Historiens ænder og dem, som elsker dem

Af Yun Zhang

Der er de ænder, man fodrer i parken, og så
er der de ænder, som folk griber dybt i lommerne for at læse, følge
og skrive om år efter år. Nogle kalder folkene skøre
– selv kalder de sig donaldister.

24-årige Laila Jespersen var en uheldig teenager. Hun havde hverken de fysiske
eller sociale træk, som var efterspurgte blandt det benhårde ungdomskødmarked.

”Jeg var rødhåret, hvid og bar briller. Desuden var jeg rigtigt boglig, så jeg snakkede ikke
rigtigt med andre. Derfor tilbragte jeg altid frikvartererne indendørs.
Skolen havde en hal med et læsehjørne, hvor der lå madrasser og Anders
And-blade. Der læste jeg en historie om Onkel Joachims liv. Den blev
jeg ved med at vende tilbage til. Jeg kunne ikke slippe historien,”
siger den stadig rødhårede, hvide kvinde med briller, men hendes stemme
er ikke en væver nørds. Hun taler hurtigt og sikkert, som en trommeslager,
der rask spiller løs.

Der var noget, som fængede Laila Jespersen i de grafiske, tegnede streger, i detaljerne, som omhyggeligt
påpegede handlingens gang i tegneserien, og i humoren, som fik hende
til at åbne munden op i en latter, der gav ekko. Laila Jespersen var
bidt af den person, som havde givet liv til den ærgerrige skotske and
i ord og billeder. Laila Jespersen var blevet fan af Don Rosa. Hun var
blevet donaldist – en fan af Andeby-universet.

Tvangsoplærte mor i detaljen

I en håndevending pakker hun en stor, blå kuffert op, som ligger på et gråt
uldtæppe i stuen. Den 24-årige donaldist er hjemme i Haarby for at
besøge sine forældre. Normalt bor og arbejder Laila Jespersen i Hinnerup
som nybagt socialrådgiver. Men denne weekend er hun taget hjem sammen
med sin lillebitte gyldne chihuahua-hvalp Cleo, der lystigt går hen
over den åbne kuffert til Laila Jespersen store ængstelse.

”Cleo! Gå nu væk!, buldrer hun og fejer hunden væk med en rask, men kontrolleret bevægelse.

I kufferten har hun sirligt pakket en rød plaid ned, hvis folder gemmer på overraskelser.
En kalender, flere digre bøger og tegneseriealbums en masse. Hun har
endda det første Anders And-blad udgivet i Danmark i 1949. Det er så
tyndslidt, at hæftet kun bliver holdt sammen af en plastiklomme, der
klæber sig til de frønnede sider. Næsten alt sammen skrevet og tegnet
af Don Rosa, der udgav sin første Anders And-udgivelse i 1987. Da Laila
Jespersen opdagede, at der var Don Rosa, som havde tryllebundet hende
med sine historier, begyndte hun at lede i systematisk på loppemarkeder
og boghandler efter Don Rosas detaljerede streg – en opgave hendes
mor Hanne Jespersen også blev sat på.

”Jeg lagde simpelthen en
Don Rosa-udgivelse og ikke-Don Rosa-udgivelse foran min mor og sagde
’Kan du gætte hvilken en, som er Don Rosa?” siger Laila Jespersen
med øjne, der lægger sig i smilende folder.

Hendes mor afbryder hende dog
med en mindre behersket version.

”Kan du ikk’ se det?! Kan
du ikk’ se det!” hviner hun og efterligner sin datter med fingeren
bastant pegende i luften.

Efterhånden fik Laila Jespersen
dog lært sin mor detaljen i Don Rosas stil.

”Jeg kigger på sådan noget
som sveddråber. Prøv se de her svedperler, som springer frem på Rip,
Rap og Rups pander. Andre ville bare have tegnet streger, men Don Rosa
tegner faktisk dråberne,” siger Hanne Jespersen.

Den korrekte historie

Detaljen
går igen andre steder i Don Rosas historier, hvor onkel Joachim og
Anders And drager ud på eventyr. Ofte jagter de forsvundne skatte,
som altid bliver sat i kontekst, der er historisk korrekt.

