Over hvor de gode, gamle avisstriber er blevet af.

Svaret ligger lige ved siden af mig. Jeg skruer helt ned for radiatoren og ruller persiennerne for, inden jeg sætter mig til rette i min lænestol. Stemningen skal i enhver henseende være så kuldegysende som overhovedet muligt – så jeg kun kan holde varmen ved at putte mig ind under tæppet med en stor kop kaffe og denne syttende Hall of Fame med underskriften; Floyd Gottfredson. Tændstikæsken på bogens bagside får mig til at tænde et stearinlys, og i lyset af den uhyggeligt hyggelige flamme åbner jeg bogen.

Der er musestille på mit værelse. Pakket ind i tæpper, negerte, tegneserier og tryghed, glemmer jeg verden omkring mig. Men allerede på første side, hamrer mit hjerte i takt med den larmende stilhed, og jeg bliver atter mindet om terrorens uvæsen. Den kulsorte, cirkelrunde bombe med antændt lunte advarer mig om, at hvis jeg ikke skynder mig at få den læst. Eksploderer den! Talebobler og bogstaver og billeder og de ellers så faste rammer sprænges i et flammehav af farver – selvom serierne egentlig burde være i sort/hvid. De små prikker som oprindeligt har gjort det ud for gråtoner flyver ind i mine øjne og gør mig blind. Den bog skal læses. Nu!

VON WOWERN FÅR FORORDET
Germund von Wowern indleder HOF17 med en kort, kronologisk gennemgang af Gottfredsons liv fra indkomst til opgang. Der er ikke mange myter om musemesteren eller saftige detaljer fra privatlivet – men efter at have læst biografien er man godt rustet til at fortsætte med de næste syv sider, der fokuserer på karrieren som professionel serietegner.

Det er et velskrevet forord med mange illustrationer – dog havde jeg gerne set et enkelt eksempel på den påståede lighed mellem Gottfredsons arbejde og Roy Cranes “Wash Tubbs”-serie. Billedteksterne er relativt lange og informative og afslører skribentens ekspertise på området. Der er ingen tvivl om, at Germund von Wowern kunne skrive i sidevis om sine interessante observationer. Og det kan vi jo så bare håbe på, han en dag får lov til!

OMBRYDNING AF FORMAT
I og med at Gottfredson stort set kun arbejdede i det aflange, stribede format, er der lavet en del om på serierne, så de passer til det typiske tegneseriehæfte. De er blevet klippet til, så der næsten er kommet en helt pæn, lille frisure ud af det. Visse steder har man fjernet enkelte rammer eller hele striber – og det er selvfølgelig en skam. Men medmindre man nærstuderer stribens kode eller Walt Disneys autograf, lægger man sjældent mærke til det. Af og til kunne man endog ønske sig en yderligere barbering, da historiens tempo daler på grund af avisstribestrukturen. Men det ville vel være direkte årsag til ekskludering af det donaldistiske sammenhold, hvis man opfordrede redaktøren til at splitte de gamle serier endnu mere ad – og så længe man er bevidst om det oprindelige format, er det til at leve med. Måske havde det i virkeligheden været mere interessant, om man havde udgivet striberne i små, tykke bogblokke a la dem Morten Ingemanns “Og det var Danmark” udkom i forrige år?!

TO KORTE FORNØJELSER
Der følger i alt syv historier af forskellig længde med i denne omgang. To tidlige og meget korte serier fra starten af 30-erne, som man fornemmer, er blevet kraftigt beskåret – de består af 6-8 striber hver, hvor der uden tvivl har været mange flere. Men det gør ikke så meget for historien, da den ikke rigtigt synes at være til stede. Striberne minder mest om frames fra de allerførste kortfilm og bygger kun på morsomme gags, som udover at være sat i en sammenhæng – henholdsvis “Skovtur” og “Musik” – sagtens kan stå alene. Serierne er såmænd sjove nok, men mest interessante hvis man kan sammenligne med det der skete fem-ti år efter.

FRAKKER OG GENFÆRD
Og det kan man. I HOF17 er der nemlig ligeledes to serier fra midten af 30’erne, hvor indholdet og den uhyggelige stemning vægtes en anelse højere end i de lidt for politisk korrekte musikalske picnics. I “Frakkemysteriet” opfører Mickey Mouse og Anders And – som i mellemtiden er blevet introduceret i universet – sig som et par eventyrlystne teenagere. Bevæbnet med revolvere løser de gåden om det tyvstjålne overtøj. “Frakkemysteriet” lille og uskyldig, og det viser sig at være hverken er nazister eller gangstere, der står bag

I jagten på de syv genfærd, der vandrer hvileløst rundt i grevens gemakker i “Mickey Mouse på spøgelsesjagt”, bliver vi mindet om, hvorfor Mickey, Anders og Fedtmule er det perfekte par tre. Fedtmule er dumdristig, for han forstår ikke, at gespensterne – fupnummer eller ej – kan være farlige. Anders And ved alt for godt, at modstanderne ikke er til at spøge med, og han ville garanteret skide i bukserne af skræk, hvis han havde muligheden. Mickey Mouse er modig og skeptisk, men samtidig tilbageholdende, når det bliver for farligt. Han repræsenterer den gyldne middelvej, der i mine øjne ofte gør Mickey lidt kedelig i forhold til hans mere ekstreme kammerater fra andedammen og hundegården.

NEGERDRENGEN TORSDAG OG DAMEVENNEN ROLLO
Mickey Mouse og nederdrengen Torsdag” er en af to historier fra umiddelbart før krigen Her tegnes et så stereotypt billede på en afro-tegneseriefigur, at filmmanden Leonard Maltin ville skære sine grimme tænder ned til roden for at komme og bede om forladelse. Der er nu ikke meget at undskylde for – for man fornemmer også en fascination overfor naturnegeren Torsdag, og Mickey viser til sidst, at han savner den sorte mand med bananskørt, ring i næsen, store læber og knogler i håret.

Numre og underskrifter er fjernet, men man fornemmer alligevel ofte, hvilke rammer der hører sammen i en stribe. Bortset fra et par enkelte steder, hvor nogle isolerede billeder bliver lidt overflødige, fungerer ombrydningen ganske glimrende. Det der irriterer mig mest, er de det store antal forstørrede rammer, hvor konturerne er kedelige og skæve, og baggrundene tomme og flade. Jeg ved ikke, om disse rammer er blevet gentegnet eller -inket af en anden end Gottfredson selv, men det kunne godt se sådan ud. Jeg havde nok foretrukket, at man havde holdt rammerne i deres oprindelige størrelse, og så måske beholdt dem, der ellers var kasseret. Men trods alt giver de store rammer noget variation, og det giver god mening, når man vælger at forstørre den ellers altid så foroverbøjede Fedtmule, der strækker sig selv og sin pegefinder helt ud og giver Torsdag en reprimande, fordi han har stjålet høns.

“Rivalen” er en interessant historie, fordi hver enkelt stribe ikke ender i hverken humor eller uhygge. Serien er fyldt af små psykologiske spil mellem Mickey og Minnie, der begge forsøger at gøre den anden part jaloux. Eller gør de? Vi aner det ikke før sidste side, for synsvinklen skifter frem og tilbage, og vi ser næsten aldrig de to par – Minnie & Rollo og Fryd & Mickey – alene. Vi ved ikke, om det er snyd og bedrag, eller ægte kærlighed.

Historien har især to højdepunkter: Side 83, hvor Klavs Krikke og Nora Malkeko – i hver sin stribe – giver Mickey deres personlige mening om affæren. De to klovdyr er interessante, fordi de, udover at være så forskellige, flere gange har vist, at de også er tiltrukket af hinanden. Og side 102, hvor de implicerede musefrøkener, Minnie og Fryd, mødes uden mandfolkene.

