Jumbobog nr. 339 “Trange tider” rummer i alt 9 serier. Titelhistorien er skrevet af Niels Roland, der nu er at finde blandt Egmonts faste leverandører. Historien bygger på den originale ide, at Anders har lånt en Gearløs-opfindelse, der kan gøre hans varebil så smal, at han kan zig-zagge sig igennem trafikpropperne. Tegningerne er lavet af Miguel, som ikke er min største kop te, men i dette tilfælde laver han nogle meget grinagtige billeder af, hvordan Anders og hans varevogn ser ud, når de henholdsvis bliver smalle og bredde.
Bogens næste Egmont-historie er drømmetydningsmysteriet “Drømme fra dybet”. Manuskriptet er af Michael Gilbert og illustrationerne af Toni Bancells. Bancells’ tegninger er blevet meget bedre, end da han lavede de evindelige Mickey Mouse-detektivserier i 1980erne. Hvis man kniber øjnene lidt sammen, er det nærmest som om, at stilen minder om Flip og Flop.
Derudover rummer bogen en tredje Egmont-produktion, “I Stødet”, af Paul Halas og Fecchi. Det er årets olympiadehistorie, men desværre en lidt flad en. Den handler om, hvordan Anders skal eskortere en buttet kuglestøderkvinde til Peking, mens de bliver forfulgt af hendes jaloux kæreste.
Stålande-episoden “Et mareridt” af Borciano/Tulipano og Sciarrone illustrerer meget godt, hvilke problemer de italienske forfattere har p.t.: Det begynder lovende, da ungerne opdager Stålandens identitet og kommer til at råbe den for omverdenen. Herefter følger nogle sjove episoder, hvor omverdenen forfølger Anders/Stålanden. Som læser bygger man forventningerne op: Hvordan vil Anders klare sig ud af den her suppedas?? Desværre vælger forfatterne den letteste udvej: Anders vågner op – det hele var bare en drøm. Nedtur.
Et andet eksempel: “Holografiske reklamer” af Panaro og Pastrovicchio. Onkel Joakim installerer 3D-reklamer, der dukker op på gader og stræder. Men en af dem går i stykker, og Anders kommer til at kludre i det, da han vil prøve at reparere den (vi får ikke rigtig at vide, hvad han gør galt). Resultatet er, at reklamerne siger ting som “JvA-sæbe er ikke sagen – den gør dig grøn om bagen”. Det bliver borgmesteren så fornærmet over, at han forlanger reklamerne fjernet og giver Joakim en fed bøde. Det hele bliver afviklet på uoverbevisende og uengageret facon. Man venter på den helt store katastrofe (lige som æggelavinen hos Barks), og så bliver vi spist af med nogle fjollede holografiske reklamefigurer.
Heldigvis er der også oplivende momenter fra Italien: Casty og Cavazzano-klonen Roberto Vian leverer en udspekuleret Mickey-detektivgåde i klassisk tilsnit. Veteranen Rodolfo Cimino disker op med en lettere flippet spøgelseshistorie. Og så er der et klassisk gensyn med en Cimino/Scarpa-historie fra 1966.
Endelig en kommentar til de danske tekster: Det virker som om, at alle figurerne efterhånden taler Brian-sprog. Onkel Joakim råber klumrehoveder og båtnakker efter folk på vejen (side 198), og borgmesteren idømmer Joakim en “fed” bøde (side 225). Ville en agtværdig ældre and virkelig råbe sådan? Og ville en fornem borgmester med silkehat og mavebælte ikke bruge et andet ord, f.eks. “klækkelig”? Sproglig variation efterlyses.
