Allerede da jeg fik øje på den første ramme i Hall of Fame d. 14. med værker fra argentinertegneren Daniel Brancas hånd, trodsede min hjerne (eller måske rettere; mit hjerte) alle medfødte bygningsfejl og stillede skærende skarpt på noget, som ligger så langt tilbage, at selv professor Sæhr og Kloghsens tidsmaskine ville få problemer med at ramme så pinligt præcist.
“Et formfuldendt job” hedder historien – og det er èn af de historier, som besatte mit barnesind, dengang jeg lå i min høje Flexa-seng med rutschebane og hemmelig hule underneden. Jeg kan se det for mig: madrassen er dækket af blå puder, som jeg læner mig opad, mens jeg læser. Læser er måske så meget sagt, for det tætteste jeg kommer på at kunne alfabetet, er at jeg selv kan skrive jæsper, når jeg har tegnet Anders And. Og lige præcis i dag er det et Anders And-blad, jeg har fat i. Det var det også i går. Og garanteret også i morgen. Billederne jeg kigger på, forestiller Anders And, som med sin havesaks laver træer og buske om til flotte figurer og geometriske former.
Det er en meget speciel oplevelse at sidde her så mange år efter og læse historien igen – for første gang. Jeg kan huske billederne, bevægelserne, beplantningen, som symboliserer kunst efter alle tegnekunstens regler; former, figurdesign, genstandstegning, perspektiv… den her historie har det hele.
Den nye Branca-bog har selvfølgelig meget mere at byde på end bare èn sølle historie om en haveand med grønne vinger – men det var med den i baghovedet, jeg læste det knap så vellykkede, tre-delte fortids-, nutids- og fremtidseventyr “Stof til eftertanke”, som ganske vist har visse pengemæssige pointer og budgetale budskaber, men som simpelthen bare er for langt. Eller den højtidelige “Jul i Andeby”, som har den glade og gavmilde juletid som tema. Eller hvad med serierne med Brancas specialiteter som Max Måge, Hexia de Trick, Bernhard og Bjørnebanden – selv når alle seks banditter er i billedet, er hvert enkelt ansigtsudtryk og kropspositur enestående. Og så selvfølgelig de andre anekdoter hentet direkte fra Anders Ands imponerende CV, hvorpå han fører sig frem med titler som margarinefabrikant (ja, det var dengang, da Anders havde delvist fast arbejde) instruktør, skuespiller, reporter, læskedriksproducent.
Og gartner!
“Et formfuldent job” er en regulær eksperthistorie, som vi har set utallige eksempler på – især i 80′erne og 90′erne. Det handler om hybris og nemesis – overmod og straf – og her spiller vores yndlingsand på hjemmebane. Oddsene er minimale på, at Anders bliver for højnæbet og kun vil tage imod de fine udfordringer for til sidst at snuble så gevaldigt over sine egne ben, at han ender med de værste arbejdsopgaver et sted meget langt væk. En utilfreds Anders, og en kvik bemærkning fra ungerne – for hvad sagde de! Men Anders’ ører var så propfulde af klapsalver og hyldestråb, at han overhørte advarslerne. Det er klassisk – men det virker hver gang. Denne gang i særdeleshed!
Som Niels Houlberg Hansen skriver i sit forord, har Branca flair for at tilegne sig et manuskript, hvis tilblivelse han reelt ikke har haft noget med at gøre. Selvom de fleste af historierne i Hall of Fame 14 er skrevet af forskellige forfattere, har Branca brugt sin kunstneriske frihed til at gøre serierne så personlige, at man skulle tro, det var den samme skribent fra begyndelsesbogstavet til allersidste sætning. Lidt det samme, som når Anders skaber et personligt kunstværk ud fra en tilgroet busk eller et barket træ, som nogen havde plantet i forvejen. Et personligt kunstværk, både for afsenderen og modtageren.
Carl Barks kunne det samme – han havde bare den fordel, at han selv havde skrevet historierne. Generelt kan man trække mange streger fra Barks streg til Brancas streg, men det ville blive en forfærdeligt masse streger, så jeg nøjes med at fremhæve historien “Heks på nettet”, som er en del af den “Skabt af Carl Barks!”-serie, som Egmont lancerede i 2001, da Barks kunne have rundet de 100 år. I den forbindelse fik Branca tildelt en Geoffrey Blum-historie om Hexia de Trick, og til denne lavede han faktisk et oliemaleri. Hvis ikke det er barskt, så ved jeg ikke hvad.
Netop til denne historie, “Heks på nettet”, har Niels skrevet en lille artikel, der i korte ord forklarer Brancas forhold til besværgelsesbitchen. Teksten er yderst informativ, og det må siges at være generelt for forordene i denne bog – men sådan er det jo for det meste, når Niels har været der. Brancas professionelle karrieres højdepunkter pensles ud, og der er mange gode illustrationer til at understrege de vigtigste pointer. For det er jo sådan Branca arbejder – i billeder. Ligesom gartner-historien!
Men for nu at blive ved det tekstuelle, så har der været hele fire forskellige oversættere på spil denne gang. Dog vil jeg fremhæve Jørgen Sonnergaard, som har et utroligt betagende sprogbrug. Selv når han taler gennem middelaldermandens mund eller opfinder sit eget fremtidssprog gør han det imponerende gennemført og meget humoristisk. Specielt er jeg glad for historien “Stof til eftertanke” som med sin titel og sine små ordspilsbaserede vittigheder, som for eksempel tekstilsælger Silkeborgs navn, er helt tekstmæssigt eminent.
Så jeg er altså generelt rigtig godt tilfreds, når jeg i dag sidder tilbagelænet i min store sovesofa og (gen)læser de gamle klassikere i HOF14. De har alle sammen været udgivet i Danmark før, og det må nok ses som det største minus, men i bund og grund er det i orden, for mange af serierne stammer fra 80′erne og starten af 90′erne, og det er jo desværre ikke lige de blade, man oftest hiver frem. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en enkelt eller to af de helt tidlige historier fra 70′erne, inden Branca havde udviklet sin helt egen specielle stil, som den dag i dag lever videre sådan èn som Gattinos ekstreme streg. Det er en skam, de ikke er repræsenteret, men det, der er med, er rigtigt godt.
