Èn af de største og mest originale genistreger ved Hall of Fame-serien er efter min mening konceptet med at give logoet på bøgernes bagsider forskellig farve, alt efter hvem den enkelte hovedperson er – så kan man nemlig uden nævneværdige problemer gå direkte hen til reolen og hive den tiltænkte tryksag ned fra hylden. For vi må jo nok desværre vænne os til, at uanset hvor høj pris vi selv, og ikke mindst Serieforlaget, sætter på vore venner; tegneserierne, så vender de os for det meste ryggen!
Det er således ikke tilfældigt, at “farven” på det nyligt udsprungne skud på Hall of Fame-stammen er sort – denne elvte bog i rækken præsenterer nemlig et velvalgt udpluk af amerikaneren William Van Horns blomstrende produktion, som strækker sig over de sidste godt og vel 20 år; en produktion med dybe rødder i den samme absurditet og sans for sorte humor, som kendetegner Carls barske ande-univers, med alt hvad dertil hører af firkantede æg, vidunderligt mel og andre vildt underlige begivenheder i Omelet og omegn.
INDFØRING I EMNET
Forordet er denne gang forfattet af Van Horns ven og kollega, John Lustig, og han får gennemgået de højdepunkter i tegnerens karriere, som er relevante for at forstå, hvem han er og ikke mindst; hvorfor han gør, som han gør. Det er tydeligt, at de to har nogle personlige og professionelle bånd, og efter tre sider føler man faktisk, at man kender Van Horn og har gjort det i mange år.
Herefter følger en gennemgang af de kendetegn, som skiller Van Horn ud fra andre kendte tegnere – og eftersom han er så karakteristisk, er listen lang, men dog ikke fuldendt af den grund. For eksempel har man udeladt store dele af hans tilsyneladende besættelse af tid: Van Horns serier kan som regel dateres til 50′ernes USA, hvilket ganske vist omtales i artiklen – men kigger man efter, vil man faktisk ofte kunne fastlæsse de tidsmæssige rammer endnu grundigere, i og med at der optræder ure og kalendere overalt i hans ellers sjældent overdetaljerede billeder.
Som en afrunding på introduktionerne giver kunstneren selv et lille forord med på vejen – og det skal tages så bogstaveligt som overhovedet muligt, da det nærmest er ikke-eksisterende. Van Horn står således i knivskarp kontrast til for eksempel Don Rosa, som for det meste fylder 15-20 sider med forklaringer og forladelses-om-bønner. Retfærdigvis skal det lige siges, at der bagerst i bogen er forfatterkommentarer til udvalgte historier – disse fylder dog heller ikke mange slanke linjer. Men okay! Har man intet fornuftigt at fælde ned på en side, er det på den anden side bedre at lade være – og mange af hans historier taler skam også udmærket for sig selv; især takket være hans konstante brug af metafiktion!
ÈN PÃ… FIRE – OG FEM PÃ… ÈN!
Måske ter jeg mig uforståeligt, men jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfor bogens første historie er trykt på originalsproget! Skal grunden findes i det faktum, at netop denne tegneserie er Van Horns første med ænder i hovedrollerne? Eller er det fordi, man fra redaktionens side har villet præsentere læseren for det forfatterens fortræffelige formuleringer, og så valgt at gøre det på en etsiders for ikke at overdrive det? Det skyldes i hvert fald ikke dovenskab fra oversætterens side, eftersom historien var at finde i ugebladet så sent som i efteråret 2002 – og bogen bugner da også af lækre og veloversatte førstegangsudgivelser. Nå, men bortset fra den lille side af sagen/sag af siden, er det selvfølgelig ret så relevant med den første Disney-serie i sådan en opsamlingsbog.
Derudover får vi yderligere fire etsiders, som uden at være særlig banebrydende dog er interessante, fordi det var det, Van Horn lavede i starten. Han var simpelthen for mærkelig til, at man kunne sætte ham til at lave de længere eventyrserier. Lidt på eventyr kommer vi dog med Rip, Rap og Rup, eller rettere; Georg Gearløs og Max Motor, i en kort DuckTales-fortælling, som dog overordentligt hurtigt er både overstået og overgået. Det er den eneste historie i bogen, som ikke er forfattet af Van Horn selv, og det skal han nu være glad for!
Som skrevet tidligere er det både relev- og interessant at have disse to aspekter af Van Horn produktion præsenteret i bogen, eftersom han har arbejdet en del med dem begge – men det er bestemt ikke noget, man skal vente sig meget af.
LANG- OG KEDSOMMELIG I LÆNGDEN
Som bevis på, at Van Horn også besidder overtalelsesevner til at få ænder på eventyr uden for Andeby, får vi to serier, som tidligere har været udgivet herhjemme. Uden at være prangende på nogen måde, indeholder begge en del gode elementer – og så er de lysende eksempler på, at Disney-tegneserier godt kan være mørke og dystre.
Skatten i Skyggelandet er usædvanlig på den måde, at stort set hele handlingen udspiller sig i en sump midt om natten, hvilket er hensigtsmæssigt, idet Anders og ungerne er taget på jagt efter en skat, som først bliver synlig efter mørkets frembrud. Således må vi tit tage til takke med at se ænderne i sort silhuet – men det gør jeg også gerne, eftersom Van Horns fjerbærende fugledyr faktisk bliver en anelse flottere som så.
