Titelhistorien (skrevet af Mark og Laura Shaw og illustreret af Cavazzano) er en herlig duel mellem Anders og nevøerne, der minder om de klassiske tegnefilm. Plottet går kort fortalt ud på, at Anders passer den nye vandrutsjebane i Tivoli og forbyder nevøerne adgang, fordi de er for små. Anders er hidsig, ungerne er stride, og alle ender med at få deres løn som forskyldt. Herlig underholdning.

Den anden danske historie – “En piges bedste ven” (skrevet af Pat og Carol McGreal og illustreret af Joaquin) er også interessant. Den bringer et interessant gensyn med den tvivlsomme kineserpige Lotusblomst, der formår at sno Mickey Mouse om sin lillefinger. Historien er en krimi-intrige med en overraskende afslutning, der ikke skal afsløres her.

Hvis vi vender os til de italienske bidrag, er det mest interessante “Supersine vender tilbage” (skrevet af Riccardo Secchi og illustreret af Vitale Mangiatordi). Historien vækker en gammel figur til live, “Supersine”, som blev opfundet af Guido Martina i 1973. Figuren var en kommentar til den daværende kønsrolledebat og blev kun brugt i et par gange. Men nu er hun på banen igen. Det skal blive spændende at se, om nutidens forfattere formår at bruge hende til noget fornuftigt, eller om hun bare bliver en Ståland-klon.

De øvrige italienske bidrag er korte (20-25 sider) og ikke særligt originale: En madanmelder besøger Joakims og Anderbilts restauranter; to reklamefolk misbruger Stålandens navn; Anders og Vims skal skaffe mislykkede opfindelser til Joakims museum; og sidst men ikke mindst: Bjørnebandens gravhund Bølle spolerer et kup. Jeg er en stor dyreven, men kunne den irriterende hund ikke blive ekspederet til Bloksbjerg?

Share on Facebook

Titelserien “Tag dig nu sammen!” af Halas/Andersen er en blanding af “1984″ og “It’s a wonderful life”. Sidstnævnte er en filmklassiker med James Stewart, hvor helten oplever så megen elendighed, at han ønsker, at han aldrig var blevet født. Men da hans ønske bliver opfyldt, opdager han, at omgivelserne har udviklet sig i en meget dårligere retning uden ham.
I jumbo-versionen kommer Anders tilbage til et parallel-Andeby, hvor Onkel Joakim har fået en anden nevø, der har taget magten og overvåger alle som en anden Big Brother.
Det er en meget sjov idè, men det virker som om, at historien pludselig mister pusten. Da Anders har mødt sin skrækkelige parallel-fætter, stikker han bare tilbage til den tibetanske munk, der har opfyldt hans ønske, og får ophævet det igen. Efter min mening mangler vi det endelige opgør, hvor Anders får krammet på sin skræk-fætter. Man sidder tilbage med en tom fornemmelse i maven efter at være blevet præsenteret for et dejligt oplæg.

Bogen har 2 grinebiderhistorier. I den første, “Den forheksede telefon”, bliver Onkel Joakim ydmyget til at gøre de mest tæer-krummende ting, uden at han selv ved af det. Plottet får endnu et hak opad på grund af Alessandro Gottardos tegninger, fordi Joakim gør alting uden at fortrække en mine.

Grinebiderhistorie nr. 2 hedder “En Sporty Mission” og tilhører serien, hvor Anders og Vims er hemmelige agenter for Onkel Joakim. Hovedingredienser: Vims, underlige forklædninger og fantastiske maskiner. Behøver jeg at sige mere?

Derudover er der et par historier, som kører på Højbens held; en historie om, hvordan Anders skal kringle at undgå et dobbelt avisinterview med ham og Stålanden; samt en Onkel Joakim-skattejagt med indlagt spøgelse.

Og så selvfølgelig: Ingen jumbobog uden en Mickey-historie. Denne gang er Sorte Slyngel på spil sammen med en sød lille delfin. Joaquin er en fin delfintegner, og McGreals har skrevet et fermt plot. Men det er nu lidt synd, at den gode Sorte Slyngel, der plejede at pønse på at tage verdensherredømmet, nu må tage til takke med at bortføre prinsesser fra små kongeriger med blomsternavne.

