Praktiske tips til at vurdere tegneserier: herunder ses fem blade i forskellig stand som er opdelt i meget pænt, pænt, middel, slidt og meget slidt. Betegnelserne kan sammen med billederne bruges til at vurdere hvilken stand ens blade er i, f.eks. i en situation hvor man vil sælge gamle blade. Udover de nævnte faktorer, så falder prisen for enhver fejl udover selve slidtagen, som man finder på et blad. Det kan være folder i omslag og sider, påskrift og tegnerier, krøl og fugtskader, rustne hæfteklammer, kraftigt gulnede sider, afrevne og revnede sider og beskæring efter tidligere indbinding.
Meget pænt
Et meget pænt blad er et blad hvor der ved første øjekast ikke ses nogen fejl. Først ved nærmere eftersyn kan små bitte ting ses, så som let slid ved hjørner, minimalt slid (manglende farve) ved ryg, ingen rust ved hæfteklammer. Meget pæne blade fra 1950erne er der ikke mange af. De er derfor i høj kurs.
Pænt
Et pænt blad kan sagtens have let synligt slid. Det kan være små buk i papiret (ikke folder), let rundede hjørner pga slid, og de kan være en anelse nusset eller have små pletter på omslaget. Men ingen revner eller andre skader, som påskrift eller afriv. Pæne blade er der også forholdsvis langt imellem og de kan derfor indbringe rigtigt gode priser.
Middel
Et blad i middelstand har synlig slidtage. Farven i ryggen er helt eller delvist slidt væk. Små folder af omslaget kan forekomme, samt lidt pletter eller misfarvning. Kun ganske små revner må forekomme. En anelse rust ved hæfteklammer. Blade i middelstand hvor normal slidtage ses er stadig eftertragtede af samlere, og handles til gode priser.
Slidt
Et slidt blad har kraftigt slidt ryg. Der kan forekomme revner både i ryggen og andre steder på omslaget. Hæftet er meget nusset. Flere større folder forekommer. Hæfteklammerne kan være rustne. Bladet virker i det hele taget ‘løst’ i det. Slidte blade fra 1950erne der bærer præg af at være læst mange gange, ses ofte og har derfor ikke så høj en værdi.
Meget slidt
Et meget slidt hæfte har ikke den store interesse i samlerkredse, bortset fra årgang 1949. Bladet har flere gennemgående revner. Farven på omslaget kan være slidt væk nogle steder. Ryg og forside kan være adskilt. Meget slidte blade der bærer kraftigt præg af at tidens tand har taget en bid her og der, har kun en ringe handelsværdi.
Tekst af Jan Wenneberg (medl. 120).