Van Horn er, i modsætning til Carl Barks, Don Rosa og til tider også Marco Rota, ikke en mand, der lader sig inspirere af historiske fakta, og det er måske også èn af grundene til, at Skatten i Skyggelandet er blevet så enkel. Efter 20 sider føler man dog, at det godt kunne have været gjort på noget nær den halve plads – og så stiller historien derudover en masse spørgsmål, som man ikke rigtigt får svar på.
Den sorte måne er en dybt original historie om Anders og ungernes rejse ud i det ydre rum, hvor de skal finde en olieplanet og gøre krav på den i Joakim von Ands navn. Fortællingen indeholder den samme blanding af fantasifulde elementer og naturvidenskabelige forklaringer, som karakteriserer mange af Barks’ bedste historier, og i det hele taget er den meget inspireret af den Gode Tegner uden af den grund at være blottet for personligt udtryk.
Der er en del skræmmende gysereffekter i Den sorte måne; heriblandt den typiske åbne slutning, som pumper adrenalinen rundt i kroppen en sidste gang, efter man egentlig havde regnet med, at slagterierne var sluttede. Desværre er handlingen på de sidste to sider så tilfældig og ligegyldig, at den ødelægger hele den overordnede idè; og så er det fuldstændig underordnet, hvor god den i øvrigt er – men det er den!
DEN GYLDNE MIDDELVEJ
Dèr, hvor William Van Horn for alvor beviser sit værd, er og bliver i de halvlange gag-serier. I en historie som Stensikker skattejagt, som begynder med Anders’ kamp for at få fat på, hvad han tror, er en guldskat, men som udvikler sig til et personligt opgør mellem en stædig and og en fastgroet kiste, viser Van Horn, hvor dygtig han egentlig er til at skildre hele den personlighed, som ligger under fjerene, og man føler næsten, at man sidder med en af de gode gamle fortællinger fra midten af det forrige århundrede.
Eller en serie som Tunge pligter, hvori der indgår en betragtelig mængde sjove situationer og ikke mindst en masse sorte elementer, som ikke bare er dumme og platte, men simpelthen så kulsorte, at man ikke kan andet end at forbløffes over forfatterens fantasifulde opfindsomhed – og så er det befriende at høre gloser som “fede klovner” og “bløde franskbrød” omtalt i forbindelse med overvægtige mennesker i en Disney-tegneserie. Hvem der dog bare havde den serie på originalsproget…
Vi bliver selvfølgelig heller ikke snydt for et gensyn med Anders’ påtrængende onkel Slendriand. Efter gennemlæsningen af dennes første optræden i historien Alt er relativt, sad jeg forgæves og funderede over nogle eksisterende figurer, som den føromtalte dovenlars kunne være sammensat af – men jeg tror simpelthen, han er så overmåde modbydelig, at ingen har kunnet finde på ham før Van Horn kom på banen med sin overdrevne sans for absurde påfund.
AFFØRING I EMNET
Havde man spurgt mig for en måned siden, hvad jeg syntes om William Van Horn, havde jeg sikkert vrænget på næsen – mest på grund af hans grimme tegninger. Men med den nye Hall of Fame har jeg fået et helt nyt syn på manden, for det gør utroligt meget ved hans historier, at de bliver sat ind i en større kronologisk sammenhæng og præsenteres i så flot en bogserie. Tak for hjælpen, Hall of Fame!
Når det er sagt, vil jeg dog også sige, at han ingenlunde er min yndling – hverken forfatnings- eller tegningsmæssigt. Hans serier bliver lige en anelse for simple og tilfældige for min smag, og jeg kan godt lide, der dels er lidt mere at kigge på og dels er lidt mere at tænke over. Der er slet ingen tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale, men efter 20 år i samme stil, tror jeg ikke, der er forandringer i vente.
Og så har manden altså bare et problem med overforbrug af irriterende lydord – et begreb, som efter min mening burde nedskæres kraftigt for derefter helt at blive afskaffet. Mange kunstnere er så dygtige, at de kan tegne lyden ind i billederne, og det gør dem tusinde gange mere interessante at kigge på. Men det er sikkert et fortidslevn fra Van Horns karriere i animations- og filmindustrien; en branche, hvor man umuligt kan klare sig uden lydeffekter. Han har sikkert bare gerne villet give læseren de rette lydmæssige associationer.
Bogen har et fortræffeligt forord og et rigtigt godt mix af uudgivne og velkendte historier – faktisk med overvægt til den første kategori, og det er dejligt! Derudover er der et relativt stort udvalg af Van Horns forsidekunst, som selvfølgelig sagtens kunne have fyldt 4-16 sider mere, uden at det gjorde noget. Historierne er oversat ganske glimrende – dog, synes jeg, især man kan fornemme, at Anne-Maria Sigbrand, som har oversat førsteudgivelserne, har fanget tekstens ånd rigtig godt!
Som sagt er jeg ikke himmelhenrykt for William Van Horn, og måske var der andre serieskabere, man skulle have repræsenteret i serien, inden man kom til ham. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at denne HOF-bog holder standarden fra de tidligere udgivelser.
Hall of Fame – William Van Horn er et godt og grundigt kig værd!