”Min ynglingshistorie hedder
Det forsvundne bibliotek, fordi den kombinerer min interesse for historie
og bøger. Der fandtes et forsvundet bibliotek i Alexandria, hvor bibliotekarerne
hentede historie inden for alle dele af verden for at samle al viden,
heriblandt skatte, hvilket interesser Onkel Joachim. Men han får at
vide, at bøgerne blev brændt for at opvarme badevand. Nevøerne slår
det op i Grønspættebogen, som har svaret på alt, men finder intet,
der antyder, at de er gået tabt. Derfor tager Onkel Joachim til Alexandria
med Anders And og sine nevøer og finder ud af, at alle bøgerne er
blevet til støv bortset fra en kopi.”

Andebys grundlæggelse

I virkeligheden
fandtes der et bibliotek i Alexandria, der var kendt i hele den antikke
verden for at være et af de største. Gamle historikere beskrev også,
hvordan muslimske erobrer brugte bibliotekets papyrusruller til at opvarme
badevand for deres soldater. Don Rosa var den mand, som for alvor gav
Andeby og dets beboere en forhistorie. Han tog over fra sit store idol
Carl Barks, som skabte Andeby, som vi kender det. Onkel Joachim, Hexia
de Trick og Bjørnebanden er alle hans kreationer. Carl Barks fik tilnavnet
Den store tegner på grund af hans evner til at fortælle og tegne historier.
I 1966 gik han på pension, og efterlod en ung dreng ved navn Don Rosa
sulten efter flere Anders And-eventyrer. Endelig i 1986 fik han chancen
for at lave tegneserier om Andeby. Han samlede trådene fra Carl Barks
historier og grundlagde Andeby d. 17. juni 1579. Det var den engelske
admiral og opdager Sir Francis Drake, der grundlagde Andeby Fort, som
det dengang hed. Han var på opdagelsesrejse i Den nye verden i dronning
Elizabeths tjeneste. Med sig til den nye koloni havde Sir Francis Drake
et bibliotek af bøger, som han havde stjålet fra Englands ærkefjende
Spanien. I et hemmeligt rum under fortet gemte han bøgerne. Men livet
i Andeby Fort var dog farligt og kort. Voldsomme indianerangreb tog
livet af den spæde koloni, og med kolonien forsvandt viden om biblioteket.

Den afklædte groupie

Laila Jespersen
pakker nænsomt hæfterne og bøgerne ned i kufferten igen. Den udgør
tilnærmelsesvist et greatist hits-katalog over hendes Don Rosa-samling,
hvor hun har registreret 1384 udgivelser og over 10.000 historier. Som
en hardcore samler har hun alle sine oplysninger i internetregister
for donaldister. COA Inducks hedder det. Takket være donaldisters minutiøse
registrering får hun et overblik over, hvad hun har.

”Jeg kan se, jeg har verdens
næststørste samling af Don Rosa udgivelser. Jeg mangler bare to franske
udgivelser, så er min samling komplet,” siger hun stolt.

Det eneste, som hun lader ligge
på gulvet, er en indrammet tegning af en ung Onkel Joachim, som
dagdrømmer om sine eneste kærlighed Gulda Glimmer.

”Den har Don Rosa tegnet
til mig,” siger hun og spiler øjnene op i en forventningsfuld glæde.

”Det var fantastisk! Det
var sådan noget, jeg kunne snakke om flere uger bagefter!! Jeg var
taget til en bogmesse i Göteborg for at se ham. Jeg legede rigtig groupie,
mens jeg var dernede, for jeg er nærmest den eneste pige i miljøet.
Af omveje havde jeg hørt, at han signerede alt foran ham. Om det så
var en jumbobog eller et skateboard, så jeg lagde min ryg foran ham,”
siger Laila Jespersen og klukker skælmsk.

Senere på dagen inviterede
hun og hendes venner fra Dansk Donaldist-forening ham ud på middag.

