TERROR, TORTUR OG TIKKENDE BOMBER
Den daglige borgerpligt er opfyldt, og jeg lægger avisen fra mig. Jeg reflekterer over chefredaktørens leder om udlevering af krigsfanger til amerikansk tortur. Jeg forsøger at danne mig et overblik over den tilspidsede terrorsituation i Mellemøsten. Jeg tænker på de stakkels irakiske asylansøgere, som sidder fast i et limbo af en Sandholmlejr. Og så undrer jeg mig!

Over hvor de gode, gamle avisstriber er blevet af.

Svaret ligger lige ved siden af mig. Jeg skruer helt ned for radiatoren og ruller persiennerne for, inden jeg sætter mig til rette i min lænestol. Stemningen skal i enhver henseende være så kuldegysende som overhovedet muligt – så jeg kun kan holde varmen ved at putte mig ind under tæppet med en stor kop kaffe og denne syttende Hall of Fame med underskriften; Floyd Gottfredson. Tændstikæsken på bogens bagside får mig til at tænde et stearinlys, og i lyset af den uhyggeligt hyggelige flamme åbner jeg bogen.

Der er musestille på mit værelse. Pakket ind i tæpper, negerte, tegneserier og tryghed, glemmer jeg verden omkring mig. Men allerede på første side, hamrer mit hjerte i takt med den larmende stilhed, og jeg bliver atter mindet om terrorens uvæsen. Den kulsorte, cirkelrunde bombe med antændt lunte advarer mig om, at hvis jeg ikke skynder mig at få den læst. Eksploderer den! Talebobler og bogstaver og billeder og de ellers så faste rammer sprænges i et flammehav af farver – selvom serierne egentlig burde være i sort/hvid. De små prikker som oprindeligt har gjort det ud for gråtoner flyver ind i mine øjne og gør mig blind. Den bog skal læses. Nu!

VON WOWERN FÅR FORORDET
Germund von Wowern indleder HOF17 med en kort, kronologisk gennemgang af Gottfredsons liv fra indkomst til opgang. Der er ikke mange myter om musemesteren eller saftige detaljer fra privatlivet – men efter at have læst biografien er man godt rustet til at fortsætte med de næste syv sider, der fokuserer på karrieren som professionel serietegner.

Det er et velskrevet forord med mange illustrationer – dog havde jeg gerne set et enkelt eksempel på den påståede lighed mellem Gottfredsons arbejde og Roy Cranes “Wash Tubbs”-serie. Billedteksterne er relativt lange og informative og afslører skribentens ekspertise på området. Der er ingen tvivl om, at Germund von Wowern kunne skrive i sidevis om sine interessante observationer. Og det kan vi jo så bare håbe på, han en dag får lov til!

OMBRYDNING AF FORMAT
I og med at Gottfredson stort set kun arbejdede i det aflange, stribede format, er der lavet en del om på serierne, så de passer til det typiske tegneseriehæfte. De er blevet klippet til, så der næsten er kommet en helt pæn, lille frisure ud af det. Visse steder har man fjernet enkelte rammer eller hele striber – og det er selvfølgelig en skam. Men medmindre man nærstuderer stribens kode eller Walt Disneys autograf, lægger man sjældent mærke til det. Af og til kunne man endog ønske sig en yderligere barbering, da historiens tempo daler på grund af avisstribestrukturen. Men det ville vel være direkte årsag til ekskludering af det donaldistiske sammenhold, hvis man opfordrede redaktøren til at splitte de gamle serier endnu mere ad – og så længe man er bevidst om det oprindelige format, er det til at leve med. Måske havde det i virkeligheden været mere interessant, om man havde udgivet striberne i små, tykke bogblokke a la dem Morten Ingemanns “Og det var Danmark” udkom i forrige år?!

TO KORTE FORNØJELSER
Der følger i alt syv historier af forskellig længde med i denne omgang. To tidlige og meget korte serier fra starten af 30-erne, som man fornemmer, er blevet kraftigt beskåret – de består af 6-8 striber hver, hvor der uden tvivl har været mange flere. Men det gør ikke så meget for historien, da den ikke rigtigt synes at være til stede. Striberne minder mest om frames fra de allerførste kortfilm og bygger kun på morsomme gags, som udover at være sat i en sammenhæng – henholdsvis “Skovtur” og “Musik” – sagtens kan stå alene. Serierne er såmænd sjove nok, men mest interessante hvis man kan sammenligne med det der skete fem-ti år efter.

