Dansk Donaldist-Forening » Fankultur

Historiens ænder
Artiklen er oprindeligt skrevet til foreningens medlemsblad Rappet. Her får du den uredigeret i sin helhed, som en ekstra godbid fra Rappet-redaktionen.

Historiens ænder og dem, som elsker dem

Af Yun Zhang

Der er de ænder, man fodrer i parken, og så

er der de ænder, som folk griber dybt i lommerne for at læse, følge

og skrive om år efter år. Nogle kalder folkene skøre

– selv kalder de sig donaldister.

24-årige Laila Jespersen var en uheldig teenager. Hun havde hverken de fysiske

eller sociale træk, som var efterspurgte blandt det benhårde ungdomskødmarked.

”Jeg var rødhåret, hvid og bar briller. Desuden var jeg rigtigt boglig, så jeg snakkede ikke

rigtigt med andre. Derfor tilbragte jeg altid frikvartererne indendørs.

Skolen havde en hal med et læsehjørne, hvor der lå madrasser og Anders

And-blade. Der læste jeg en historie om Onkel Joachims liv. Den blev

jeg ved med at vende tilbage til. Jeg kunne ikke slippe historien,”

siger den stadig rødhårede, hvide kvinde med briller, men hendes stemme

er ikke en væver nørds. Hun taler hurtigt og sikkert, som en trommeslager,

der rask spiller løs.

Der var noget, som fængede Laila Jespersen i de grafiske, tegnede streger, i detaljerne, som omhyggeligt

påpegede handlingens gang i tegneserien, og i humoren, som fik hende

til at åbne munden op i en latter, der gav ekko. Laila Jespersen var

bidt af den person, som havde givet liv til den ærgerrige skotske and

i ord og billeder. Laila Jespersen var blevet fan af Don Rosa. Hun var

blevet donaldist – en fan af Andeby-universet.

Tvangsoplærte mor i detaljen

I en håndevending pakker hun en stor, blå kuffert op, som ligger på et gråt

uldtæppe i stuen. Den 24-årige donaldist er hjemme i Haarby for at

besøge sine forældre. Normalt bor og arbejder Laila Jespersen i Hinnerup

som nybagt socialrådgiver. Men denne weekend er hun taget hjem sammen

med sin lillebitte gyldne chihuahua-hvalp Cleo, der lystigt går hen

over den åbne kuffert til Laila Jespersen store ængstelse.

”Cleo! Gå nu væk!, buldrer hun og fejer hunden væk med en rask, men kontrolleret bevægelse.

I kufferten har hun sirligt pakket en rød plaid ned, hvis folder gemmer på overraskelser.

En kalender, flere digre bøger og tegneseriealbums en masse. Hun har

endda det første Anders And-blad udgivet i Danmark i 1949. Det er så

tyndslidt, at hæftet kun bliver holdt sammen af en plastiklomme, der

klæber sig til de frønnede sider. Næsten alt sammen skrevet og tegnet

af Don Rosa, der udgav sin første Anders And-udgivelse i 1987. Da Laila

Jespersen opdagede, at der var Don Rosa, som havde tryllebundet hende

med sine historier, begyndte hun at lede i systematisk på loppemarkeder

og boghandler efter Don Rosas detaljerede streg – en opgave hendes

mor Hanne Jespersen også blev sat på.

”Jeg lagde simpelthen en

Don Rosa-udgivelse og ikke-Don Rosa-udgivelse foran min mor og sagde

’Kan du gætte hvilken en, som er Don Rosa?” siger Laila Jespersen

med øjne, der lægger sig i smilende folder.

Hendes mor afbryder hende dog

med en mindre behersket version.

”Kan du ikk’ se det?! Kan

du ikk’ se det!” hviner hun og efterligner sin datter med fingeren

bastant pegende i luften.

Efterhånden fik Laila Jespersen

dog lært sin mor detaljen i Don Rosas stil.

”Jeg kigger på sådan noget

som sveddråber. Prøv se de her svedperler, som springer frem på Rip,

Rap og Rups pander. Andre ville bare have tegnet streger, men Don Rosa

tegner faktisk dråberne,” siger Hanne Jespersen.

