En velskrevet og informativ fortælling, som (uden en eneste fodnote, modsat visse andre biografier), via tematisk opdelte afsnit fortæller om Kellys gode såvel som dårlige sider, om opture og nedture, om serien fra sumpen som blev hans livsværk, og om hvordan Pogo trods adskillige mere eller mindre helhjertede forsøg på genoplivning, uigenkaldeligt døde med dens skaber.
Vi får her et indblik i hvor Bernhard stammer fra og møder en del af hans familie.
Tidligere temabøger havde tendens til at stritte i alle retninger. Men “En sang fra de varme lande” er et udmærket køb, som man godt kan læse flere gange.
Bancells’ tegninger er blevet meget bedre, end da han lavede de evindelige Mickey Mouse-detektivserier i 1980erne. Hvis man kniber øjnene lidt sammen, er det nærmest som om, at stilen minder om Flip og Flop.
Kari Korhonen har tilsyneladende læst Barks’ 1-siders historier med Joakim som besværlig gæst på kaffebar (som også er trykt i dette album). Ud fra dette koncept har han lavet en længere historie om ejeren “Joe” der tager kampen op mod Joakims nasseri.
Bjørnebandens gravhund Bølle spolerer et kup. Kunne den irriterende hund ikke blive ekspederet til Bloksbjerg?
Bølle er da bestemt en meget sød hund, og det er da interessant at følge ham, men skal vi ikke se at komme videre?
Det undrer mig lidt hvorfor Gemstone vælger at trykke en halvgammel Ducktales historie, når der findes så meget bedre materiale, men måske har amerikanerne et andet forhold til ænderne i TV-serien end vi har herhjemme.
Uncle $crooge 372 skulle egentlig være kommet i december 2007, men på grund af lidt forsinkelser hos Gemstone kom bladet først i februar 2008.
Sproget er usædvanlig bramfrit. Her er de kommentarer, som saloonens dansepiger får fra publikum: “Ben! Mmm!”, “Sving lårene, tøser!”, og “Kom så piger, mere sus i skørterne!”. Det er jo lige, så man rødmer.
Det er nu lidt synd, at den gode Sorte Slyngel, der plejede at pønse på at tage verdensherredømmet, nu må tage til takke med at bortføre prinsesser fra små kongeriger med blomsternavne.
Anders spiller ekspertrollen, uden at det går galt til sidst. Den and fortjener en smule medgang.
Jeg reflekterer over chefredaktørens leder om udlevering af krigsfanger til amerikansk tortur. Jeg forsøger at danne mig et overblik over den tilspidsede terrorsituation i Mellemøsten. Jeg tænker på de stakkels irakiske asylansøgere, som sidder fast i et limbo af en Sandholmlejr. Og så undrer jeg mig!
Over hvor de gode, gamle avisstriber er blevet af.
I “Duplikatoren” truer Sorte Slyngel med at oversvømme Andeby med kopier af byens indbyggere og derved få pensionsvæsenet til at bryde sammen.
Miguel er bestemt ingen dårlig tegner – med hans tunge stil kunne man fristes til at kalde ham Disney-tegnernes svar på Beethoven.
Hubbards evne til at tegne regnvejr er så troværdig, at det er lige før at man hiver paraplyen frem mens man læser historien.
Casty skuffer bestemt heller ikke denne gang, og når tegningerne er af Massimo de Vita, hvad kan man så forlange mere?
Både titlen og forordet lægger op til, at bogens 15 historier skal handle om nogle af alle de jobs, som Anders har forkludret gennem tiderne, men det er til dels falsk varebetegnelse.
Uanset hvad han selv siger, er Don Rosa en privilegeret mand. Hans hobby er hans arbejde, og lige meget hvilken en af sine andre fritidsinteresser han beskæftiger sig med, kan han skrive det på timesedlen som ‘research’.
Ken Champin, en tegner der – næsten – gør Gil Turner rangen stridig som den bedste Store Stygge Ulv tegner gennem tiderne.
Man må tage hatten af for Per-Erik Hedman, for på trods af hans høje arbejdstempo, er der sjældent noget at udsætte på kvaliteten.
Denne jumbobog rummer godbidder for både Milton-komplettister og fans af go’ gammeldaws italiensk donaldisme.
Tom Tuud – blikkenslageren, som jeg aldrig ville have inden for mine døre, håndværkermangel eller ej.
Man bliver helt nostalgisk, når Andersine bruger gode gamle gloser som “søstersolidaritet”, “and-chauvinist” og “kvindernes frihedskæmper”.
Jeg har tidligere beklaget, at trykkekvaliteten i denne serie af genudgivne jumbobøger ikke altid er ordentlig, og i dette nummer er den gal igen.
Man kunne godt savne et par lange spændingseventyr. Er der ikke en invasion fra det ydre rum, som Mickey kunne slå tilbage, eller lignende?
Lars Jensen forlener gremlingerne med overnaturlige evner, som de ikke besad i de oprindelige episoder fra Walt Kellys hånd.
Det var jo trods alt Strobl, der ændrede Vims’ frisure fra Samson til Homer Simpson.
Thomas Schrøder fortæller i forordet om forskelle og ligheder mellem Chip og Chap historien i AA nr. 47-’60 og tegnefilmen “Anders Ands Tog” fra 1951, som tegneserien bygger over.