”Flere folk havde kommenteret
den autograf på min ryg, og til middagen spurgte jeg ham, om folk havde
fået lavet autografer på andre kroppe. Joh, der var nogle, som havde
fået på armen, men så sagde han ’But no more nice girls like you’”

Laila Jespersen slår over
i en klingende latter.

”Jeg besluttede mig for at
drille ham endnu mere, fordi jeg havde den foregående aften sovet min
autograf væk, så jeg sagde til ham under middagen, at jeg var nødt
til at få en på brystet, fordi jeg ikke sov på maven, så den ikke
kunne slides væk. Ja, det skulle jeg bare gøre, sagde han.”

Den kommentar skulle Don Rosa
ikke slippe billigt fra.

”Så næste dag stille jeg
mig op foran ham og sagde værsgo! Så begyndte han at blive helt rød
i hovedet. Han rystede helt vildt, da han tegnede over mit bryst. Det
var bare sjovt,” griner hun og snapper lidt efter vejret.

Den hemmelige bog

Don Rosa er siden hen stoppet med at tegne efter en øjenoperation i 2008. Synet
holdt ikke længere til at tegne små sveddråber, men inden da
formåede han at fortælle Andebys historie gennem 86 historier. Da
Andeby Fort var blevet løbet over ende af indianerne, overtog en snarrådig
bjergmand ved navn Kornelius Blisand fortet i 1818. Han havde skræmt
spanierne, som havde erobret området, væk ved at lave popcorn til
dem. Aldrig i deres liv havde de set popcorn og ved synet af de bragende
majskorn, som spruttede op, flygtede de alt, hvad de kunne. Tilbage
stod den enlige Kornelius Blisand i træfortet. Straks gik han i gang
med at omdanne fortet til en by. Han forkortede navnet til Andeby, og
under moderniseringen fandt han et hemmeligt rum med en intakt bog i.
Den bog arvede hans søn Clinton Blisand, der ligesom sin far utrætteligt
kæmpede for at udvikle Andeby. Den spæde bosættelse havde brug for
beskyttelse mod fremmede, og derfor oprettede han Grønspætte-korpset,
som arvede bogen efter Clinton Blisand. I slutningen af 1800-tallet
forfaldt den engang driftige nybyggerbosættelse. Clinton Blisands søn
Klement Blisand drog ud for at finde lykken. Han rejste til Yukon for
at ramme en guldåre. Desværre kom en anden and ham i forkøbet –
nemlig Joachim von And. Fattig og desperat solgte Klement Blisand skødet
på Andeby til den ambitiøse skotske and. Joachim von And tog sammen
med sine søstre Andrea og Hortensia von And til Andeby. Han smøg ærmerne
op og skabte den vibrerende og levende Andeby i takt med, at hans rigdom
steg. Men grådigheden ligesom hans pengetank kendte ingen grænser.
Derfor ledte han altid efter skatte, som kunne forøge hans formue.
I sin skattejagt faldt han over legenden om Alexandrias antikke bibliotek.

Det uopnåelige mål

Laila Jespersen elsker drejningen i historien Det forsvundne bibliotek.

”Det viser sig nemlig, at bogen, som indeholder ledetråde til skatte, faktisk er nevøernes Grønspættebog,”
siger hun.

Bogen, som Sir Francis Drake
stjal fra spanierne og begravede det i et hemmeligt rum, som Kornelius
Blisand fandt og gav videre til sin søn Clinton Blisand, der lagde
den i Grønspætte-hjemmeværnets hænder, der senere blev til spejderbevægelsen
Grønspætterne, som nevøer Rip, Rap og Rup er medlemmer af.

”Selvfølgelig er det den
eneste bog, som Onkel Joachim ikke kan få fat. Kun Grønspætter kan
røre bogen, og han er for gammel til at være grønspætte,” siger
Laila Jespersen med sin hurtige, klare stemme, der trods sin imponerende
Don Rosa-samling allerede planlægger nye samleobjekter.

”Mit nye mål er at skaffe
alle samtlige Anders And-udgivelser. Det sjove ved at samle er selve
processen. Derfor sætter jeg mig et nyt mål, som kan holde mig beskæftiget
de næste 20-30 år,” forklarer Laila Jespersen.

Share on Facebook