Den korrekte historie

Detaljen

går igen andre steder i Don Rosas historier, hvor onkel Joachim og

Anders And drager ud på eventyr. Ofte jagter de forsvundne skatte,

som altid bliver sat i kontekst, der er historisk korrekt.

”Min ynglingshistorie hedder

Det forsvundne bibliotek, fordi den kombinerer min interesse for historie

og bøger. Der fandtes et forsvundet bibliotek i Alexandria, hvor bibliotekarerne

hentede historie inden for alle dele af verden for at samle al viden,

heriblandt skatte, hvilket interesser Onkel Joachim. Men han får at

vide, at bøgerne blev brændt for at opvarme badevand. Nevøerne slår

det op i Grønspættebogen, som har svaret på alt, men finder intet,

der antyder, at de er gået tabt. Derfor tager Onkel Joachim til Alexandria

med Anders And og sine nevøer og finder ud af, at alle bøgerne er

blevet til støv bortset fra en kopi.”

Andebys grundlæggelse

I virkeligheden

fandtes der et bibliotek i Alexandria, der var kendt i hele den antikke

verden for at være et af de største. Gamle historikere beskrev også,

hvordan muslimske erobrer brugte bibliotekets papyrusruller til at opvarme

badevand for deres soldater. Don Rosa var den mand, som for alvor gav

Andeby og dets beboere en forhistorie. Han tog over fra sit store idol

Carl Barks, som skabte Andeby, som vi kender det. Onkel Joachim, Hexia

de Trick og Bjørnebanden er alle hans kreationer. Carl Barks fik tilnavnet

Den store tegner på grund af hans evner til at fortælle og tegne historier.

I 1966 gik han på pension, og efterlod en ung dreng ved navn Don Rosa

sulten efter flere Anders And-eventyrer. Endelig i 1986 fik han chancen

for at lave tegneserier om Andeby. Han samlede trådene fra Carl Barks

historier og grundlagde Andeby d. 17. juni 1579. Det var den engelske

admiral og opdager Sir Francis Drake, der grundlagde Andeby Fort, som

det dengang hed. Han var på opdagelsesrejse i Den nye verden i dronning

Elizabeths tjeneste. Med sig til den nye koloni havde Sir Francis Drake

et bibliotek af bøger, som han havde stjålet fra Englands ærkefjende

Spanien. I et hemmeligt rum under fortet gemte han bøgerne. Men livet

i Andeby Fort var dog farligt og kort. Voldsomme indianerangreb tog

livet af den spæde koloni, og med kolonien forsvandt viden om biblioteket.

Den afklædte groupie

Laila Jespersen

pakker nænsomt hæfterne og bøgerne ned i kufferten igen. Den udgør

tilnærmelsesvist et greatist hits-katalog over hendes Don Rosa-samling,

hvor hun har registreret 1384 udgivelser og over 10.000 historier. Som

en hardcore samler har hun alle sine oplysninger i internetregister

for donaldister. COA Inducks hedder det. Takket være donaldisters minutiøse

registrering får hun et overblik over, hvad hun har.

”Jeg kan se, jeg har verdens

næststørste samling af Don Rosa udgivelser. Jeg mangler bare to franske

udgivelser, så er min samling komplet,” siger hun stolt.

Det eneste, som hun lader ligge

på gulvet, er en indrammet tegning af en ung Onkel Joachim, som

dagdrømmer om sine eneste kærlighed Gulda Glimmer.

”Den har Don Rosa tegnet

til mig,” siger hun og spiler øjnene op i en forventningsfuld glæde.

”Det var fantastisk! Det

var sådan noget, jeg kunne snakke om flere uger bagefter!! Jeg var

taget til en bogmesse i Göteborg for at se ham. Jeg legede rigtig groupie,

mens jeg var dernede, for jeg er nærmest den eneste pige i miljøet.

Af omveje havde jeg hørt, at han signerede alt foran ham. Om det så

var en jumbobog eller et skateboard, så jeg lagde min ryg foran ham,”

siger Laila Jespersen og klukker skælmsk.

Senere på dagen inviterede

hun og hendes venner fra Dansk Donaldist-forening ham ud på middag.

