Ved læsningen af jumbobog nr. 321 “Den fødte leder” kom jeg til at tænke på dengang, da jeg blev inviteret på vegetarrestaurant: Det var masser af små lækre grøntsagsretter, men alligevel gik jeg og min mave derfra med en uforløst fornemmelse. Der manglende en bøf el.lign. til at sætte prikken over i’et.
På samme måde med denne jumbobog: Der er 10 udmærkede historier, men jeg savner de(n) historie(r), der ville gøre bogen til noget særligt og få mig til at tage den jævnligt ned fra boghylden.
Når f.eks. den store Massimo de Vita skal illustrere en Mickey-historie, hvorfor så give ham et så uopfindsomt manuskript som i “Gådefuld fjernstyring”?
Eller tag Hexia-serien “Den magiske port”, som lægger lovende ud og bygger op til en konfrontation mellem Hexia og Joakim – hvorefter den løber ud i sandet og stopper på side 22.
Eller Bjørnebande-episoden “Vagtkatten”, hvor tre granvoksne mænd ikke tør tage en pose diamanter fra Fætter Vims’ kat: Hvis vi ser bort fra, at Vims aldrig har holdt kat, og at katten hedder Tommy (jeg troede, det var Anders’ kat, og at den var allergisk over for Vims), hvor realistisk er sådan et plot??
Bogens mest vellykkede indslag er efter min mening “Drilsk dobbeltspil”, hvor Stålanden/Anders driver gæk med Bjørnebanditterne, og “Blomsterkunstneren”, hvor Anders spiller ekspertrollen, uden at det går galt til sidst (den and fortjener en smule medgang).
Til sidst en note om Bancells (Toni), som har tegnet Anders And-historien “En ny chance”: Hans tegninger er blevet bedre gennem årene. I begyndelsen lavede han en temmelig stillestående Mickey Mouse, men efterhånden er der kommet noget elastisk Flip & Flop-agtigt over hans ænder. Godt gået.
