En hyggelig lille samling af italiensk materiale fra slutningen af 60erne/begyndelsen af 70erne af Romano Scarpa, Luciano Gatto, Massimo de Vita, Guido Martina m.fl. Bemærk afslutningshistorien “Et hav af guld”, som er skrevet af Jerry Siegel. Hvis navnet lyder bekendt, skyldes det nok, at det er den samme Jerry Siegel, som opfandt Superman. Han blev snydt af sin forlægger og tjente aldrig noget videre på Superman, så derfor tjente han lidt ekstra penge ved at skrive Disney-serier til Italien.
Jeg har tidligere beklaget, at trykkekvaliteten i denne serie af genudgivne jumbobøger ikke altid er ordentlig, og i dette nummer er den gal igen. På side 4, 5, 9 og 149 er farverne grumsede og mørke. Måske er det et tilfælde, men det er alle sider, hvor der begynder en ny historie, og det samme har været problemet i nogle tidligere numre. Kunne man ikke gøre noget ved det i kommende bøger?

