Vedtægter

VEDTÆGTER FOR DANSK DONALDIST-FORENING

§1 NAVN

Stk. 1. Foreningens navn er ”Dansk Donaldist-Forening” forkortet ”DDF(R)”, hvor R repræsenterer foreningens medlemsblad Rappet. Det internationale navn er: ”Danish Donaldist Society”.

§2 FORMÅL

Stk. 1. Foreningen er en dansk forening med formålet at udbrede donaldismen og skabe et samlingssted for danske donaldister.

§3 MEDLEMSBETINGELSER

Stk. 1. Alle kan blive medlem af Dansk Donaldist-Forening. Der kræves ingen accept af forælder eller værge.
Stk. 2. Indmeldelse sker ved henvendelse herom og betaling af det årlige kontingent, hvorefter man
tildeles et medlemsnummer. Medlemskabet følger kalenderåret.
Stk. 3. Et medlem kan til enhver tid udmeldes ved henvendelse til kassereren herom. Allerede indbetalt
kontingent refunderes ikke. Hvis det årlige kontingent ikke bliver betalt, vil medlemskabet ophøre det
tidspunkt kontingentet ikke længere dækker.
Stk. 4. Medlemsnummeret er personligt i den forstand, at hvis et medlem melder sig ud af Dansk
Donaldist-Forening vil medlemsnummeret ikke blive tildelt et nyt medlem.
Stk. 5. En enig bestyrelse kan vælge at ekskludere et medlem. Eksklusionen vil være permanent. Det
ekskluderede medlem vil have ret til at få rejst sin sag på den førstkommende generalforsamling, hvor
generalforsamlingen ved et simpelt flertal kan fastholde eller afvise eksklusionen.
Stk. 6. Æresmedlemmer vælges ved flertal på generalforsamlingen. Indstillingen skal forinden være bakket op af et flertal af bestyrelsen. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent.

Stk. 7. Foreningen kan indgå aftale om udveksling af medlemsblade med andre foreninger i både ind- og udland, hvis det er donaldistisk relevant. Foreningen tildeles så et medlemsnummer, men der medfølger ikke kontingentforpligtigelse eller medlemsfordele.

§4 GENERALFORSAMLING

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, senest d. 30. april. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling mindst tre uger i forvejen med angivelse af dagsorden gennem et nyhedsbrev eller foreningens medlemsblad.
Stk. 3. Kun medlemmer, der forinden generalforsamlingen har betalt kontingent, kan deltage i og
stemme til generalforsamlingen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen på den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af ordstyrer
2. Valg af referent
3. Kontrol af de tilstedeværendes stemmeberettigelse
4. Godkendelse af indkaldelse til generalforsamling
5. Godkendelse af dagsordenen
6. Godkendelse af referat fra sidste generalforsamling
7. Formandens beretning
8. Kassererens beretning og fremlæggelse af regnskab
9. Behandling af indkomne forslag
10. Godkendelse af budget
11. Fastsættelse af næste års kontingent
12. Valg af bestyrelsesmedlemmer, hvis poster er på valg
13. Valg af to interne revisorer
14. Eventuelt
Stk. 5. Forslag, herunder forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen,
skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Generalforsamlingen træffer beslutninger med simpelt flertal ved håndsoprækning, dog skal
vedtægtsændringer vedtages med 2/3 flertal. Skriftlig afstemning anvendes dog, hvis det begæres af
blot en deltager. Ved personvalg, hvor der opstiller mere end én kandidat til en post, foretages der altid
skriftlig afstemning. Ved stemmelighed opføres der omvalg mellem kandidater eller forslag. Ved
yderligere stemmelighed sker afgørelse ved lodtrækning. Ved skriftlig afstemning agerer ordstyreren
stemmeoptæller.

§5 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når
mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftligt begrundet anmodning om det over for formanden. I
sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er
kommet til formandens kendskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er to uger.

§6 BESTYRELSEN

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udføres af bestyrelsen, der består af fem personer, der besætter
følgende poster:
Stk. 1a. Formanden, som er ansvarlig for at lede bestyrelsen, indkalde til møder og være foreningens
ansigt udadtil.
Stk. 1b. Næstformanden, som er ansvarlig for hjemmesiden, herunder opdatering af vedtægterne, og
suppleant for formanden.
Stk. 1c. Kassereren, som er ansvarlig for ind- og udmeldelse, den daglige økonomi, regnskab og
auktionerne ved møderne.
Stk. 1d. Sekretæren, som er ansvarlig pressekontakt, mødereferater og nyhedsbreve.
Stk. 1e. Redaktøren, som er ansvarlig for produktion og udsendelse af medlemsbladet Rappet.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Bestyrelsesposterne besættes for en toårig periode gennem valg på generalforsamlingen. I lige år
er formands- og redaktørposten på valg, i ulige år er næstformands-, kasserer- og sekretærposten på
valg.
Stk. 4. Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt flertal.
Stk. 5. Bestyrelsesmedlemmerne kan rokere deres poster internt i løbet af året. Et bestyrelsesmedlem
kan dog højst sidde 3 år i bestyrelsen uden at komme på valg.
Stk. 6. Kun personer, der er medlemmer af Dansk Donaldist-Forening, er danske statsborgere og har
fast bopæl i Danmark, kan vælges til bestyrelsen og som revisorer. Derudover skal kassereren og
revisorerne være myndige. Bestyrelsesarbejdet er ulønnet.
Stk. 7. Hvis et bestyrelsesmedlem forsømmer sit arbejde eller udviser uacceptabel opførsel, kan den
øvrige bestyrelse ved enstemmighed øjeblikkeligt ekskludere vedkommende fra bestyrelsen. Senest 4
uger efter eksklusionen skal der afholdes ekstraordinær generalforsamling, hvor der vælges et nyt
bestyrelsesmedlem.

§7 ØKONOMI

Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsliste.
Stk. 4. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte interne revisorer.
Stk. 5. Dansk Donaldist-Forening er en non-profit-organisation. Et eventuelt overskud skal indgå i
foreningens videre drift og anvendes i overensstemmelse med foreningens formål.
Stk. 6. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere
bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 7. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der
påhviler foreningen.

§ 8 VEDTÆGTSÆNDRINGER

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor punkt om
vedtægtsændringer fremgår af dagsordenen. Det tilstræbes at ændringsforslag udsendes inden
afholdelse af generalforsamlingen.
Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 9 OPLØSNING

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 3/4 flertal på en generalforsamling, hvor dette
forinden er stillet som forslag og derved fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Ved opløsning har medlemmerne førsteret til køb af foreningens anlægsaktiver ved en auktion,
der varsles mindst to uger i forvejen. Økonomisk overskud fra auktionen og indeværende på
foreningens bankkonti gives til et donaldistisk relevant formål, der besluttes på en generalforsamling
ved simpelt flertal, hvor der ekstraordinært kan stilles forslag på dagen.
Stk. 3. Opløsning af foreningen skal være tilendebragt senest 6 måneder efter beslutningen om
opløsning er vedtaget.

§ 10 DATERING

Stk. 1. Dansk Donaldist-Forening er stiftet d. 29.-30. december 2001. Vedtægterne er senest ændret på
den ordinære generalforsamling d. 18. marts 2017.