KRIGSBØRNENE
“Krigsbørnene” er fra 1944 og markerer det skel, hvor Gottfredson overgav historieskrivningen til andre folk for at koncentrere sig om tegningen. Serien er så humoristisk i starten, at man helt glemmer at tænke over, hvor de tre hjemløse unger stammer fra. Da man så endelig får at vide, hvem børnene i tyrolerkjoler og knæbukser er, undrer man sig over, hvad kineseren laver sammen med dem. Mange tanker flød gennem mit hoved, men løsningen er uforudsigelig, enkel og meget morsom. Historien er indbegrebet af amerikanernes paranoide krigspropaganda; lad ikke dine børn gå ude alene – særligt ikke hvis de ligner tyskere eller har skæve øjne, og nazisterne er på fri fod.

BANG!!!
Jeg skynder mig at lukke bogen. Et orangerødt ildskær oplyser rummet, og sort røg stiger op fra omslaget. Da jeg åbner bogen igen, er alle siderne blanke. Men min mission er fuldført. Bogen er læst, og jeg lægger den på bordet ved siden af mig. Omslaget er fyldt med sorte fingeraftryk. Mystisk. De må være fra avisens sværte. De minder mig om privatdetektiven Mickey Mouse og fjollede Fedtmule med Holmes-hat og pibe. De minder mig om terror og tikkende bomber. Jeg tørrer aftrykkene af og stiller bogen på hylden. Den er sgu god!

Share on Facebook

Det er lige præcis disse steder, Don Rosa lader sin hovedperson rejse til i denne første halvdel af fortællingen om verdens rigeste mand; Joakim von And.

PRIVILEGERET I SIN PROFESSION
Uanset hvad han selv siger, er Don Rosa en privilegeret mand. Hans hobby er hans arbejde, og lige meget hvilken en af sine andre fritidsinteresser han beskæftiger sig med, kan han skrive det på timesedlen som ‘research’. Hvor andre forfattere får besked på at begrænse sig og indordne sig under det meget bestemte regelsæt, har Don Rosa friere hænder, både når han tegner og fortæller. Men selvom han har carte blanche til at skrive komplicerede manuskripter og illustrere dem med små rammer, der næsten sprænges itu af den omfattende dialog og detaljerigdom, så misbruger han aldrig vores tillid til ham som serietegner og historiefortæller. Han udfordrer læseren og udnytter tegneserien maksimalt.

DET ER IKKE PÆNT AT PEGE!
Bortset fra de falden-på-halefjerene-historier, hvis hjernehånende handlinger forsøges retfærdiggjort med en gennemtrampet og fladtrådt floskel som afsluttende ord, findes der faktisk forholdsvis mange gode moraler i det ugentlige Anders And-blad. Problemet er bare, at mange af dem bliver så pegefingerløftende, at man ikke kan andet end svare igen med en udstrakt langemand. Don Rosas serier derimod er altid åbne for egne fortolkninger og underkender aldrig modtagerens integritet og intelligens. Jovist, snubler hans ænder også over både bananer og bogstaver, men dumhederne placeres i baggrunden til fordel for selve handlingen.

Som tegneserielæser har man mulighed for at nærstudere en ramme eller en replik – og dette udnytter Don Rosa, i og med at han lader de fysisk-komiske optrin finde sted udenfor fokus, og de verbal-komiske kommentarer lægge implicit i dialogen. Enhver dygtig dramatiker eller komiker ved, at man ikke kan lave noget, der er 100 % sørgeligt eller sjovt, og samtidig gøre det interessant. Gråd og grin følges ad! De gamle grækere vidste det. William Shakespeare vidste det. Og Don Rosa ved det. Derfor benytter han sig af disse herligt underspillede, underskrevne og undertegnede comic reliefs – dels for at underbygge handlingen på en humoristisk måde (sådan som Carl Barks ofte gjorde det med Gearløs’ Lille Hjælper), men også for at løsne op for alvoren.

For Don Rosas serier er en alvorlig sag! De behandler nogle af livets største kontraster som kærlighed overfor had og liv overfor død – emner man ikke umiddelbart finder i ugens Anders And & Co. Lige meget om vi føler med eller imod Joakim, når han viser sig fra sine bedste henholdsvis værste sider, er det grundlæggende i vores forståelse af ham som person, at vi overhovedet føler. Og det gør vi i dette tilfælde. Han gør ænderne troværdige ved at tillægge dem de konflikter, som vi mennesker på godt og ondt er i besiddelse af.

GODE KARAKTERER
Som skrevet ovenfor, fører Don Rosa sine figurer ud i nogle fysiske og følelsesmæssige retninger, som hverken de eller vi er vant til. Udover enkelte føljetonserier og fortsættelser er Disney-universet foranderligt, og hver ny handling foregår uden relation til tidligere historier. Derfor kan forfattere som regel kun basere sine manuskripter indirekte på det arbejde andre, og vel især Carl Barks, allerede har lavet. Don Rosa kan dog (i betydningen har tilladelsen, viljen og evnen til at) bruge donaldistiske (barksistiske?) fakta direkte og lade karaktererne udvikle sig fra gang til gang, selvom hver enkelt handling kan stå alene. Dermed skaber han en sammenhængskraft i sit andedamssamfund, som er lige så enestående som selve historierne.

Det er umuligt at give en endegyldig forklaring på, hvorfor eksempelvis Joakim von And er blevet, den han er. Dels fordi Carl Barks aldrig har haft en tiltænkt kontinuitet, og dels fordi så mange forfattere har fortolket Joakim forskelligt og bidraget til hans personlighed i løbet af de sidste seks årtier. Don Rosa har dog alligevel gjort et sirligt forsøg på at sy Barks’ serier sammen med en tråd så rød, man skulle tro, den var optrevlet fra Joakims egen jakke. Han overbeviser os bedre end nogen anden om, at Joakim von And er mere end blot en støvet fjerbold med briller, bakkenbarter, høj hat og gamacher. Han er èn af denne andeverdens mest velud- og indviklede karakterer.

Dermed ikke sagt, at Don Rosas værk repræsenterer den sandhed’en. Men han bruger ænderne, deres egenskaber og det Carl Barks har ladet dem opleve til at skabe nogle gode historier. Jeg mener ikke, at alle burde gøre som ham – det gode ved det hybride Andeby-univers er, at man kan gøre, som man selv har lyst til. Jeg siger bare, at den måde, Don Rosa gør det på, er hamrende god. Og så længe det er godt, er det vel lige meget, hvad han gør?!

Hvor der i Anders And & Co. kan være langt mellem snapsene, kan man på bedste julefrokostmanèr drikke sig stangstiv i Don Rosa HEDL-serie. Nok er manden besat af at forklare og tegne i detaljer, men han passer nøje på med ikke at forære løsninger i form af udpenslede budskaber og indlysende setups. Don Rosa formår at menneskeliggøre sine ænder i tre vigtige henseender: personligheden (deres tanker og handlinger er så komplicerede, at man nemt kunne foretage en freudiansk psykoanalyse), udseendet (den rette holdning, den forholdsvis lille anderumpe og det faktum, at de hænder og fingre har erstattet fjer og vinger giver dem et menneskeligt look) og omgivelserne (de placeres i en historisk kontekst, som i høj grad er magen til den, vi kender). Derfor kan vi relatere til rapænderne, og derfor bliver de interessante! Don Rosa laver tegneserier med udfordringer, og det savner jeg godt nok tit og ofte efterhånden.

Share on Facebook

En anden Carl/Tony-cartoon er eventyret om “Kong Joakim den Første”, som naturligvis er inkluderet i Hall of Fame. Selve fortællingen, som jo er forfattet af Barks, er vanen tro ganske fortrinlig uden på nogen måde at være fantastisk. Den er hverken hjerte- eller tænderskærende, og klicheerne hænger i fede striber, som var det billig “kvalitetsvin” fra Netto – men det gør ikke så meget, for det er på figurfronten, at “Kong Joakim den Første” viser sin sande force. Plottet er uden tvivl bare en (dårlig?) undskyldning for at få smidt spåmanden Khan Khan i spil. Han er en rigtig god og interessant karakter, som dog dør en anelse(!) i Strobl kedelige design.