Share on Facebook

I titelhistorien “Den forsvundne guldmine” gør Ferioli en af sine alt for sjældne optrædener i jumbosammenhæng. Jeg synes, at han – måske overgået af Marco Rota – er den bedste bedste tegner, som Egmont p.t. har i sin stald, og heller ikke denne gang skuffer han. Det er blot ærgerligt, at forfatterne nu om dage skal gøre Mickey Mouse så ungdommelig, at han minder om en Anders And-klon. Det er helt fint at støve hans pæne detektivimage af, men når han bruger det meste af tiden på at mundhugges, skændes og gøre grin med Anders, så ligger det for langt for den Mickey, som jeg kender.

“Tritonhvirvlen” er endnu en skattejagtshistorie af den kaliber, som kun Rodolfo Cimino mestrer at skrive. På en eller anden måde formår han altid at hive endnu et skørt plot ud af ærmet. I dette tilfælde handler det om at bygge en kæmpemæssig model af det caribiske hav.

For fans af italienske årgangshistorier rummer bogen “Helten fra Andstrup” af Osvaldo Pavese og Romano Scarpa. Det er en herlig slapstick fra den amerikanske borgerkrig, hvor øretæverne, haglgeværerne og eksplosionerne sidder løst. Mere af den slags, tak.

Derudover rummer bogen en Mickey-mysterie-historie, der giver myrekryb, 2 små Stålandsepisoder, samt en maskinerne-tager-magten-historie og en forvekslingskomedie. De to sidste er set i bedre udgaver i andre sammenhænge.

Alt i alt føler man sig godt underholdt.

Share on Facebook

På samme måde med denne jumbobog: Der er 10 udmærkede historier, men jeg savner de(n) historie(r), der ville gøre bogen til noget særligt og få mig til at tage den jævnligt ned fra boghylden.

Når f.eks. den store Massimo de Vita skal illustrere en Mickey-historie, hvorfor så give ham et så uopfindsomt manuskript som i “Gådefuld fjernstyring”?

Eller tag Hexia-serien “Den magiske port”, som lægger lovende ud og bygger op til en konfrontation mellem Hexia og Joakim – hvorefter den løber ud i sandet og stopper på side 22.

Eller Bjørnebande-episoden “Vagtkatten”, hvor tre granvoksne mænd ikke tør tage en pose diamanter fra Fætter Vims’ kat: Hvis vi ser bort fra, at Vims aldrig har holdt kat, og at katten hedder Tommy (jeg troede, det var Anders’ kat, og at den var allergisk over for Vims), hvor realistisk er sådan et plot??

Bogens mest vellykkede indslag er efter min mening “Drilsk dobbeltspil”, hvor Stålanden/Anders driver gæk med Bjørnebanditterne, og “Blomsterkunstneren”, hvor Anders spiller ekspertrollen, uden at det går galt til sidst (den and fortjener en smule medgang).

Til sidst en note om Bancells (Toni), som har tegnet Anders And-historien “En ny chance”: Hans tegninger er blevet bedre gennem årene. I begyndelsen lavede han en temmelig stillestående Mickey Mouse, men efterhånden er der kommet noget elastisk Flip & Flop-agtigt over hans ænder. Godt gået.

Share on Facebook

Titelhistorien – et lyslevende mareridt fra den mørke middelalder – er tegnet af Massimo Fecchi, hvis tegninger altid er en nydelse af betragte. Kontrasten til kollegaen Miguel, som har tegnet bogens næste historie “Gammel Guld” [mangler der ikke et -t på tillægsordet?], er enorm. Når man ser, hvordan Fecchi tryller med blyanterne og får personerne til at virke lette og levende, kommer Miguels personer – med deres store hænder og næser – til at fremstå kantede og stillestående. Bevares, Miguel er bestemt ingen dårlig tegner (med hans tunge stil kunne man fristes til at kalde ham Disney-tegnernes svar på Beethoven), men Fecchi kan tegne ham sønder og sammen til hver en tid.

Til alle Stålandefans bringer bogen godt nyt i form af “Mørkets Gerninger”. Det er ikke en af de nymodens futuristiske Stålandehistorier. Faktisk opfører Stålanden sig ikke uligt den hedengangne Darkwing Duck-figur, og skurken T. Wark har også en fysisk lighed med en af forbryderne fra denne TV-serie. Ved historiens slutning er T. Wark fanget i en parallel dimension, men parallelle dimensioner plejer at have flere udgange, så mon ikke der følger en revanchekamp mellem ham og Stålanden? Man har da lov at håbe, for det er en meget skæg historie.