”Flere folk havde kommenteret

den autograf på min ryg, og til middagen spurgte jeg ham, om folk havde

fået lavet autografer på andre kroppe. Joh, der var nogle, som havde

fået på armen, men så sagde han ’But no more nice girls like you’”

Laila Jespersen slår over

i en klingende latter.

”Jeg besluttede mig for at

drille ham endnu mere, fordi jeg havde den foregående aften sovet min

autograf væk, så jeg sagde til ham under middagen, at jeg var nødt

til at få en på brystet, fordi jeg ikke sov på maven, så den ikke

kunne slides væk. Ja, det skulle jeg bare gøre, sagde han.”

Den kommentar skulle Don Rosa

ikke slippe billigt fra.

”Så næste dag stille jeg

mig op foran ham og sagde værsgo! Så begyndte han at blive helt rød

i hovedet. Han rystede helt vildt, da han tegnede over mit bryst. Det

var bare sjovt,” griner hun og snapper lidt efter vejret.

Den hemmelige bog

Don Rosa er siden hen stoppet med at tegne efter en øjenoperation i 2008. Synet

holdt ikke længere til at tegne små sveddråber, men inden da

formåede han at fortælle Andebys historie gennem 86 historier. Da

Andeby Fort var blevet løbet over ende af indianerne, overtog en snarrådig

bjergmand ved navn Kornelius Blisand fortet i 1818. Han havde skræmt

spanierne, som havde erobret området, væk ved at lave popcorn til

dem. Aldrig i deres liv havde de set popcorn og ved synet af de bragende

majskorn, som spruttede op, flygtede de alt, hvad de kunne. Tilbage

stod den enlige Kornelius Blisand i træfortet. Straks gik han i gang

med at omdanne fortet til en by. Han forkortede navnet til Andeby, og

under moderniseringen fandt han et hemmeligt rum med en intakt bog i.

Den bog arvede hans søn Clinton Blisand, der ligesom sin far utrætteligt

kæmpede for at udvikle Andeby. Den spæde bosættelse havde brug for

beskyttelse mod fremmede, og derfor oprettede han Grønspætte-korpset,

som arvede bogen efter Clinton Blisand. I slutningen af 1800-tallet

forfaldt den engang driftige nybyggerbosættelse. Clinton Blisands søn

Klement Blisand drog ud for at finde lykken. Han rejste til Yukon for

at ramme en guldåre. Desværre kom en anden and ham i forkøbet –

nemlig Joachim von And. Fattig og desperat solgte Klement Blisand skødet

på Andeby til den ambitiøse skotske and. Joachim von And tog sammen

med sine søstre Andrea og Hortensia von And til Andeby. Han smøg ærmerne

op og skabte den vibrerende og levende Andeby i takt med, at hans rigdom

steg. Men grådigheden ligesom hans pengetank kendte ingen grænser.

Derfor ledte han altid efter skatte, som kunne forøge hans formue.

I sin skattejagt faldt han over legenden om Alexandrias antikke bibliotek.

Det uopnåelige mål

Laila Jespersen elsker drejningen i historien Det forsvundne bibliotek.

”Det viser sig nemlig, at bogen, som indeholder ledetråde til skatte, faktisk er nevøernes Grønspættebog,”

siger hun.

Bogen, som Sir Francis Drake

stjal fra spanierne og begravede det i et hemmeligt rum, som Kornelius

Blisand fandt og gav videre til sin søn Clinton Blisand, der lagde

den i Grønspætte-hjemmeværnets hænder, der senere blev til spejderbevægelsen

Grønspætterne, som nevøer Rip, Rap og Rup er medlemmer af.

”Selvfølgelig er det den

eneste bog, som Onkel Joachim ikke kan få fat. Kun Grønspætter kan

røre bogen, og han er for gammel til at være grønspætte,” siger

Laila Jespersen med sin hurtige, klare stemme, der trods sin imponerende

Don Rosa-samling allerede planlægger nye samleobjekter.

”Mit nye mål er at skaffe

alle samtlige Anders And-udgivelser. Det sjove ved at samle er selve

processen. Derfor sætter jeg mig et nyt mål, som kan holde mig beskæftiget

de næste 20-30 år,” forklarer Laila Jespersen.

Share on Facebook