FOR EN GANG SKYLD GODE GAMLE, GRØNSPÆTTER
I de seneste år har vi, især fra italienernes side, set en markant modernisering af Andeby-universet i form af voldsommere og mere overskruede tegneserier. Tidligere tiders ti-siders-historier med hygge og humor indenfor Andebys bymure, eller historiske skattejagter og udflugter til uudforskede lande beboet af glemte civilisationer er pludseligt blevet erstattet af actionfyldte rumrejser og ultrahøjteknologiske fremtidsfortællinger.
To åbenlyse eksempler på ovenstående evolutionsteoretiske påstand er de, i hvert fald for os danskeres vedkommende, hedengangne Stålanden og Grønspætte-Patruljen. Begge hæfter præsenterer læseren for de klassiske titelpersoner i en alternativ sammenhæng med masser af nye venner og fjender og moderne teknologi. Grønspætterne synes således at have udviklet sig fra at være en lille, lokal spejdertrop med yderst begrænsede midler til en verdensomspændende indsamlingsorganisatorisk virksomhed med millioner af kroner på bankbogen – lidt a la det farve- og forkortelsesrelaterede Greenpeace.
Der er dog ikke noget overskruet ved den nye Hall of Fame-udgivelse, hvori vi i overflod præsenteres for et hav af kendte Grønspætte-elementer som for eksempel de grænseløse degraderinger og gradueringer, tonsvis af tvetydige titler, masser af medaljer og ikke mindst det imponerende værk, Grønspættebogen, hvori man kan slå alt lige fra arbejdsstillinger til øjne op.
AT HOLDE AF ÆNDER
Efter Carl Barks var stoppet med selv at tegne ande-tegneserier, producerede han i 70′erne en række billed-manuskripter, også kaldet scribbles, til flere end 20 Grønspætte-historier. Disse blev sendt til de såkaldte samlebåndstegnere; Tony Strobl, Kay Wright og Bob Gregory, og resultatet blev faktisk ganske acceptabelt – dog ofte meget afvigende fra Barks’ oprindelige idè. Om dette er negativt eller positivt, må være op til den enkelte at vurdere – faktum er i hvert fald, at den dygtige altmuligmand, Daan Jippes, i starten af 90′erne fik til opgave at rentegne skitserne i en mere tro gengivelse af originalen. Tolv af disse tegneserier er blevet trykt i den netop udsendte trettende Hall of Fame-bog.
Den tegnemæssigt meget stilsikre hollænder har tilsyneladende taget sin opgave meget bogstaveligt, i det han følger Barks’ scribbles til næsten slavisk nøjagtighed. Èn af ulemperne ved dèt er, at den gode tegner på sine gamle dage var så træt af ænderne, at han fyldte historierne med mange aflange ruder, som indikerer et klart behov for kvantitet frem for kvalitet. Af og til giver de dobbelte rammer nogle fantastisk spændende kompositioner – men ofte er de ret meningsløse, hvilket Jippes da også indrømmer i èn af sine artikler. Det negative opvejes dog af det interessante aspekt i, at skitserne følges så strikt, når vi nu allerede èn gang har fået de forandrede og mere personlige fortolkninger fra amerikanerne.
Når dèt er skrevet, så skal det også nævnes, at Jippes har formået at give historierne et strejf af sin egen streg, samtidig med at han mestrer mesterens til fulde. Baggrunde og bipersoner, som ofte var mangelfulde og udtrykstomme i manuskripterne, er blevet henholdsvis tømt og fyldt. Ligeledes er der et utal af sjove detaljer, som det har været op til Jippes selv at udtænke, da de simpelthen var ikke-eksisterende i skitserne. Faktisk er det utroligt, hvordan han har ramt præcis den underspillede humor, vi kender så godt fra Barks, når han var allerbedst.
Jippes har tydeligvis nærstuderet Barks’ værker og bruger således mange af de samme virkemidler, for at få historierne til at fungere. Et par vellykkede eksempler er brugen af silhuetter og de i enhver henseende tidskrævende bipersoner, hvoraf nogle var beskrevet og betegnet i originalen, mens andre er tilføjet af tegneren selv. I den forbindelse vil jeg henvise læserens opmærksomhed til side 135! Gud ved, om æggene er egen avl?
