Tony Strobl blev på mange måder den første rigtige arving af Carl Barks’ retmæssige ejendom: de værdifulde ti indledende sider i Walt Disney’s Comics and Stories. En af de største forskelle på de to amerikanere er nok i historiehenseende. Hvor Barks var storleverandør af manuskripter, skrev Strobl kun et relativt lille antal – dog fik Strobl lov til at slå streger til noget af den stortalende mesters dialog, hvoraf en hel del foregik Grønspætterne imellem. Disse historier har hollænderen Daan Jippes imidlertid illustreret med noget større succes end Strobl.
En anden Carl/Tony-cartoon er eventyret om “Kong Joakim den Første”, som naturligvis er inkluderet i Hall of Fame. Selve fortællingen, som jo er forfattet af Barks, er vanen tro ganske fortrinlig uden på nogen måde at være fantastisk. Den er hverken hjerte- eller tænderskærende, og klicheerne hænger i fede striber, som var det billig “kvalitetsvin” fra Netto – men det gør ikke så meget, for det er på figurfronten, at “Kong Joakim den Første” viser sin sande force. Plottet er uden tvivl bare en (dårlig?) undskyldning for at få smidt spåmanden Khan Khan i spil. Han er en rigtig god og interessant karakter, som dog dør en anelse(!) i Strobl kedelige design.
STATISTISK SET
I det hele taget er Strobls statister og ande-, hunde-, katte- og bifigurer alt for ofte af den slags, der undslipper hindens ellers til tider altopfangende net. Af og til er den eneste måde, hvorpå man kan skelne to forskellige mænd fra hinanden, om man kan huske, hvem der bar butterfly, og hvem der slæbte rundt på et slips. Og den går ikke, medmindre man tegner terrier og fermier.
HISTORISK SET
Det er ikke mange skribenter, der er krediteret i Hall of Fame 15, og jeg ville nok også være flov over at få mit fornavn sat i forbindelse med flere af disse fortællinger. Det virker som om, man har haft et par gode gags, hevet ti tilfældige ord op af høj hat og forsøgt at finde en sammenhæng. Det er vanskeligt følge med i alt det, der sker! Det starter som regel i Andeby, hvor ét eller andet tilforladeligt projekt er under produktion. Dette fører til en eller anden situation, som, alt afhængigt af hvor godt eller skidt det tager sig ud, sender hovedpersonerne til et eller andet koldt sted, hvor én eller anden helt ny handling tager form. Da man når til enden af den røde tråd, er der således stadig enormt mange kællingeknuder, som ikke er blevet forløst.
Jeg har det sådan, at hvis man absolut ikke vil slutte med en lærerig morale, er der to forskellige måder at skrive historie på: 1) eventyr fyldt med spænding og smukke billeder, eller 2) falde-på-fjerene-historier med masser af dynamisk humor. Problemet med Strobls striber er bare, at de er hverken/eller, hvilket gør dem uinteressante og ligegyldige. Bevares! Der er da morsomme momenter; som de padlende indfødte i “Skibet uden besætning” og bulldozerne på glatis i “Onkel Joakim starter en ny forretning”. Og scenen, hvor Anders og Joakim står og griner ondskabsfuldt, sarkastisk af hinanden eller bare sætningen: “Undskyld, vi sprøjter!” – begge fra sidstnævnte historie. Men selv i denne, de forestående julefrokosters, kolde tid, er der utroligt langt mellem snapsene… og vi fryser!
De gode gags der så endelig er til stede ødelægges imidlertid af, at selv de mest indlysende pointer, på trods af blyant, blækpen og computerfarvelægning, skal pensles ud, så de ikke er sjove. Slutbilledet og den sidste replik kan aldrig stå alene; der er altid en eller anden elendig rapand, der skal have det sidste ord og grine med, så vi er sikre på, at det, vi læser, nu også er sjovt. Målgruppen i 60′erne synes at have været humorforladte, dersom intet er overladt til tilfældighederne… og dog! For som skrevet ovenfor snubler handlingen sig frem over diverse tilfældigheder, som hverken er vigtige eller vittige. Et godt eksempel er onkel Joakims impuls til at falde i vandet og blive fanget af forbryderne i “Gletscherbugtens hemmelighed”, hvis overordnede plot ellers er fremragende, men det ødelægges gang på gang af de mange små ligegyldigheder, der konstant popper frem i den alt for lange historie.
BEDST I LÆNGDEN, ELLER HVAD?