STATISTISK SET
I det hele taget er Strobls statister og ande-, hunde-, katte- og bifigurer alt for ofte af den slags, der undslipper hindens ellers til tider altopfangende net. Af og til er den eneste måde, hvorpå man kan skelne to forskellige mænd fra hinanden, om man kan huske, hvem der bar butterfly, og hvem der slæbte rundt på et slips. Og den går ikke, medmindre man tegner terrier og fermier.

HISTORISK SET
Det er ikke mange skribenter, der er krediteret i Hall of Fame 15, og jeg ville nok også være flov over at få mit fornavn sat i forbindelse med flere af disse fortællinger. Det virker som om, man har haft et par gode gags, hevet ti tilfældige ord op af høj hat og forsøgt at finde en sammenhæng. Det er vanskeligt følge med i alt det, der sker! Det starter som regel i Andeby, hvor ét eller andet tilforladeligt projekt er under produktion. Dette fører til en eller anden situation, som, alt afhængigt af hvor godt eller skidt det tager sig ud, sender hovedpersonerne til et eller andet koldt sted, hvor én eller anden helt ny handling tager form. Da man når til enden af den røde tråd, er der således stadig enormt mange kællingeknuder, som ikke er blevet forløst.

Jeg har det sådan, at hvis man absolut ikke vil slutte med en lærerig morale, er der to forskellige måder at skrive historie på: 1) eventyr fyldt med spænding og smukke billeder, eller 2) falde-på-fjerene-historier med masser af dynamisk humor. Problemet med Strobls striber er bare, at de er hverken/eller, hvilket gør dem uinteressante og ligegyldige. Bevares! Der er da morsomme momenter; som de padlende indfødte i “Skibet uden besætning” og bulldozerne på glatis i “Onkel Joakim starter en ny forretning”. Og scenen, hvor Anders og Joakim står og griner ondskabsfuldt, sarkastisk af hinanden eller bare sætningen: “Undskyld, vi sprøjter!” – begge fra sidstnævnte historie. Men selv i denne, de forestående julefrokosters, kolde tid, er der utroligt langt mellem snapsene… og vi fryser!

De gode gags der så endelig er til stede ødelægges imidlertid af, at selv de mest indlysende pointer, på trods af blyant, blækpen og computerfarvelægning, skal pensles ud, så de ikke er sjove. Slutbilledet og den sidste replik kan aldrig stå alene; der er altid en eller anden elendig rapand, der skal have det sidste ord og grine med, så vi er sikre på, at det, vi læser, nu også er sjovt. Målgruppen i 60′erne synes at have været humorforladte, dersom intet er overladt til tilfældighederne… og dog! For som skrevet ovenfor snubler handlingen sig frem over diverse tilfældigheder, som hverken er vigtige eller vittige. Et godt eksempel er onkel Joakims impuls til at falde i vandet og blive fanget af forbryderne i “Gletscherbugtens hemmelighed”, hvis overordnede plot ellers er fremragende, men det ødelægges gang på gang af de mange små ligegyldigheder, der konstant popper frem i den alt for lange historie.

BEDST I LÆNGDEN, ELLER HVAD?
Strobl foretrak, ifølge Germund von Wowerns udmærkede, men noget næsegrust, tåkyssende forord, at se på sig selv som skaber af spændingsserier. Men i min optik hører ordene “eventyr” og “enkelhed” simpelthen ikke sammen. De lidet detaljerede layouts passer meget bedre til værelsesvægge og husmure i Andeby frem for et inka-tempel eller en tilgroet jungle. Måske er det derfor de fleste af de lange serier i denne udgivelse finder sted ved Alaska eller Antarktis; den hvide, bløde sne synes at passe perfekt til Strobl temperament og arbejdstempo. Nogle gange starter han godt ud! Som i det smukt layout’ede introbillede i “Skibet uden besætning”. Men så er det, han kommer i tanker om deadline, og resten er døde, udynamiske streger på et stykke papir.

Skulle jeg endelig foretrække en Strobl-serie, ville jeg vælge en af de korte gag-historier som for eksempel Andersines dagbogsfortælling; “Følsom fotomodel”, eller “En fortravlet dag” med fætter Vims – begge disse indeholder en hel del gode visuelle og tekstuelle gags. At tegningerne er grimme, må man jo så bare prøve at se bort fra.

MANGELFULD FIGURREPRÆSENTATION
Germund von Wowern nævner i sit forord flere figurer, som overhovedet ikke er repræsenteret i bogen. Dette ville ellers være en oplagt lejlighed til at lade den geværglade hillbilly Habakuk give lyd fra sig og sin bøsse. Eller hvad med onkel Joakims computer Putte alias Mentor, som angiveligt skulle være den eneste figur, Strobl selv har tilført ande-universet.

Tager man et tjept tjek på Tony Strobl i COAs søgemaskine, finder man hurtigt ud af, at han har slået streger over, under og inde imellem stort set til alt, hvad der er værd at tegne i Disney-regi. Strobl lavede læsevis af de blandingsproduktioner, hvor alle mulige og umulige karakterer syntes at kollidere. Disse har man desværre udeladt (desværre, fordi de også er en vigtig del af mandens porteføljemappe), bortset lige fra light-udgaven “Heksekunst og handelstalent” med Fedtmule, Madam Mim, Story Stygge Ulv og Joakim von And på slap, slap, slap line.

Gudskelov er fætter Vims med i hele to historier, hvilket ikke er een for meget – det var jo trods alt Strobl, der ændrede Vims’ frisure fra ham der Samson til Homer Simpson. Men jeg er godt nok en anelse forarget over, at der slet ikke er nogen rigtig avishistorie med. Andeposten nævnes kun kort i “Kvit eller dobbelt?”, hvor katten Tommy også er blevet tvunget ind i et par rammer – heriblandt den sidste af slagsen, som nok er den værste i hele bogen! Men sådan en serie, hvor redaktionens topreportere er ude på gaden med blok og blyant – det har man ganske udeladt. Dem husker jeg ellers som værende ret gode.

Share on Facebook

“Et formfuldendt job” hedder historien – og det er èn af de historier, som besatte mit barnesind, dengang jeg lå i min høje Flexa-seng med rutschebane og hemmelig hule underneden. Jeg kan se det for mig: madrassen er dækket af blå puder, som jeg læner mig opad, mens jeg læser. Læser er måske så meget sagt, for det tætteste jeg kommer på at kunne alfabetet, er at jeg selv kan skrive jæsper, når jeg har tegnet Anders And. Og lige præcis i dag er det et Anders And-blad, jeg har fat i. Det var det også i går. Og garanteret også i morgen. Billederne jeg kigger på, forestiller Anders And, som med sin havesaks laver træer og buske om til flotte figurer og geometriske former.

Det er en meget speciel oplevelse at sidde her så mange år efter og læse historien igen – for første gang. Jeg kan huske billederne, bevægelserne, beplantningen, som symboliserer kunst efter alle tegnekunstens regler; former, figurdesign, genstandstegning, perspektiv… den her historie har det hele.

Den nye Branca-bog har selvfølgelig meget mere at byde på end bare èn sølle historie om en haveand med grønne vinger – men det var med den i baghovedet, jeg læste det knap så vellykkede, tre-delte fortids-, nutids- og fremtidseventyr “Stof til eftertanke”, som ganske vist har visse pengemæssige pointer og budgetale budskaber, men som simpelthen bare er for langt. Eller den højtidelige “Jul i Andeby”, som har den glade og gavmilde juletid som tema. Eller hvad med serierne med Brancas specialiteter som Max Måge, Hexia de Trick, Bernhard og Bjørnebanden – selv når alle seks banditter er i billedet, er hvert enkelt ansigtsudtryk og kropspositur enestående. Og så selvfølgelig de andre anekdoter hentet direkte fra Anders Ands imponerende CV, hvorpå han fører sig frem med titler som margarinefabrikant (ja, det var dengang, da Anders havde delvist fast arbejde) instruktør, skuespiller, reporter, læskedriksproducent.

Og gartner!

