerne er i fokus, og onklerne står i baggrunden. Her udlægges ungernes indbyrdes forhold på en rigtig god måde, og de er ikke bare tre nevøer, som skal være der, sådan som det så tit er tilfældet. De får hver deres identitet, og skilles ofte fra hinanden. Det, synes jeg, til tider har været tiltrængt.

Desuden har Erickson og Cavazzano også formået at skabe nogle herlige personligheder blandt morkerne, og deres konflikter og relationer er sjove at følge med i. Specielt kan jeg godt lide Groffs eventyr i Andeby og omegn, hvor vi også får små gæsteoptrædener af Bedstemor And, Andersine, Gearløs, Guf og Højben. Så glemmer vi heller ikke helt, at det trods alt er en Disney-tegneserie vi har gang i!

BOGENS BAGSIDE
Skal jeg endelige sige noget dårligt om denne tiende bog i Hall of Fame-serien, så er Byron Ericksons ”fyldige forord”, som Egmont reklamerer for bag på bogens omslag stort set anderøv og nøgler. Det, der står, er da vældig godt, men jeg kunne godt have ønsket mig en mere dybdegående gennemgang af den to år lange proces, der åbenbart har lagt forud for seriens skabelse og ikke mindst nogle flere skitser, karakterdesigns, og hvad der ellers måtte være af spændende ting.

Og så er skriftdesignet, hvormed man har valgt at skrive kapitelnumrene simpelthen grim som bare (f)anden – men det er måske mere et udtryk for min personlige holdning og ikke mindst besættelse af konturstreger end noget andet.

KONKLUSION: ET MAGELØST MESTERVÆRK
Dragonlords er på alle mulige måder enestående, især set i forhold til de senere års Disney-udgivelser. Dèt, at Anders råber: “Nu brænder lokummet!”, eller dèt, at vi ser èn af morkerne bløde efter et knytnæveslag i snotten, eller bare dèt, at der flere gange er sproglige referencer til blod og død, gør den helt unik.

En interessant detalje er også, at serien er fyldt med fem-fingrede mennesker, som dog alle kommer fra den fjerne dimension, og så er det i orden. Blandt Andebys indbyggere er der ganske vist også menneskelige skabninger, men de er alle udstyret med fire fingre i en handske og hundesnude – ellers er Andeby udelukkende befolket af ænder, grise og julegodter generelt.

Igennem tiden er vi blevet propfyldt med en Disney-serier, som synes for nemme – men så er det rart, når der ind imellem kommer nogle fornemme mesterværker, som man kan fornemme, der er brugt tid og kræfter på. Byron Erickson har i hvert fald skrevet en formidabel fortælling, som kan læses af alle aldersgrupper, og som kun bliver bedre og bedre og endnu bedre, for hver gang den tages frem. Og så er Giorgio Cavazzanos dynamistiske og detaljerede – men ikke overdetaljerede – streg imponerende hele vejen igennem.

Share on Facebook