Når finansgeniet hr. von And får velgørende indsamlere smidt ud af vagten, er det ikke fordi, han er decideret ondskabsfuld. Når gnavne onkel Joakim tvinger sine nevøer til at yde gratis arbejdskraft, er det ikke bare for at udnytte sin familie. Når privatpersonen Joakim spiser sig selv af med tørt brød og te brygget på brugte breve, er det ikke kun fordi, han er for nærig til at forkæle sin vom med vagtler i valnøddesovs. Grunden til at han er, som han er, skal findes nogle helt andre steder. Jeg taler om steder, som på èn eller anden måde har gjort sit indtryk på Joakim. Steder, som betyder noget for ham. Det kunne for eksempel være et sted som den skotske storby Glasgows fattigste forstad. Eller von And-slægtens gamle slot på Ødelyng Overdrev. Måske endda Mississippi-floden, Montana, Afrika eller Australien.
Det er lige præcis disse steder, Don Rosa lader sin hovedperson rejse til i denne første halvdel af fortællingen om verdens rigeste mand; Joakim von And.
PRIVILEGERET I SIN PROFESSION
Uanset hvad han selv siger, er Don Rosa en privilegeret mand. Hans hobby er hans arbejde, og lige meget hvilken en af sine andre fritidsinteresser han beskæftiger sig med, kan han skrive det på timesedlen som ‘research’. Hvor andre forfattere får besked på at begrænse sig og indordne sig under det meget bestemte regelsæt, har Don Rosa friere hænder, både når han tegner og fortæller. Men selvom han har carte blanche til at skrive komplicerede manuskripter og illustrere dem med små rammer, der næsten sprænges itu af den omfattende dialog og detaljerigdom, så misbruger han aldrig vores tillid til ham som serietegner og historiefortæller. Han udfordrer læseren og udnytter tegneserien maksimalt.
DET ER IKKE PÆNT AT PEGE!
Bortset fra de falden-på-halefjerene-historier, hvis hjernehånende handlinger forsøges retfærdiggjort med en gennemtrampet og fladtrådt floskel som afsluttende ord, findes der faktisk forholdsvis mange gode moraler i det ugentlige Anders And-blad. Problemet er bare, at mange af dem bliver så pegefingerløftende, at man ikke kan andet end svare igen med en udstrakt langemand. Don Rosas serier derimod er altid åbne for egne fortolkninger og underkender aldrig modtagerens integritet og intelligens. Jovist, snubler hans ænder også over både bananer og bogstaver, men dumhederne placeres i baggrunden til fordel for selve handlingen.
Som tegneserielæser har man mulighed for at nærstudere en ramme eller en replik – og dette udnytter Don Rosa, i og med at han lader de fysisk-komiske optrin finde sted udenfor fokus, og de verbal-komiske kommentarer lægge implicit i dialogen. Enhver dygtig dramatiker eller komiker ved, at man ikke kan lave noget, der er 100 % sørgeligt eller sjovt, og samtidig gøre det interessant. Gråd og grin følges ad! De gamle grækere vidste det. William Shakespeare vidste det. Og Don Rosa ved det. Derfor benytter han sig af disse herligt underspillede, underskrevne og undertegnede comic reliefs – dels for at underbygge handlingen på en humoristisk måde (sådan som Carl Barks ofte gjorde det med Gearløs’ Lille Hjælper), men også for at løsne op for alvoren.
For Don Rosas serier er en alvorlig sag! De behandler nogle af livets største kontraster som kærlighed overfor had og liv overfor død – emner man ikke umiddelbart finder i ugens Anders And & Co. Lige meget om vi føler med eller imod Joakim, når han viser sig fra sine bedste henholdsvis værste sider, er det grundlæggende i vores forståelse af ham som person, at vi overhovedet føler. Og det gør vi i dette tilfælde. Han gør ænderne troværdige ved at tillægge dem de konflikter, som vi mennesker på godt og ondt er i besiddelse af.
GODE KARAKTERER
Som skrevet ovenfor, fører Don Rosa sine figurer ud i nogle fysiske og følelsesmæssige retninger, som hverken de eller vi er vant til. Udover enkelte føljetonserier og fortsættelser er Disney-universet foranderligt, og hver ny handling foregår uden relation til tidligere historier. Derfor kan forfattere som regel kun basere sine manuskripter indirekte på det arbejde andre, og vel især Carl Barks, allerede har lavet. Don Rosa kan dog (i betydningen har tilladelsen, viljen og evnen til at) bruge donaldistiske (barksistiske?) fakta direkte og lade karaktererne udvikle sig fra gang til gang, selvom hver enkelt handling kan stå alene. Dermed skaber han en sammenhængskraft i sit andedamssamfund, som er lige så enestående som selve historierne.
Det er umuligt at give en endegyldig forklaring på, hvorfor eksempelvis Joakim von And er blevet, den han er. Dels fordi Carl Barks aldrig har haft en tiltænkt kontinuitet, og dels fordi så mange forfattere har fortolket Joakim forskelligt og bidraget til hans personlighed i løbet af de sidste seks årtier. Don Rosa har dog alligevel gjort et sirligt forsøg på at sy Barks’ serier sammen med en tråd så rød, man skulle tro, den var optrevlet fra Joakims egen jakke. Han overbeviser os bedre end nogen anden om, at Joakim von And er mere end blot en støvet fjerbold med briller, bakkenbarter, høj hat og gamacher. Han er èn af denne andeverdens mest velud- og indviklede karakterer.
Dermed ikke sagt, at Don Rosas værk repræsenterer den sandhed’en. Men han bruger ænderne, deres egenskaber og det Carl Barks har ladet dem opleve til at skabe nogle gode historier. Jeg mener ikke, at alle burde gøre som ham – det gode ved det hybride Andeby-univers er, at man kan gøre, som man selv har lyst til. Jeg siger bare, at den måde, Don Rosa gør det på, er hamrende god. Og så længe det er godt, er det vel lige meget, hvad han gør?!
Hvor der i Anders And & Co. kan være langt mellem snapsene, kan man på bedste julefrokostmanèr drikke sig stangstiv i Don Rosa HEDL-serie. Nok er manden besat af at forklare og tegne i detaljer, men han passer nøje på med ikke at forære løsninger i form af udpenslede budskaber og indlysende setups. Don Rosa formår at menneskeliggøre sine ænder i tre vigtige henseender: personligheden (deres tanker og handlinger er så komplicerede, at man nemt kunne foretage en freudiansk psykoanalyse), udseendet (den rette holdning, den forholdsvis lille anderumpe og det faktum, at de hænder og fingre har erstattet fjer og vinger giver dem et menneskeligt look) og omgivelserne (de placeres i en historisk kontekst, som i høj grad er magen til den, vi kender). Derfor kan vi relatere til rapænderne, og derfor bliver de interessante! Don Rosa laver tegneserier med udfordringer, og det savner jeg godt nok tit og ofte efterhånden.