“Et formfuldent job” er en regulær eksperthistorie, som vi har set utallige eksempler på – især i 80′erne og 90′erne. Det handler om hybris og nemesis – overmod og straf – og her spiller vores yndlingsand på hjemmebane. Oddsene er minimale på, at Anders bliver for højnæbet og kun vil tage imod de fine udfordringer for til sidst at snuble så gevaldigt over sine egne ben, at han ender med de værste arbejdsopgaver et sted meget langt væk. En utilfreds Anders, og en kvik bemærkning fra ungerne – for hvad sagde de! Men Anders’ ører var så propfulde af klapsalver og hyldestråb, at han overhørte advarslerne. Det er klassisk – men det virker hver gang. Denne gang i særdeleshed!

Som Niels Houlberg Hansen skriver i sit forord, har Branca flair for at tilegne sig et manuskript, hvis tilblivelse han reelt ikke har haft noget med at gøre. Selvom de fleste af historierne i Hall of Fame 14 er skrevet af forskellige forfattere, har Branca brugt sin kunstneriske frihed til at gøre serierne så personlige, at man skulle tro, det var den samme skribent fra begyndelsesbogstavet til allersidste sætning. Lidt det samme, som når Anders skaber et personligt kunstværk ud fra en tilgroet busk eller et barket træ, som nogen havde plantet i forvejen. Et personligt kunstværk, både for afsenderen og modtageren.

Carl Barks kunne det samme – han havde bare den fordel, at han selv havde skrevet historierne. Generelt kan man trække mange streger fra Barks streg til Brancas streg, men det ville blive en forfærdeligt masse streger, så jeg nøjes med at fremhæve historien “Heks på nettet”, som er en del af den “Skabt af Carl Barks!”-serie, som Egmont lancerede i 2001, da Barks kunne have rundet de 100 år. I den forbindelse fik Branca tildelt en Geoffrey Blum-historie om Hexia de Trick, og til denne lavede han faktisk et oliemaleri. Hvis ikke det er barskt, så ved jeg ikke hvad.

Netop til denne historie, “Heks på nettet”, har Niels skrevet en lille artikel, der i korte ord forklarer Brancas forhold til besværgelsesbitchen. Teksten er yderst informativ, og det må siges at være generelt for forordene i denne bog – men sådan er det jo for det meste, når Niels har været der. Brancas professionelle karrieres højdepunkter pensles ud, og der er mange gode illustrationer til at understrege de vigtigste pointer. For det er jo sådan Branca arbejder – i billeder. Ligesom gartner-historien!

Men for nu at blive ved det tekstuelle, så har der været hele fire forskellige oversættere på spil denne gang. Dog vil jeg fremhæve Jørgen Sonnergaard, som har et utroligt betagende sprogbrug. Selv når han taler gennem middelaldermandens mund eller opfinder sit eget fremtidssprog gør han det imponerende gennemført og meget humoristisk. Specielt er jeg glad for historien “Stof til eftertanke” som med sin titel og sine små ordspilsbaserede vittigheder, som for eksempel tekstilsælger Silkeborgs navn, er helt tekstmæssigt eminent.

Så jeg er altså generelt rigtig godt tilfreds, når jeg i dag sidder tilbagelænet i min store sovesofa og (gen)læser de gamle klassikere i HOF14. De har alle sammen været udgivet i Danmark før, og det må nok ses som det største minus, men i bund og grund er det i orden, for mange af serierne stammer fra 80′erne og starten af 90′erne, og det er jo desværre ikke lige de blade, man oftest hiver frem. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en enkelt eller to af de helt tidlige historier fra 70′erne, inden Branca havde udviklet sin helt egen specielle stil, som den dag i dag lever videre sådan èn som Gattinos ekstreme streg. Det er en skam, de ikke er repræsenteret, men det, der er med, er rigtigt godt.

Share on Facebook

To åbenlyse eksempler på ovenstående evolutionsteoretiske påstand er de, i hvert fald for os danskeres vedkommende, hedengangne Stålanden og Grønspætte-Patruljen. Begge hæfter præsenterer læseren for de klassiske titelpersoner i en alternativ sammenhæng med masser af nye venner og fjender og moderne teknologi. Grønspætterne synes således at have udviklet sig fra at være en lille, lokal spejdertrop med yderst begrænsede midler til en verdensomspændende indsamlingsorganisatorisk virksomhed med millioner af kroner på bankbogen – lidt a la det farve- og forkortelsesrelaterede Greenpeace.

Der er dog ikke noget overskruet ved den nye Hall of Fame-udgivelse, hvori vi i overflod præsenteres for et hav af kendte Grønspætte-elementer som for eksempel de grænseløse degraderinger og gradueringer, tonsvis af tvetydige titler, masser af medaljer og ikke mindst det imponerende værk, Grønspættebogen, hvori man kan slå alt lige fra arbejdsstillinger til øjne op.

AT HOLDE AF ÆNDER
Efter Carl Barks var stoppet med selv at tegne ande-tegneserier, producerede han i 70′erne en række billed-manuskripter, også kaldet scribbles, til flere end 20 Grønspætte-historier. Disse blev sendt til de såkaldte samlebåndstegnere; Tony Strobl, Kay Wright og Bob Gregory, og resultatet blev faktisk ganske acceptabelt – dog ofte meget afvigende fra Barks’ oprindelige idè. Om dette er negativt eller positivt, må være op til den enkelte at vurdere – faktum er i hvert fald, at den dygtige altmuligmand, Daan Jippes, i starten af 90′erne fik til opgave at rentegne skitserne i en mere tro gengivelse af originalen. Tolv af disse tegneserier er blevet trykt i den netop udsendte trettende Hall of Fame-bog.

Den tegnemæssigt meget stilsikre hollænder har tilsyneladende taget sin opgave meget bogstaveligt, i det han følger Barks’ scribbles til næsten slavisk nøjagtighed. Èn af ulemperne ved dèt er, at den gode tegner på sine gamle dage var så træt af ænderne, at han fyldte historierne med mange aflange ruder, som indikerer et klart behov for kvantitet frem for kvalitet. Af og til giver de dobbelte rammer nogle fantastisk spændende kompositioner – men ofte er de ret meningsløse, hvilket Jippes da også indrømmer i èn af sine artikler. Det negative opvejes dog af det interessante aspekt i, at skitserne følges så strikt, når vi nu allerede èn gang har fået de forandrede og mere personlige fortolkninger fra amerikanerne.

Når dèt er skrevet, så skal det også nævnes, at Jippes har formået at give historierne et strejf af sin egen streg, samtidig med at han mestrer mesterens til fulde. Baggrunde og bipersoner, som ofte var mangelfulde og udtrykstomme i manuskripterne, er blevet henholdsvis tømt og fyldt. Ligeledes er der et utal af sjove detaljer, som det har været op til Jippes selv at udtænke, da de simpelthen var ikke-eksisterende i skitserne. Faktisk er det utroligt, hvordan han har ramt præcis den underspillede humor, vi kender så godt fra Barks, når han var allerbedst.

Jippes har tydeligvis nærstuderet Barks’ værker og bruger således mange af de samme virkemidler, for at få historierne til at fungere. Et par vellykkede eksempler er brugen af silhuetter og de i enhver henseende tidskrævende bipersoner, hvoraf nogle var beskrevet og betegnet i originalen, mens andre er tilføjet af tegneren selv. I den forbindelse vil jeg henvise læserens opmærksomhed til side 135! Gud ved, om æggene er egen avl?

NOGET LIGNENDE LIGNELSER
En god fortælling skal efter min bedste overbevisning være lærerig og have en morale – men det kan også blive for meget af det gode! Historierne i Hall of Fame 13 bliver til tider direkte belærende og pegefingerløftende, og nej, hvor skal vi redde naturen, og ih, hvor skal vi være gode ved hinanden. Selvfølgelig er det fornuftigt at lære om rullesystemer og redning af fauna og flora, forureningsproblemer og gøren gode gerninger, men det må aldrig overskygge det faktum, at det er underholdning og ikke undervisning. Nogle gange ligner det mere propaganda for Enhedslisten end tegneserier for børn.