Makkerparret Cimino og Cavazzano har atter slået til, denne gang med opuset “En brydsom affære”. Det er et traditionelt Cimino-plot, som er fyldt med underlig magi, trylleformularer og finurlige vismænd, der bor langt fra alfar vej. Cimino har lavet den slags historier i 40 år, men de bliver ved med at være gode. Der er blot ærgerligt, at han ikke skrev “En brydsom affære” i 1970erne, så Cavazzano kunne have illustreret i den flotte Scarpa-inspirerede stil, som han praktiserede dengang.

Bogen indeholder 5 andre historier. Her skal blot nævnes “Jagten på Ku-Kuk Diamanten”, som er tegnet af Bancells. Bancells har udviklet sin stil siden dengang, da han blot kaldte sig Toni og lavede Paul Murry-kopier til ugebladene. Han har fået et godt resultat ud af denne historie, som ellers bevæger sig med 180 km i timen det meste af tiden. Selv den store glubske krokodille får han tegnet sympatisk.

Share on Facebook

Herefter følger Mickey Mouse-historien “Dobbeltspil”, skrevet af hvad jeg drister mig til at kalde den p.t. mest spændende italienske forfatter: Andrea Castellan, alias Casty. Han skuffer bestemt heller ikke denne gang, og når tegningerne er af Massimo de Vita, hvad kan man så forlange mere? Nej, jeg siger ikke mere – I må selv læse historien.

Minsandten om ikke redaktørerne har gravet dybt i bunkerne og fundet en Marco Rota-historie fra 1974. Plottet er lidt hulter-til-bulter, men man lukker gerne øjnene for det, når Rota tegner. Mere af den slags gamle spændende ting, tak! (Gerne noget Bottaro fra 1960erne – f.eks. den første historie med Professor Rivegal.)

Derefter følger der lidt fyldstof, indtil vi kommer til bogens virkelig store overraskelse: Robinson Crusoe-parafrasen “Strandet” skrevet og tegnet af Rune Meikle. Meikle har tidligere skrevet nogle gruopvækkende gysere til Jumbobøgerne og Mickey Mysterier, men manden kan så sandelig også tegne. Efter hvad jeg har fået oplyst, har han tidligere huseret i det svenske Bamse-blad, og det må have været god træning. Til fans af Meikles tidligere produktion kan jeg oplyse, at hans hang til gamle skeletter kommer også til udfoldelse i “Strandet”. Men derudover optræder også andre, mere tiltrækkende medvirkende.

Share on Facebook

Historierne er skrevet af tre gamle kendinge (Guido Martina og brødrene Barosso) og tegnet af 4 veteraner (Scarpa, Bordini, Scala og Perego). Det er alt sammen meget solidt og traditionelt gjort.

Men bogen gemmer dog èn overraskelse i ærmet: Historien “Arvelig belastning” er rent faktisk skrevet af Freddy Milton og er en forlænget udgave af historien “Muddy Fine Business”, som han på samme tid lavede sammen med Daan Jippes og Ben Verhagen til hollandsk Donald Duck.

Så denne jumbobog rummer godbidder for både Milton-komplettister og fans af go’ gammeldaws italiensk donaldisme.

Share on Facebook

Herligt!

Desuden ser det ud til, at Egmont næsten har fået styr på den tekniske produktion. Bortset fra side 1, 4 og 185, der er noget grumsede, står farverne klart og pænt i resten af bogen.

Share on Facebook

I bogens to første historier får Stålanden konkurrence af superheltinden Supersine (= Andersine i forklædning). Historierne blev til i kvindekampens årti, og man bliver helt nostalgisk, når Andersine bruger gode gamle gloser som “søstersolidaritet”, “and-chauvinist” og “kvindernes frihedskæmper”. Men når man ser bort fra, at den kønspolitiske debat har ændet toneleje siden dengang, er der tale om herlig underholdning.

Det samme gælder bogens to sidste historier, der dog er mere traditionelle. Her kæmper Anders/Stålanden mod Onkel Joakim og Fætter Højben, som på tarveligste vis vil sætte ham på gaden.

Share on Facebook

Jeg har tidligere beklaget, at trykkekvaliteten i denne serie af genudgivne jumbobøger ikke altid er ordentlig, og i dette nummer er den gal igen. På side 4, 5, 9 og 149 er farverne grumsede og mørke. Måske er det et tilfælde, men det er alle sider, hvor der begynder en ny historie, og det samme har været problemet i nogle tidligere numre. Kunne man ikke gøre noget ved det i kommende bøger?

Share on Facebook