Hvad er DDF(R)appet?
Et fremragende medlemsblad for medlemmer af Dansk Donaldist-Forening. Det udkommer en til to gange om året og indeholder artikler, tegninger, reportager og sladder om medlemmerne.
Hvor kan bladet købes?
Bladet kan ikke købes i løssalg, men udsendes til gengæld gratis til alle medlemmer af foreningen. Gamle numre kan bestilles hos kassereren.
Hvor får I pengene fra?
Hvert nummer af (R)appet udkommer udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Foreningen betaler udgifter til papir, tryk og porto. En gang imellem kan bladet indeholde annoncer, som hjælper med til at finansiere udgivelsen.
Hvem kan være med til at lave bladet?
Alle, både medlemmer og ikke-medlemmer kan bidrage. Ønsker du at skrive en artikel eller tegne en tegning til bladet, skal du kontakte redaktøren (vi lover at han/hun ikke bider). Her kan du også få råd og vejledning hvis du er i tvivl om noget.
De fleste bidrag kan bruges, hvis de holder sig til emnet i en rimelig grad og er tilstrækkeligt gennemarbejdede.
Hvilke formater skal jeg aflevere min artikel i? Hvordan sætter jeg sådan en side op så den ser rigtig ud?
Du skal bare sende din tekst som .txt-fil eller i et almindeligt forekommende tekstbehandlingsformat
Indsæt ikke billeder i dit dokument men send dem separat. Alle billedformater modtages. Angiv gerne i teksten hvor dine billeder skal indsættes. Hvis du ikke medsender billedtekster finder den der laver bladets layout selv på nogen (så er du advaret).
Jeg har fundet nogle billeder på internettet som passer til min artikel, er det ikke smart?
Næ. De kan muligvis ikke bruges til noget. Opløsningen er ofte alt for ringe, og der kan være tvivl om hvem der har rettighederne til f.eks. et foto. Brug lidt tid på at søge efter ordentlige illustrationer eller tag for eksempel selv et foto hvis det er muligt. I nogle tilfælde, f.eks. når det drejer sig om gamle fotografier, kan det være nødvendigt at anvende illustrationer af en dårlig teknisk kvalitet, og i så fald får vi det bedste ud af det du sender med. Men gør en indsats med dine billeder hvis det er muligt; det øger læseværdigheden af din artikel.
Når det nu bare er sådan et fjollet hobbyblad, så kan jeg vel godt lige sende mit bidrag et par uger efter deadline?
Inden du siger mere, så tænk på hvor ordet “dead” i deadline kommer fra.
Hvordan bliver man redaktør?
Redaktøren af medlemsbladet er på valg hvert andet år. Ønsker du at stille op til posten skal du meddele dette til sekretæren eller kassereren i god tid inden den pågældende generalforsamling.
Jamen, hvordan bliver man så medlem af redaktionen?
Man spørger f.eks. redaktøren om man kan hjælpe med noget.
Hvordan spørger man redaktøren?
Find vedkommende på denne side