Et herligt gensyn med den første Stålande-jumbobog fra 1978. Den indeholder 4 lange og gode historier, som er præget af typisk humor, højt tempo og barske løjer. Forfatteren er veteran(d)en Guido Martina, og tegnere er de dengang “rising stars” Cavazzano og Massimo de Vita.
I bogens to første historier får Stålanden konkurrence af superheltinden Supersine (= Andersine i forklædning). Historierne blev til i kvindekampens årti, og man bliver helt nostalgisk, når Andersine bruger gode gamle gloser som “søstersolidaritet”, “and-chauvinist” og “kvindernes frihedskæmper”. Men når man ser bort fra, at den kønspolitiske debat har ændet toneleje siden dengang, er der tale om herlig underholdning.
Det samme gælder bogens to sidste historier, der dog er mere traditionelle. Her kæmper Anders/Stålanden mod Onkel Joakim og Fætter Højben, som på tarveligste vis vil sætte ham på gaden.