FRAKKER OG GENFÆRD
Og det kan man. I HOF17 er der nemlig ligeledes to serier fra midten af 30’erne, hvor indholdet og den uhyggelige stemning vægtes en anelse højere end i de lidt for politisk korrekte musikalske picnics. I “Frakkemysteriet” opfører Mickey Mouse og Anders And – som i mellemtiden er blevet introduceret i universet – sig som et par eventyrlystne teenagere. Bevæbnet med revolvere løser de gåden om det tyvstjålne overtøj. “Frakkemysteriet” lille og uskyldig, og det viser sig at være hverken er nazister eller gangstere, der står bag

I jagten på de syv genfærd, der vandrer hvileløst rundt i grevens gemakker i “Mickey Mouse på spøgelsesjagt”, bliver vi mindet om, hvorfor Mickey, Anders og Fedtmule er det perfekte par tre. Fedtmule er dumdristig, for han forstår ikke, at gespensterne – fupnummer eller ej – kan være farlige. Anders And ved alt for godt, at modstanderne ikke er til at spøge med, og han ville garanteret skide i bukserne af skræk, hvis han havde muligheden. Mickey Mouse er modig og skeptisk, men samtidig tilbageholdende, når det bliver for farligt. Han repræsenterer den gyldne middelvej, der i mine øjne ofte gør Mickey lidt kedelig i forhold til hans mere ekstreme kammerater fra andedammen og hundegården.

NEGERDRENGEN TORSDAG OG DAMEVENNEN ROLLO
Mickey Mouse og nederdrengen Torsdag” er en af to historier fra umiddelbart før krigen Her tegnes et så stereotypt billede på en afro-tegneseriefigur, at filmmanden Leonard Maltin ville skære sine grimme tænder ned til roden for at komme og bede om forladelse. Der er nu ikke meget at undskylde for – for man fornemmer også en fascination overfor naturnegeren Torsdag, og Mickey viser til sidst, at han savner den sorte mand med bananskørt, ring i næsen, store læber og knogler i håret.

Numre og underskrifter er fjernet, men man fornemmer alligevel ofte, hvilke rammer der hører sammen i en stribe. Bortset fra et par enkelte steder, hvor nogle isolerede billeder bliver lidt overflødige, fungerer ombrydningen ganske glimrende. Det der irriterer mig mest, er de det store antal forstørrede rammer, hvor konturerne er kedelige og skæve, og baggrundene tomme og flade. Jeg ved ikke, om disse rammer er blevet gentegnet eller -inket af en anden end Gottfredson selv, men det kunne godt se sådan ud. Jeg havde nok foretrukket, at man havde holdt rammerne i deres oprindelige størrelse, og så måske beholdt dem, der ellers var kasseret. Men trods alt giver de store rammer noget variation, og det giver god mening, når man vælger at forstørre den ellers altid så foroverbøjede Fedtmule, der strækker sig selv og sin pegefinder helt ud og giver Torsdag en reprimande, fordi han har stjålet høns.

“Rivalen” er en interessant historie, fordi hver enkelt stribe ikke ender i hverken humor eller uhygge. Serien er fyldt af små psykologiske spil mellem Mickey og Minnie, der begge forsøger at gøre den anden part jaloux. Eller gør de? Vi aner det ikke før sidste side, for synsvinklen skifter frem og tilbage, og vi ser næsten aldrig de to par – Minnie & Rollo og Fryd & Mickey – alene. Vi ved ikke, om det er snyd og bedrag, eller ægte kærlighed.

Historien har især to højdepunkter: Side 83, hvor Klavs Krikke og Nora Malkeko – i hver sin stribe – giver Mickey deres personlige mening om affæren. De to klovdyr er interessante, fordi de, udover at være så forskellige, flere gange har vist, at de også er tiltrukket af hinanden. Og side 102, hvor de implicerede musefrøkener, Minnie og Fryd, mødes uden mandfolkene.

KRIGSBØRNENE
“Krigsbørnene” er fra 1944 og markerer det skel, hvor Gottfredson overgav historieskrivningen til andre folk for at koncentrere sig om tegningen. Serien er så humoristisk i starten, at man helt glemmer at tænke over, hvor de tre hjemløse unger stammer fra. Da man så endelig får at vide, hvem børnene i tyrolerkjoler og knæbukser er, undrer man sig over, hvad kineseren laver sammen med dem. Mange tanker flød gennem mit hoved, men løsningen er uforudsigelig, enkel og meget morsom. Historien er indbegrebet af amerikanernes paranoide krigspropaganda; lad ikke dine børn gå ude alene – særligt ikke hvis de ligner tyskere eller har skæve øjne, og nazisterne er på fri fod.

BANG!!!
Jeg skynder mig at lukke bogen. Et orangerødt ildskær oplyser rummet, og sort røg stiger op fra omslaget. Da jeg åbner bogen igen, er alle siderne blanke. Men min mission er fuldført. Bogen er læst, og jeg lægger den på bordet ved siden af mig. Omslaget er fyldt med sorte fingeraftryk. Mystisk. De må være fra avisens sværte. De minder mig om privatdetektiven Mickey Mouse og fjollede Fedtmule med Holmes-hat og pibe. De minder mig om terror og tikkende bomber. Jeg tørrer aftrykkene af og stiller bogen på hylden. Den er sgu god!

Share on Facebook