Helt voldsomt bliver det dog, når Barks indbygger et nærmest bibelsk budskab i handlingen. Frasen “elsk din næste hvad enten vedkommende er and eller mand, hest eller hund, ørn eller forvokset kalkun” går flere gange igen. Men også flosklen om at man skal være mod andre, som man ønsker, de skal være mod èn er gennemgående – især i “Generaler på flaske”, hvor èn af sekvenserne er en tydelig nyfortolkning af lignelsen om “Den barmhjertige samaritaner”. Gudskelov udføres netop denne gag dog så humoristisk, at man ikke behøver at tørre bræk af bogen bagefter.

For selvfølgelig kommer den løftede pegefinger da også til tider til at rage så højt, at den støder ind i ventilationspropellen – og så må man overgive sig til det smørrede smil. Nogle af de humoristiske højdepunkter finder vi, når ungernes metaldetektor bipper midt under en skattejagt, og de begejstrede graver et dybt hul for kun at finde en gammel jernskovl. Eller det faktum at opskrifterne på vaffeldej og bildæk bogstaveligt talt står side om side i Grønspættebogen. Og hvilke komplikationer kan det ikke forårsage?

Og så læner jeg mig frydfyldt tilbage i min dyre designlænestol betrukket af en truet dyreart, når de lalleglade og altid syngende spejderdrenge med lange næb må sande, at vores moderne samfund paradoksalt nok ikke kan overleve uden kul og olie – almindelig og hval! Så er onkel Joakims ubehageligheder måske slet ikke så unødvendige, som de i første omgang syntes.

AT SKIFTE SIDE FRA SIDE TIL SIDE
For hvem skal man egentlig holde med? Den nådesløse forretningsmand, som i bund og grund bare giver folk, hvad de ønsker, eller de dobbeltmoralske frihedskæmpere, som protesterer mod den verden, de er en del af, og selv har været med til at skabe uden egentlig at vide, hvad de protesterer imod men bare følger med strømmen? Carl Barks har lavet en helgardering, og placerer sympatien alt efter, hvor mulighederne for de bedste jokes foreligger. Og hvorfor egentlig ikke? Når bare spørgsmålet sættes til debat er det vel underordnet, hvad forfatteren mener.

Den ubestridte superskurk i dette dusin ande-anekdoter er ungernes egen onkel, Joakim von And, som tilsyneladende til enhver tid sætter økonomien frem for sin egen og andres sikkerhed. Det faktum, at han selv er dybt involveret i sine lyssky forretningsforetagender – det er ham, der styrer og administrerer robotterne, harpunerne og olieboremaskinerne – gør ham ikke bare til en større trussel men også 100 % ansvarlig!

Tids- og stedsmæssigt befinder vi os i det USA, som i 70′erne var ramt af demonstrationer, miljøkamp og oliekrise, men som også var èt af forgangslandende for den computerteknologiske udvikling, som for alvor begyndte at vinde terræn. Og hvis dèt ikke er mekka for en god Grønspættehistorie, så ved jeg ikke hvad!

På trods af, at jeg muligvis har virket en anelse skeptisk overfor denne nyeste Hall of Fame-udgivelse, så er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med den. Udover nogle gode historier med flotte – virkelig flotte – tegninger fra Daan Jippes hånd, så indeholder bogen et godt forord af finneren Timo Ronkainen og en masse fine og informative artikler skrevet af kunstneren selv.

Personligt kan jeg kun glæde mig til at se den komplette samling af samarbejdet med Barks og Jippes, når det udkommer i Carl Barks’ Samlede Værker. Dette bliver dog desværre også noget af det, der trækker karakteren en anelse ned. For ikke nok med, at samtlige historier har været udgivet i Danmark før – de bliver det også igen indenfor en meget overskuelig fremtid. Ganske vist kun til de, der abonnerer på det så omtalte CBSV, men alligevel…

Share on Facebook

Det er således ikke tilfældigt, at “farven” på det nyligt udsprungne skud på Hall of Fame-stammen er sort – denne elvte bog i rækken præsenterer nemlig et velvalgt udpluk af amerikaneren William Van Horns blomstrende produktion, som strækker sig over de sidste godt og vel 20 år; en produktion med dybe rødder i den samme absurditet og sans for sorte humor, som kendetegner Carls barske ande-univers, med alt hvad dertil hører af firkantede æg, vidunderligt mel og andre vildt underlige begivenheder i Omelet og omegn.

INDFØRING I EMNET
Forordet er denne gang forfattet af Van Horns ven og kollega, John Lustig, og han får gennemgået de højdepunkter i tegnerens karriere, som er relevante for at forstå, hvem han er og ikke mindst; hvorfor han gør, som han gør. Det er tydeligt, at de to har nogle personlige og professionelle bånd, og efter tre sider føler man faktisk, at man kender Van Horn og har gjort det i mange år.

Herefter følger en gennemgang af de kendetegn, som skiller Van Horn ud fra andre kendte tegnere – og eftersom han er så karakteristisk, er listen lang, men dog ikke fuldendt af den grund. For eksempel har man udeladt store dele af hans tilsyneladende besættelse af tid: Van Horns serier kan som regel dateres til 50′ernes USA, hvilket ganske vist omtales i artiklen – men kigger man efter, vil man faktisk ofte kunne fastlæsse de tidsmæssige rammer endnu grundigere, i og med at der optræder ure og kalendere overalt i hans ellers sjældent overdetaljerede billeder.

Som en afrunding på introduktionerne giver kunstneren selv et lille forord med på vejen – og det skal tages så bogstaveligt som overhovedet muligt, da det nærmest er ikke-eksisterende. Van Horn står således i knivskarp kontrast til for eksempel Don Rosa, som for det meste fylder 15-20 sider med forklaringer og forladelses-om-bønner. Retfærdigvis skal det lige siges, at der bagerst i bogen er forfatterkommentarer til udvalgte historier – disse fylder dog heller ikke mange slanke linjer. Men okay! Har man intet fornuftigt at fælde ned på en side, er det på den anden side bedre at lade være – og mange af hans historier taler skam også udmærket for sig selv; især takket være hans konstante brug af metafiktion!

ÈN PÃ… FIRE – OG FEM PÃ… ÈN!
Måske ter jeg mig uforståeligt, men jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfor bogens første historie er trykt på originalsproget! Skal grunden findes i det faktum, at netop denne tegneserie er Van Horns første med ænder i hovedrollerne? Eller er det fordi, man fra redaktionens side har villet præsentere læseren for det forfatterens fortræffelige formuleringer, og så valgt at gøre det på en etsiders for ikke at overdrive det? Det skyldes i hvert fald ikke dovenskab fra oversætterens side, eftersom historien var at finde i ugebladet så sent som i efteråret 2002 – og bogen bugner da også af lækre og veloversatte førstegangsudgivelser. Nå, men bortset fra den lille side af sagen/sag af siden, er det selvfølgelig ret så relevant med den første Disney-serie i sådan en opsamlingsbog.

Derudover får vi yderligere fire etsiders, som uden at være særlig banebrydende dog er interessante, fordi det var det, Van Horn lavede i starten. Han var simpelthen for mærkelig til, at man kunne sætte ham til at lave de længere eventyrserier. Lidt på eventyr kommer vi dog med Rip, Rap og Rup, eller rettere; Georg Gearløs og Max Motor, i en kort DuckTales-fortælling, som dog overordentligt hurtigt er både overstået og overgået. Det er den eneste historie i bogen, som ikke er forfattet af Van Horn selv, og det skal han nu være glad for!

Som skrevet tidligere er det både relev- og interessant at have disse to aspekter af Van Horn produktion præsenteret i bogen, eftersom han har arbejdet en del med dem begge – men det er bestemt ikke noget, man skal vente sig meget af.

LANG- OG KEDSOMMELIG I LÆNGDEN
Som bevis på, at Van Horn også besidder overtalelsesevner til at få ænder på eventyr uden for Andeby, får vi to serier, som tidligere har været udgivet herhjemme. Uden at være prangende på nogen måde, indeholder begge en del gode elementer – og så er de lysende eksempler på, at Disney-tegneserier godt kan være mørke og dystre.

