Bjørnebandens gravhund Bølle spolerer et kup. Kunne den irriterende hund ikke blive ekspederet til Bloksbjerg?
Det er nu lidt synd, at den gode Sorte Slyngel, der plejede at pønse på at tage verdensherredømmet, nu må tage til takke med at bortføre prinsesser fra små kongeriger med blomsternavne.
Anders spiller ekspertrollen, uden at det går galt til sidst. Den and fortjener en smule medgang.
Miguel er bestemt ingen dårlig tegner – med hans tunge stil kunne man fristes til at kalde ham Disney-tegnernes svar på Beethoven.
Casty skuffer bestemt heller ikke denne gang, og når tegningerne er af Massimo de Vita, hvad kan man så forlange mere?
Denne jumbobog rummer godbidder for både Milton-komplettister og fans af go’ gammeldaws italiensk donaldisme.
Tom Tuud – blikkenslageren, som jeg aldrig ville have inden for mine døre, håndværkermangel eller ej.
Man bliver helt nostalgisk, når Andersine bruger gode gamle gloser som “søstersolidaritet”, “and-chauvinist” og “kvindernes frihedskæmper”.
Jeg har tidligere beklaget, at trykkekvaliteten i denne serie af genudgivne jumbobøger ikke altid er ordentlig, og i dette nummer er den gal igen.
Man kunne godt savne et par lange spændingseventyr. Er der ikke en invasion fra det ydre rum, som Mickey kunne slå tilbage, eller lignende?
Lars Jensen forlener gremlingerne med overnaturlige evner, som de ikke besad i de oprindelige episoder fra Walt Kellys hånd.
Faccinis produktion er ikke overvældende stor, og hans historier er ofte korte efter italienske standarder. Han arbejder i den klassiske stil, lader sine historier foregå hjemme i Andeby, og bruger ofte makkerparret Anders/Vims. Hold godt øje med ham.
Onde skurke har altid en djævelsk latter, holder til i noget, der ligner en bayersk middelalderborg, og holder af at spille Bach på et kæmpestort orgel.
Så kan vi godt begynde at puste ballonerne op, mens vi venter på jumbobog nr. 666, som må blive en hyldest til Bjørnebanditternes fætter Superfølsomme 666.
For Stålanden er dilemmaet: Hvordan demaskerer jeg skurken uden at rive alt for mange uskyldige mennesker i håret?
Massimo Fecchi har vist sig at være et stort plus for Egmonts jumboproduktion. I modsætning til nogle af sine spanske kollegaer forfalder han ikke til overdrivelser men tegner i sin egen stil, der kombinerer det bedste fra den nye og den gamle generation af den italienske skole.
I “Stjernestunder” får Anders succes ved blot at være sig selv. Den slags indgyder håb i alle os andre fæhoveder.
En skæg blanding af gamle 1950er-historier og nyere 1970 er-materiale.
Skurken vil skyde Mickey og Striks ned med koldt blod, som i en anden gangsterfilm.
Lige som sin forgænger er jumbobog nr. 24 “Du er en nar Anders And” centreret om Rodolfo Ciminos fantastiske fabler.
“Anders And i stødet” bygger på det herlige gag, at hullemaskinen i Joakims vaniljekransefabrik er gået i stykker!
Det er god, gedigen underholdning i “Who done it?”-genren. Eller måske rettere “Why did they do it?”-genren, for i flere historier ved vi godt, hvem forbryderne er – det store spørgsmål er, hvad deres motiv er.
Her er der ikke nogen letgennemskuelige plots og en kluntet Sorteper, der falder over sine egne ben.
Kære Egmont, vil I ikke nok engang trykke den forudgående historie, som forklarer, hvorfor professoren ville hævne sig?
Bogen rummer en række gode Anders And-historier, men den gamle redaktør har ikke kunnet holde sig fra at halvere længden på Bottaros “Anders And i det vilde vesten”.
Det bliver ligefrem ufrivilligt komisk, når en politibetjent truer Bjørnebanden med en skarpladt pegefinger på side 57.
Lige som i jumbobog nr. 14 har farvelæggeren haft problemer med at ramme nuancerne fra de gamle farver, når vedkommende har nykoloreret de sider, der oprindelig var i sort/hvid. Se f.eks. side 182-188, hvor Anders overfrakke skiftevis er lilla og køkkenblå.
Hvad er der gået galt med farverne på de nyfarvelagte sider? De er så meget mørkere end de sider, der hele tiden har været farvelagt, at man tydeligt kan se forskel.
Det var dengang, da Egmonts daværende redaktører fik den idè, at historierne var for grove og voldsomme for danske børn, og derfor gik løs med den store censursaks. Den slags fortjener kun een slags anmeldelse, og det er til politiet.