NOGET LIGNENDE LIGNELSER
En god fortælling skal efter min bedste overbevisning være lærerig og have en morale – men det kan også blive for meget af det gode! Historierne i Hall of Fame 13 bliver til tider direkte belærende og pegefingerløftende, og nej, hvor skal vi redde naturen, og ih, hvor skal vi være gode ved hinanden. Selvfølgelig er det fornuftigt at lære om rullesystemer og redning af fauna og flora, forureningsproblemer og gøren gode gerninger, men det må aldrig overskygge det faktum, at det er underholdning og ikke undervisning. Nogle gange ligner det mere propaganda for Enhedslisten end tegneserier for børn.
Helt voldsomt bliver det dog, når Barks indbygger et nærmest bibelsk budskab i handlingen. Frasen “elsk din næste hvad enten vedkommende er and eller mand, hest eller hund, ørn eller forvokset kalkun” går flere gange igen. Men også flosklen om at man skal være mod andre, som man ønsker, de skal være mod èn er gennemgående – især i “Generaler på flaske”, hvor èn af sekvenserne er en tydelig nyfortolkning af lignelsen om “Den barmhjertige samaritaner”. Gudskelov udføres netop denne gag dog så humoristisk, at man ikke behøver at tørre bræk af bogen bagefter.
For selvfølgelig kommer den løftede pegefinger da også til tider til at rage så højt, at den støder ind i ventilationspropellen – og så må man overgive sig til det smørrede smil. Nogle af de humoristiske højdepunkter finder vi, når ungernes metaldetektor bipper midt under en skattejagt, og de begejstrede graver et dybt hul for kun at finde en gammel jernskovl. Eller det faktum at opskrifterne på vaffeldej og bildæk bogstaveligt talt står side om side i Grønspættebogen. Og hvilke komplikationer kan det ikke forårsage?
Og så læner jeg mig frydfyldt tilbage i min dyre designlænestol betrukket af en truet dyreart, når de lalleglade og altid syngende spejderdrenge med lange næb må sande, at vores moderne samfund paradoksalt nok ikke kan overleve uden kul og olie – almindelig og hval! Så er onkel Joakims ubehageligheder måske slet ikke så unødvendige, som de i første omgang syntes.
AT SKIFTE SIDE FRA SIDE TIL SIDE
For hvem skal man egentlig holde med? Den nådesløse forretningsmand, som i bund og grund bare giver folk, hvad de ønsker, eller de dobbeltmoralske frihedskæmpere, som protesterer mod den verden, de er en del af, og selv har været med til at skabe uden egentlig at vide, hvad de protesterer imod men bare følger med strømmen? Carl Barks har lavet en helgardering, og placerer sympatien alt efter, hvor mulighederne for de bedste jokes foreligger. Og hvorfor egentlig ikke? Når bare spørgsmålet sættes til debat er det vel underordnet, hvad forfatteren mener.
Den ubestridte superskurk i dette dusin ande-anekdoter er ungernes egen onkel, Joakim von And, som tilsyneladende til enhver tid sætter økonomien frem for sin egen og andres sikkerhed. Det faktum, at han selv er dybt involveret i sine lyssky forretningsforetagender – det er ham, der styrer og administrerer robotterne, harpunerne og olieboremaskinerne – gør ham ikke bare til en større trussel men også 100 % ansvarlig!
Tids- og stedsmæssigt befinder vi os i det USA, som i 70′erne var ramt af demonstrationer, miljøkamp og oliekrise, men som også var èt af forgangslandende for den computerteknologiske udvikling, som for alvor begyndte at vinde terræn. Og hvis dèt ikke er mekka for en god Grønspættehistorie, så ved jeg ikke hvad!
På trods af, at jeg muligvis har virket en anelse skeptisk overfor denne nyeste Hall of Fame-udgivelse, så er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med den. Udover nogle gode historier med flotte – virkelig flotte – tegninger fra Daan Jippes hånd, så indeholder bogen et godt forord af finneren Timo Ronkainen og en masse fine og informative artikler skrevet af kunstneren selv.
Personligt kan jeg kun glæde mig til at se den komplette samling af samarbejdet med Barks og Jippes, når det udkommer i Carl Barks’ Samlede Værker. Dette bliver dog desværre også noget af det, der trækker karakteren en anelse ned. For ikke nok med, at samtlige historier har været udgivet i Danmark før – de bliver det også igen indenfor en meget overskuelig fremtid. Ganske vist kun til de, der abonnerer på det så omtalte CBSV, men alligevel…
