// du læser...

Anmeldelser

Jumbobog 311

I jumbobog nr. 311 “Skrumpegassen” har Egmont genoplivet den gode, gamle tradition med at forbinde serierne med en fortløbende rammehistorie. Det er en rigtig god ide, for det fungerer som en rød tråd, som giver indtryk af, at det ikke er tilfældigt, at læseren bliver præsenteret for netop disse historier. Indrømmet, i denne jumbobog er den røde tråd måske lidt tynd (familien And m.fl. sidder i et fly og tænker skiftevis tilbage på en tidligere episode i deres liv), men den har en overraskende slutning, som ikke skal røbes her.

Titelhistorien er tegnet af Massimo Fecchi, som har vist sig at være et stort plus for Egmonts jumboproduktion. I modsætning til nogle af sine spanske kollegaer forfalder han ikke til overdrivelser men tegner i sin egen stil, der kombinerer det bedste fra den nye og den gamle generation af den italienske skole. Se f.eks. på side 34-35, hvor elegant Onkel Joakim vokser fra billede til billede.

Bogen rummer desuden to andre Egmont-produktioner: For det første “Elefantastisk Oplevelse”, som er en lidt sødladen historie om, hvordan Mickey og Fedtmule hjælper en bortkommen elefantunge hjem til sin flok. (Man bemærker, at efter Mickey har skiftet tilbage til de korte røde bukser, er han nu blevet så menneskelig, at han siger “idiot” om folk, der opfører sig dumt.) For det andet “Jalousiens Veje”, der er een lang forfølgelsesjagt, som løber(!) over 40 sider. Historien er tegnet af Flemming Andersen, der efterhånden er blevet sat i bås som den, der får de mest hæsblæsende manuskripter. Det gør han som altid godt, men det kunne være spændende også at se ham folde sig ud i andre typer historier.

Endelig indeholder bogen 4 italienske historier, hvoraf den mest interessante nok er “Vidnet” med Stålanden i hovedrollen. Ideen bag historien er egentlig ret barsk: Stålanden skal beskytte Fætter Højben mod at blive elimineret af en mafiaboss, som han skal vidne imod. Men serien ironiserer over Godfather-genren ved at vise en lapset boss, der bruger det meste af sin tid på at bekymre sig om ikke at få pletter på sin flotte skræddersyede habit.

Alt i alt en udmærket bog, som får et lille ekstrapoint i karakterbogen for det gode initiativ med at genindføre rammehistorierne. Lad os håbe, at det er kommet for at blive.

Kommentarer

En kommentar til “Jumbobog 311”

  1. Rammehistorierne har altid været tynde som vand.

    Posted by ODa | december 26, 2009, 14:39

Skriv en kommentar

Arkiv