Tidligere temabøger havde tendens til at stritte i alle retninger. Men “En sang fra de varme lande” er et udmærket køb, som man godt kan læse flere gange.
Bancells’ tegninger er blevet meget bedre, end da han lavede de evindelige Mickey Mouse-detektivserier i 1980erne. Hvis man kniber øjnene lidt sammen, er det nærmest som om, at stilen minder om Flip og Flop.
Bjørnebandens gravhund Bølle spolerer et kup. Kunne den irriterende hund ikke blive ekspederet til Bloksbjerg?
Bølle er da bestemt en meget sød hund, og det er da interessant at følge ham, men skal vi ikke se at komme videre?
Sproget er usædvanlig bramfrit. Her er de kommentarer, som saloonens dansepiger får fra publikum: “Ben! Mmm!”, “Sving lårene, tøser!”, og “Kom så piger, mere sus i skørterne!”. Det er jo lige, så man rødmer.
Det er nu lidt synd, at den gode Sorte Slyngel, der plejede at pønse på at tage verdensherredømmet, nu må tage til takke med at bortføre prinsesser fra små kongeriger med blomsternavne.
Anders spiller ekspertrollen, uden at det går galt til sidst. Den and fortjener en smule medgang.
I “Duplikatoren” truer Sorte Slyngel med at oversvømme Andeby med kopier af byens indbyggere og derved få pensionsvæsenet til at bryde sammen.
Miguel er bestemt ingen dårlig tegner – med hans tunge stil kunne man fristes til at kalde ham Disney-tegnernes svar på Beethoven.
Casty skuffer bestemt heller ikke denne gang, og når tegningerne er af Massimo de Vita, hvad kan man så forlange mere?
Både titlen og forordet lægger op til, at bogens 15 historier skal handle om nogle af alle de jobs, som Anders har forkludret gennem tiderne, men det er til dels falsk varebetegnelse.
Man må tage hatten af for Per-Erik Hedman, for på trods af hans høje arbejdstempo, er der sjældent noget at udsætte på kvaliteten.
Denne jumbobog rummer godbidder for både Milton-komplettister og fans af go’ gammeldaws italiensk donaldisme.
Tom Tuud – blikkenslageren, som jeg aldrig ville have inden for mine døre, håndværkermangel eller ej.
Man bliver helt nostalgisk, når Andersine bruger gode gamle gloser som “søstersolidaritet”, “and-chauvinist” og “kvindernes frihedskæmper”.
Jeg har tidligere beklaget, at trykkekvaliteten i denne serie af genudgivne jumbobøger ikke altid er ordentlig, og i dette nummer er den gal igen.
Man kunne godt savne et par lange spændingseventyr. Er der ikke en invasion fra det ydre rum, som Mickey kunne slå tilbage, eller lignende?
Lars Jensen forlener gremlingerne med overnaturlige evner, som de ikke besad i de oprindelige episoder fra Walt Kellys hånd.
Mickey tackler en falsk søslange og en smykkestjælende Frankenstein, uden større sværdslag. Endnu en dag på kontoret for en rask detektiv.
Faccinis produktion er ikke overvældende stor, og hans historier er ofte korte efter italienske standarder. Han arbejder i den klassiske stil, lader sine historier foregå hjemme i Andeby, og bruger ofte makkerparret Anders/Vims. Hold godt øje med ham.
En fin service over for de danske læsere, som er blevet “snydt” for de tidligste tyske jumbobøger.
Onde skurke har altid en djævelsk latter, holder til i noget, der ligner en bayersk middelalderborg, og holder af at spille Bach på et kæmpestort orgel.
Så kan vi godt begynde at puste ballonerne op, mens vi venter på jumbobog nr. 666, som må blive en hyldest til Bjørnebanditternes fætter Superfølsomme 666.
For Stålanden er dilemmaet: Hvordan demaskerer jeg skurken uden at rive alt for mange uskyldige mennesker i håret?
Massimo Fecchi har vist sig at være et stort plus for Egmonts jumboproduktion. I modsætning til nogle af sine spanske kollegaer forfalder han ikke til overdrivelser men tegner i sin egen stil, der kombinerer det bedste fra den nye og den gamle generation af den italienske skole.
Genoptrykket af historien “Ferie med overraskelser” ligner en diset scanning fra et oprindelige nummer af Lommeanden.
I “Stjernestunder” får Anders succes ved blot at være sig selv. Den slags indgyder håb i alle os andre fæhoveder.
En skæg blanding af gamle 1950er-historier og nyere 1970 er-materiale.
Skurken vil skyde Mickey og Striks ned med koldt blod, som i en anden gangsterfilm.