Skatten i Skyggelandet er usædvanlig på den måde, at stort set hele handlingen udspiller sig i en sump midt om natten, hvilket er hensigtsmæssigt, idet Anders og ungerne er taget på jagt efter en skat, som først bliver synlig efter mørkets frembrud. Således må vi tit tage til takke med at se ænderne i sort silhuet – men det gør jeg også gerne, eftersom Van Horns fjerbærende fugledyr faktisk bliver en anelse flottere som så.
Van Horn er, i modsætning til Carl Barks, Don Rosa og til tider også Marco Rota, ikke en mand, der lader sig inspirere af historiske fakta, og det er måske også èn af grundene til, at Skatten i Skyggelandet er blevet så enkel. Efter 20 sider føler man dog, at det godt kunne have været gjort på noget nær den halve plads – og så stiller historien derudover en masse spørgsmål, som man ikke rigtigt får svar på.

Den sorte måne er en dybt original historie om Anders og ungernes rejse ud i det ydre rum, hvor de skal finde en olieplanet og gøre krav på den i Joakim von Ands navn. Fortællingen indeholder den samme blanding af fantasifulde elementer og naturvidenskabelige forklaringer, som karakteriserer mange af Barks’ bedste historier, og i det hele taget er den meget inspireret af den Gode Tegner uden af den grund at være blottet for personligt udtryk.
Der er en del skræmmende gysereffekter i Den sorte måne; heriblandt den typiske åbne slutning, som pumper adrenalinen rundt i kroppen en sidste gang, efter man egentlig havde regnet med, at slagterierne var sluttede. Desværre er handlingen på de sidste to sider så tilfældig og ligegyldig, at den ødelægger hele den overordnede idè; og så er det fuldstændig underordnet, hvor god den i øvrigt er – men det er den!

DEN GYLDNE MIDDELVEJ
Dèr, hvor William Van Horn for alvor beviser sit værd, er og bliver i de halvlange gag-serier. I en historie som Stensikker skattejagt, som begynder med Anders’ kamp for at få fat på, hvad han tror, er en guldskat, men som udvikler sig til et personligt opgør mellem en stædig and og en fastgroet kiste, viser Van Horn, hvor dygtig han egentlig er til at skildre hele den personlighed, som ligger under fjerene, og man føler næsten, at man sidder med en af de gode gamle fortællinger fra midten af det forrige århundrede.

Eller en serie som Tunge pligter, hvori der indgår en betragtelig mængde sjove situationer og ikke mindst en masse sorte elementer, som ikke bare er dumme og platte, men simpelthen så kulsorte, at man ikke kan andet end at forbløffes over forfatterens fantasifulde opfindsomhed – og så er det befriende at høre gloser som “fede klovner” og “bløde franskbrød” omtalt i forbindelse med overvægtige mennesker i en Disney-tegneserie. Hvem der dog bare havde den serie på originalsproget…

Vi bliver selvfølgelig heller ikke snydt for et gensyn med Anders’ påtrængende onkel Slendriand. Efter gennemlæsningen af dennes første optræden i historien Alt er relativt, sad jeg forgæves og funderede over nogle eksisterende figurer, som den føromtalte dovenlars kunne være sammensat af – men jeg tror simpelthen, han er så overmåde modbydelig, at ingen har kunnet finde på ham før Van Horn kom på banen med sin overdrevne sans for absurde påfund.

AFFØRING I EMNET
Havde man spurgt mig for en måned siden, hvad jeg syntes om William Van Horn, havde jeg sikkert vrænget på næsen – mest på grund af hans grimme tegninger. Men med den nye Hall of Fame har jeg fået et helt nyt syn på manden, for det gør utroligt meget ved hans historier, at de bliver sat ind i en større kronologisk sammenhæng og præsenteres i så flot en bogserie. Tak for hjælpen, Hall of Fame!

Når det er sagt, vil jeg dog også sige, at han ingenlunde er min yndling – hverken forfatnings- eller tegningsmæssigt. Hans serier bliver lige en anelse for simple og tilfældige for min smag, og jeg kan godt lide, der dels er lidt mere at kigge på og dels er lidt mere at tænke over. Der er slet ingen tvivl om, at der ligger et kæmpe potentiale, men efter 20 år i samme stil, tror jeg ikke, der er forandringer i vente.

Og så har manden altså bare et problem med overforbrug af irriterende lydord – et begreb, som efter min mening burde nedskæres kraftigt for derefter helt at blive afskaffet. Mange kunstnere er så dygtige, at de kan tegne lyden ind i billederne, og det gør dem tusinde gange mere interessante at kigge på. Men det er sikkert et fortidslevn fra Van Horns karriere i animations- og filmindustrien; en branche, hvor man umuligt kan klare sig uden lydeffekter. Han har sikkert bare gerne villet give læseren de rette lydmæssige associationer.

Bogen har et fortræffeligt forord og et rigtigt godt mix af uudgivne og velkendte historier – faktisk med overvægt til den første kategori, og det er dejligt! Derudover er der et relativt stort udvalg af Van Horns forsidekunst, som selvfølgelig sagtens kunne have fyldt 4-16 sider mere, uden at det gjorde noget. Historierne er oversat ganske glimrende – dog, synes jeg, især man kan fornemme, at Anne-Maria Sigbrand, som har oversat førsteudgivelserne, har fanget tekstens ånd rigtig godt!
Som sagt er jeg ikke himmelhenrykt for William Van Horn, og måske var der andre serieskabere, man skulle have repræsenteret i serien, inden man kom til ham. Men jeg kan heller ikke komme uden om, at denne HOF-bog holder standarden fra de tidligere udgivelser.

Hall of Fame – William Van Horn er et godt og grundigt kig værd!

Share on Facebook

Alene dèt, at Dragonlords er fordelt på 12 kapitler på hver især 12 eller 16 sider, gør den til en ideel Hall of Fame-udgivelse, og det er skønt at nyde sådan en serie som et samlet værk frem for at skulle anskaffe sig 12 forskellige blade – for man må nok se i øjnene, at kapitlerne ikke giver megen mening hver for sig.

DET FANTASTISKE UNIVERS
Det er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg helt vild med omfattende fantasy-universer, især når de er tegnet i hånden – eventuelt på papir(!) Derfor blev jeg også godt grebet af Jeff Smiths fabelagtige fortællinger om Bone, da jeg tilfældigvis faldt over dem i sin tid. Rent teknisk er der specielt èn parallel mellem denne og Dragonlords; nemlig dèt, at alle scener afsluttes sideløbende, hvilket vidner om en helt igennem gennemarbejdet opbygning.

At historien om drage-herskerne er inspireret af Ringenes Herre, hersker der i hvert fald ingen tvivl om. For eksempel er handlingen splittet op i flere forskellige spor, som samles i enden; Rip, Rap og Rup og deres eventyr med de tre babydrager, onkel Joakim og Anders And i deres kamp for frihed fra morkernes fangenskab og sidst men ikke mindst morken Groff og hans konfrontation med Andebys indbyggere. Ydermere får vi på første side en kort-præsentation af det landskab, hvori handlingen udspiller sig. Ericksons univers bliver naturligvis aldrig så vidtfavnende som Tolkiens, men selvom det er småt med ender i Dragonlords, er der i hvert fald ingen løse af slagsen. Til gengæld er der ikke nær så mange ænder i Ringenes Herre. Men så igen er der nok heller ikke så mange enter i Dragonlords. Og sådan kunne jeg blive ved! eller også kan jeg ikke. Under alle omstændigheder stopper jeg nu!

EN FARVERIG OPLEVELSE
At farvelægningen er et helt kunstværk i sig selv, og at også den er udpenslet til punkt og prikke, skinner klart igennem – lidt ligesom sollyset i vinduet på side 68; det er sgu en flot detalje. Gudskelov er der meget få af de farveprægtige overgange, som blev CBSVs undergang – og der, hvor de er, giver de for det meste god mening. Som for eksempel i vand (37,3) og ild (41,6), og så selvfølgelig i de himmelske baggrunde, hvor det dog til tider bliver en anelse for meget, når direkte kontraster stilles op imod hinanden – som på side 37, hvor det direkte ødelægger flammernes effekt.