Strobl foretrak, ifølge Germund von Wowerns udmærkede, men noget næsegrust, tåkyssende forord, at se på sig selv som skaber af spændingsserier. Men i min optik hører ordene “eventyr” og “enkelhed” simpelthen ikke sammen. De lidet detaljerede layouts passer meget bedre til værelsesvægge og husmure i Andeby frem for et inka-tempel eller en tilgroet jungle. Måske er det derfor de fleste af de lange serier i denne udgivelse finder sted ved Alaska eller Antarktis; den hvide, bløde sne synes at passe perfekt til Strobl temperament og arbejdstempo. Nogle gange starter han godt ud! Som i det smukt layout’ede introbillede i “Skibet uden besætning”. Men så er det, han kommer i tanker om deadline, og resten er døde, udynamiske streger på et stykke papir.
Skulle jeg endelig foretrække en Strobl-serie, ville jeg vælge en af de korte gag-historier som for eksempel Andersines dagbogsfortælling; “Følsom fotomodel”, eller “En fortravlet dag” med fætter Vims – begge disse indeholder en hel del gode visuelle og tekstuelle gags. At tegningerne er grimme, må man jo så bare prøve at se bort fra.
MANGELFULD FIGURREPRÆSENTATION
Germund von Wowern nævner i sit forord flere figurer, som overhovedet ikke er repræsenteret i bogen. Dette ville ellers være en oplagt lejlighed til at lade den geværglade hillbilly Habakuk give lyd fra sig og sin bøsse. Eller hvad med onkel Joakims computer Putte alias Mentor, som angiveligt skulle være den eneste figur, Strobl selv har tilført ande-universet.
Tager man et tjept tjek på Tony Strobl i COAs søgemaskine, finder man hurtigt ud af, at han har slået streger over, under og inde imellem stort set til alt, hvad der er værd at tegne i Disney-regi. Strobl lavede læsevis af de blandingsproduktioner, hvor alle mulige og umulige karakterer syntes at kollidere. Disse har man desværre udeladt (desværre, fordi de også er en vigtig del af mandens porteføljemappe), bortset lige fra light-udgaven “Heksekunst og handelstalent” med Fedtmule, Madam Mim, Story Stygge Ulv og Joakim von And på slap, slap, slap line.
Gudskelov er fætter Vims med i hele to historier, hvilket ikke er een for meget – det var jo trods alt Strobl, der ændrede Vims’ frisure fra ham der Samson til Homer Simpson. Men jeg er godt nok en anelse forarget over, at der slet ikke er nogen rigtig avishistorie med. Andeposten nævnes kun kort i “Kvit eller dobbelt?”, hvor katten Tommy også er blevet tvunget ind i et par rammer – heriblandt den sidste af slagsen, som nok er den værste i hele bogen! Men sådan en serie, hvor redaktionens topreportere er ude på gaden med blok og blyant – det har man ganske udeladt. Dem husker jeg ellers som værende ret gode.
Jeg synes, at anmeldelsen bærer tydeligt præg af en forudindfattet anmelder, som havde set sig sur på Tony Strobl, allerede inden han lukkede bogen op.
Jeg er faktisk enig i kritikken af udvalget af historier, som godt kunne have været anderledes og bedre.
Men at bruge en hel side på at kritisere Strobls tegninger og de forskellige forfatteres historier i forskellige smæde-vendinger virker malplaceret. Nuvel, anmelderen kan ikke lide Strobls måde at tegne på, men det er nu en gang ham, bogen handler om, så måske skulle hr. anmelderen have prøvet at tage de objektive briller på, og vurdere bogen ud fra en lidt anden synsvinkel end den med, at “han er da en elendig tegner; så må bogen også være elendig”.
Forords-forfatteren har vel lov til at have sine meninger om den tegner, han skriver om, uden at skulle kaldes “næsegrust tåkyssende?”
“Denne bog henvender sig åbenbart til den trofaste fanskare fra forrige århundrede, der stadig gider læse og genlæse en Strobl-historie” – en utilstedelig arrogant afvisning af dem, der måtte have en anden mening end anmelderen.
När jag skrivit forord till HOF har jag sett det som en självklarhet att belysa tecknaren i positiva ordalag. Det vanskliga är att göra det utan att hänfalla till fraser som “den bäste tecknaren av alla” etc, utan lyckas fånga vad som gör att just denna tecknare förtjänar en volym i HOF. Jag tror (vet!) dock att jag inte lyckats alla gånger och jag tror jag ska läsa igenom Strobl-texten igen och se vad jag egentligen skrev. Angående boken som helhet hade även jag gjort ett annat urval av serier. Antagligen hade jag gjort en Strobl/Bob Gregory-bok, eftersom fler manus av Gregory, och framför allt fler äldre äventyrsserier, hade lyft kvaliten enormt. Därför kan inte heller jag sätta ett högre betyg än “2,5″, kedeligt men sant.