Jumbobog 337

Så er jumbobog nr. 337 på gaden med i alt 9 forskellige historier plus 2 ensidesgags.

Titelhistorien “Slaget om Andeby” er skrevet af Niels Roland, som er et forholdsvis nyt navn i Disney-sammenhæng. Han har gennem tiden markeret sig med mange albums og serier bl.a. “Gunnar” (i Fagbladet), “Dana Blues” (i Jyllands-Posten) og “Kloge hoveder” (i Weekendavisen). Rolands varemærke er hans finurlige vid, som han bruger til at drille og udstille alle, der fortjener det. Denne gang har han tilpasset sig Disney-stilen og skrevet en habil historie om, hvad der kan ske, når ændernes rollespilsfigurer bliver levende. (At Roland er en kender af Barks-universet, kan ses af Cornelius Blisand-statuen, som kommer under beskydning på s. 31-32.)

Jumbobogen indeholder hele to historier skrevet af veteranen Rodolfo Cimino. Heraf er den ene en af hans ultrasjældne Mickey Mouse-historier. Cimino har en kringlet tankegang, og han kan godt lide at sætte både praktiske og moralske/psykologiske hindringer i vejen for sine figurer. I “Lys i lanternen” har Mickey det problem, at han ikke både kan rejse ud på eventyr og passe sine sociale forpligtelser over for Minnie (som f.eks. at spise middag hos hende). Han bliver nødt til at bruge Fedtmule som overbringer af den dårlige nyhed til hende. Og som om det ikke var nok, vil gutterne i bowlingklubben ikke spille med ham, fordi han altid vinder.

I den anden Cimino-historie, “Forbudte midler”, havner Onkel Joakim på en planet, hvor rigdom er forbudt. Som en anden troløs Peter må Joakim derfor fornægte sine penge med svære sjælekvaler til følge. Han tror dog, at han har skudt papegøjen, da han finder en banke af perleøsters, men planetens beboere har udspekulerede metoder til at overvåge, om nogen forbryder sig mod rigdomsforbudet.

Månedens klassiker er “Lejrlivets glæder” (fra 1965) af Romano Scarpa. Den bygger på et lidt ordinært plot om, hvordan Anders skal være lejrleder for en flok vanartede unger. Heldigvis er historien rigt krydret med morsomme gags, især om lejr-ejer Joakim von And (han har opfundet et bødesystem, der skal fylde hans lommer).

Det er åbenbart højeste mode blandt de italienske redaktører at efterspørge småhistorier med Bjørnebandens tyvagtige gravhund Bølle. Der har været en del af dem på det seneste og således også i denne jumbobog. I “Pølsekuppet” afværger Bedstemor And og Albert et kup i pengetanken, mens de laver mad til Joakim. Bølle er da bestemt en meget sød hund, og det er da interessant at følge ham, men skal vi ikke se at komme videre?

Derudover rummer bogen fire andre historier med Vildmule, Stålanden, Onkel Joakim og Andersine. Og i modsætning til de stigende benzin- og fødevarepriser koster den stadig 42,95 kr.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>