Tråd: Jumbolæum!
Selvom det overraskende nok ikke er blevet markeret, så vidt jeg ved, er det altså her i marts 50 år siden den første danske Jumbobog udkom. Og siden er det så blevet til ca. 464 flere af slagsen. "Jumbobøger, dem samler man på. Har du dem allesammen?" For mit vedkommende er de knapt 50,- kr. stykket (mod oprindeligt 3,85 kr.) i overkanten, så jeg køber dem gerne brugt eller på sommertilbud og med en del forsinkelse. Jeg har kun lige rundet de 400 og med et par huller mod enden. Men så har jeg en del supplerende udenlandske udgaver. Især de tyske, som tidligere kom op i udgivelsesfrekvens og derfor omfatter en del af de italienske Classici Walt Disney, som Jumbobøger/Lustige Taschenbücher oprindeligt blev oversat fra, og kun delvist er blevet udgivet på dansk.
Synd at lejligheden blev forpasset til en udgivelse som hædrede de gamle mestre, som vi kender dem fra de første snese Jumboer; der er rigeligt med uudgivne klassikere fra 1960erne, men vi må altså nøjes med de lejlighedsvise Scarpa-serier, som sniger sig ind i dagens Jumboer.
Tillykke til den mest succes-rige Disney-udgivelse i Danmark!