Egentlig er jeg mere til en klar konturfarvelægning end de flydende overgange – men det er jo til dels Cavazzanos skyld. Når han undlader stregerne så mange steder, må farvelæggeren ty til andre metoder for at give et nuanceret billede. Et godt eksempel er overgangen fra dragernes ben til deres klør; de skal selvfølgelig have hver sin farve, men konturstregen synes at mangle.

Nogle af de store panoramiske fremstillinger, som billederne af morkbyens gader, hvor de arbejdsomme slaver færdes, kan godt blive en anelse ensformige, da der kun er brugt et beskedent antal afdæmpede kulører. Men det er en naturlig nødvendighed for at få de vigtige karakterer, som alle er farvelagt med mere iøjnefaldende nuancer, til at skille sig ud fra den opfyldende folkemængde. Skulle jeg endelig komme med et klart kritikpunkt, så savner jeg en mørkere og mere dyster stemning i Morkernes by – men derudover er det en formidabel farvelægning, som giver mange gode indtryk til synssansen.

EN TALESTRØM AF VELFORMULEREDE BOBLER
Alle figurerne er velsignet med en sjælden veltalenhed, hvis ære både kan tilskrives Byron Ericksons talent for manuskriptskrivning, men også i høj grad Anne-Maria Sigbrands oversættelse. Taleboblerne er således ikke fyldt med indforståede sproglige jokes, som på dansk bare bliver overflødig dialog. En skam er det dog, at rammerne sprænges af de mange hjørnekasser med regibemærkninger og larmende lydord. Disse bringer altid min koncentrationen væk fra historien og billederne, og Cavazzanos ultradynamiske mesterværker behøver ingen åndssvage forklaringer på, hvor vi befinder os, og hvordan tingene lyder. Og selvom dialogen er god, er der altså en storslået charme ved de lydløse passager, hvor Cavazzano for alvor beviser sit værd. Kapitel 11 er virkelig noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set! Jeg siger ikke mere!

KARAKTERER LANGT OVER MIDDEL
Èn af de mest interessante ting ved Dragonlords er uden sammenligning den, at ungerne er i fokus, og onklerne står i baggrunden. Her udlægges ungernes indbyrdes forhold på en rigtig god måde, og de er ikke bare tre nevøer, som skal være der, sådan som det så tit er tilfældet. De får hver deres identitet, og skilles ofte fra hinanden. Det, synes jeg, til tider har været tiltrængt.

Desuden har Erickson og Cavazzano også formået at skabe nogle herlige personligheder blandt morkerne, og deres konflikter og relationer er sjove at følge med i. Specielt kan jeg godt lide Groffs eventyr i Andeby og omegn, hvor vi også får små gæsteoptrædener af Bedstemor And, Andersine, Gearløs, Guf og Højben. Så glemmer vi heller ikke helt, at det trods alt er en Disney-tegneserie vi har gang i!

BOGENS BAGSIDE
Skal jeg endelige sige noget dårligt om denne tiende bog i Hall of Fame-serien, så er Byron Ericksons ”fyldige forord”, som Egmont reklamerer for bag på bogens omslag stort set anderøv og nøgler. Det, der står, er da vældig godt, men jeg kunne godt have ønsket mig en mere dybdegående gennemgang af den to år lange proces, der åbenbart har lagt forud for seriens skabelse og ikke mindst nogle flere skitser, karakterdesigns, og hvad der ellers måtte være af spændende ting.

Og så er skriftdesignet, hvormed man har valgt at skrive kapitelnumrene simpelthen grim som bare (f)anden – men det er måske mere et udtryk for min personlige holdning og ikke mindst besættelse af konturstreger end noget andet.

KONKLUSION: ET MAGELØST MESTERVÆRK
Dragonlords er på alle mulige måder enestående, især set i forhold til de senere års Disney-udgivelser. Dèt, at Anders råber: “Nu brænder lokummet!”, eller dèt, at vi ser èn af morkerne bløde efter et knytnæveslag i snotten, eller bare dèt, at der flere gange er sproglige referencer til blod og død, gør den helt unik.

En interessant detalje er også, at serien er fyldt med fem-fingrede mennesker, som dog alle kommer fra den fjerne dimension, og så er det i orden. Blandt Andebys indbyggere er der ganske vist også menneskelige skabninger, men de er alle udstyret med fire fingre i en handske og hundesnude – ellers er Andeby udelukkende befolket af ænder, grise og julegodter generelt.

Igennem tiden er vi blevet propfyldt med en Disney-serier, som synes for nemme – men så er det rart, når der ind imellem kommer nogle fornemme mesterværker, som man kan fornemme, der er brugt tid og kræfter på. Byron Erickson har i hvert fald skrevet en formidabel fortælling, som kan læses af alle aldersgrupper, og som kun bliver bedre og bedre og endnu bedre, for hver gang den tages frem. Og så er Giorgio Cavazzanos dynamistiske og detaljerede – men ikke overdetaljerede – streg imponerende hele vejen igennem.

Share on Facebook

Der kræver nok ikke den store eftertænksomhed at regne ud, at vi denne gang har med en italiener at gøre – og èn af de dygtigste af slagsen! Det handler selvfølgelig om Romano Scarpa, som med udgivelsen af fire af sine længere lommehistorier – tre nye og en gammel kending – endnu engang bliver udødeliggjort, efter hans sørgelige bortgang for lidt over et år siden. Det er i disse fire historier jeg har valgt at lægge fokus denne gang, for de er utroligt interessante!

AGENT FOR F.B.I.
Anders er blevet ansat som elregningsinkassator, og som altid, når han omsider har noget at lave, tager han sig selv meget højtideligt. Med rank ryg og oprejst pande går han ud for at opkræve penge for strøm, men gentagne misforståelser efterlader folk i den tro, at Anders er agent fra F.B.I.; som når den intetanende and ender i en skudveksling med efterfølgende helikopterflugt over Andebys hustage, da han vil inkassere 987,50 for forbrydernes forbrug. Skurkene forsøger med hårde midler at pulverisere den stakkels Anders, hvilket på sin vis også lykkes til sidst…

Romano Scarpa har selv skrevet “Agent for F.B.I.” fra 1961, og man må sige, at han har begået en helt lille genistreg. Boblerne er fyldt med guf, som i Anne-Maria Sigbrands oversættelse også tager sig rigtigt godt ud i den danske version. Hele forløbet er fuldt forståeligt, og der synes ikke at være tabt en eneste joke i oversættelsen trods det, at handlingen kredser omkring nogle ret essentielle ordspil.

Den perfekte timing i dialogen går godt i spænd med en stram struktur og et godt plot, som i bund og grund minder meget om en typisk Anders-på-arbejde-historie, men er mere raffineret end som så. Trods det relativt høje sidetal er ikke en eneste ramme overflødig, og Scarpas energiske ænder befinder sig godt i de opfindsomme omgivelser med masser af varierede synsvinkler. Historien har den dynamik, som en rigtig spændingsserie skal have – at den så handler om en el-inkassator med et “nemt og roligt job” gør det hele så meget mere ironisk. Det hele indledes godt med en hektisk klipning frem og tilbage mellem en nervøs Anders på chefens kontor og stuen på Paradisæblevej, hvor ungerne sveder over en actionfyldt politiserie.

Skulle jeg endelig kritisere lidt, må det være opbygningen af rammerne, som efter min smag godt kunne være en hel del bedre. Det ville give et mere spændingsmættet og gennemarbejdet helhedsindtryk, hvis hver ny sekvens startes på en ny side. Så bliver de enkelte sekvenser rundet godt af, og man kan som læser lige nå at puste ud efter de mellemklimakser, historien er fuld af.

MANDEN FRA HULA-HULA
At onkel Joakim ikke kan leve uden sine elskede penge, er efterhånden blevet slået fast – og i “Manden fra Hula-Hula” bliver det bare tydeliggjort endnu mere. Således befinder den gamle gnier sig på vanviddets rand, da han tror, at en myresluger måske kan have slugt en mønt, og han kommer skridtet videre, da han opdager, at han er blevet udsat for tyveri af den mest udspekulerede slags. Bedst beskrives forholdet mellem liv og løn dog i en yderst makaber, men også vældig morsom, selvmordsscene. I fortvivlelse over sin egen forblindende naivitet, projicerer Joakim sin skyldfølelse over på en uskyldig fremmed, som han til og med selv har tilkaldt, fordi han er den eneste, der kan styre den schweiziske datahjerne, som rigmanden netop har investeret i…

“Manden fra Hula-Hula” indledes med in medias res på en ufremkommelig og mystisk ø, hvor Joakim, Anders og ungerne bliver angrebet af blodtørstige/sennepsspisende blæksprutter, kæmpehummere, vampyrflagermus, sorte pantere, kviksand, dræberinsekter – og hvad grunden til Joakims pludselige eventyr- og offertrang er, afsløres først på de sidste sider. Dog synes èn ting sikker; Joakim ville aldrig bruge så mange ressourcer, hvis ikke en betragtelig økonomisk bonus lå og ventede i sidste ende – eller hvad?

Det geniale ved denne historie, som i øvrigt er forfattet af Scarpa selv, er den måde, hvorpå vi får en masse flashbacks og tilbageblik præsenteret efter den actionfyldte nutids-indledning. Det er langt fra en typisk hvordan-er-ænderne-havnet-i-den-knibe-vi-skruer-tiden-tilbage-historie – det er mere komplekst end som så. Faktisk minder opbygningen forbløffende meget om Homèrs Odyssè, hvor vi også får flere lejrbålsfortællinger flettet ind i hovedhandlingen. Fortællinger, som hver især er vigtige for at forstå, hvorfor og hvordan karaktererne er havnet dèr, hvor de befinder sig – psykisk såvel som fysisk.

Og netop det psykiske er et ekstremt vigtigt tema. Sjældent skildres så flot et billede af onkel Joakim som menneske (læs: and!) og ikke bare som en selvoptaget, nedrig rigmand. Specielt scenen, hvor hans pludselige, ukontrollerbare raserianfald over et, efter hans mening, uærligt og uciviliseret bæst udvikler sig til samvittighedsfuld medfølelse overfor en uskyldig fremmed, der ikke ved bedre, er uforglemmelig. Måden, hvorpå denne udvikling i Joakims personlighed afvikles er ganske enkelt enestående.

“Manden fra Hula-Hual” er en historie om naturens og kulturens gensidige afhængighed af hverandre – og den er fremragende på alle mulige måder!

MICKEY MOUSE OG SORTE SLYNGELS SKJULTE PLAN
På trods af at han angiveligt er Romano Scarpas yndlingsfigur, så er Mickey Mouse kun repræsenteret med en enkelt historie – til gengæld er den med sine godt 80 sider fordelt på fire kapitler den absolut længste. “Mickey Mouse og Sorte Slyngels skjulte plan” er skrevet af Guido Martina i 1955 og er i hele sit udtryk typisk for den tids kriminalserier, som vi kender og elsker dem i Floyd Gottfredsons strålende streg – jeg gør i hvert fald! Det er tydeligt, at Scarpa har ladet sig inspirere af den gamle musemester, men det manglede også bare, for rammerne er sat til en historie fyldt med karakterer og elementer fra Gottfredsons klassikere.

Ifølge Leonardo Goris i øvrigt udmærkede forord er dette den anden historie, hvori Sorte Slyngel afslører sin sande identitet. Han er i Martina og Scarpas portrættering en hævngerrig, enerådig og dødsensfarlig forbryderhjerne, som ikke får ro i sjælen, før “den forbistrede rotte til Mickey Mouse” er af vejen. Dette lyder jo overmåde dystert – og det er det sådan set også. Historien indeholder nemlig lige præcis de elementer af mystik og uhygge, som skal til for at gøre en god krimi gådefuld og spændende. Gudskelov får vi dog et par comic reliefs i form af Fedtmule som nattevægter og taxichauffør med strålende idèer og ikke mindst et lettere gakket besøg hos den gale, men noget arbejdsløse, hattemager fra “Alice i Eventyrland”.

Som enhver anden god krimi er “Mickey Mouse og Sorte Slyngels skjulte plan” proppet med set-ups i de detaljerige billeder såvel som i dialogen; små spor, som man nok ikke tillægger megen opmærksomhed ved første øjekast, men som man ved de påkrævede og tiltrængte anden og tredje gennemlæsninger slår sig på panden over ikke at have lagt mærke til. Det er jo det, krimien kan: få os til at undre os over alverdens tilsyneladende meningsløsheder for til sidst at give os en løsning, som i grunden virker logisk og ligetil uden egentlig at være det. I denne historie er den oven i købet videnskabeligt begrundet… rent teoretisk i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, at den holder i praksis!

DESPERATE ÆNDER
Det altid uheldige makkerpar, Anders og Vims, bliver beordret til at foretage en noget alternativ, men sikkert effektiv, markedsanalyse af deres tyranniske onkel Joakim, som har i sinde at skabe sig et navn i tobaksindustrien. Skæbnen vil, at de to underdanige andspersoner støder på en eks-storkalif, der er blevet fordrevet fra sit hjemland af sin onkels magtsyge oberster, og fætrene indvilger i at yde kaliffen Kalif hjælp i bytte for en “mindre” ædelsten. Det viser sig dog, at den sande skurk hverken er en ond kalif-onkel eller det magtgriske militær, men derimod en anden og meget større instans…

“Desperate ænder” er fra 1973, skrevet af Guido Martina og det eneste genoptryk i denne omgang. Den synes at kredse meget overfladisk omkring et par enkelte gode gags og en tilsyneladende ustruktureret og tilfældig historie – men faktisk stikker den dybere end som så. Måden, hvorpå de kulturelle familieforskelle skildres er yderst aktuel i dag, hvor sager om æresdrab og diktatoriske slægtsbaserede regimer ofte pryder avisspalterne. Så voldsomt udarter det sig slet ikke i denne serie, men kimen er lagt til en debat om førnævnte emner. Derudover sætter slutningen et velplaceret fokus på det faktum, at fattigdom og diktatur i Mellemøstens ulande måske i højere grad skyldes udefrakommende faktorer – såsom en tilfældig rigmands konstante krav om profit!

Rent tegnemæssigt synes jeg, historien er interessant, fordi den viser, at Romano Scarpas fyldige stil allerede var lagt så tidligt som i 1973. De første serier i denne bog bærer præg af, at han ikke helt har udviklet sin egen streg endnu, hvorimod man uden problemer genkender den i “Desperate ænder”. Naturligvis udvikler han sig i løbet af de næste tredive år, men det er tydeligt at se, hvem manden bag blyanten er.

Som det nok fremgår af de ovenstående omtaler, så er jeg yderst imponeret over tegningerne og historierne i den nye Hall of Fame-bog. Oversættelsen er flinkt udført, og farvelægningen er bestemt heller ikke at kimse ad. Det er rart at være fri for de så omtalte glidende farveovergange – ja, undskyld, men jeg kan virkelig ikke lide dem! Forordene, som er skrevet af Luca Boschi og Leonardo Gori, er også udmærkede, dog vil jeg især fremhæve Goris indledninger til de enkelte historier.

Alle fire historier er præsenteret i det lommeformat, vi lige for tiden herhjemme kun kender fra Jumbobøgerne, og det er nok dèr, bogens største svaghed ligger. For det første passer de tre gange to rækker ikke til så store sider og for det andet, synes jeg det virker en anelse letkøbt at sælge en 200-siders lommebog til 230,- kroner, når den ikke engang kan være i lommen(!) Man kan jo faktisk erhverve sig en ganske almindelig Jumbobog med 25 % flere sider til under 1/5 af prisen. Ganske vist er kvaliteten i Hall of Fame utroligt høj i enhver henseende, historierne er fornemt repræsenteret, og det skal man selvfølgelig betale ekstra for. Men alligevel…

Share on Facebook