Det første Anders And-blad fra 1949

Forbavsende mange mennesker ringer og skriver og spørger om det kan passe at de har fundet det allerførste Anders And-blad fra 1949, og om det ikke er mange penge værd. Desværre er det ofte et genoptryk, folk finder. På denne side kan du derfor se DDF(R)s store guide til Anders And & Co. 1/1949 i de forskellige versioner der findes.

Det første genoptryk af nr. 1 fra 1949 kom i 1979, og der var mange reklamer for det i ugebladet.
Det næste genoptryk kom i 1984 som tillæg til Anders And & Co. nr. 24, i forbindelse med Anders Ands 50 års fødselsdag.
Tredje og seneste optryk kom også som tillæg til Anders And & Co. i 1999 nr. 9, denne gang for at fejre bladets 50 års jubilæum i Danmark.
Der blev genoptrykt frem til og med nr. 4 fra 1951 i den første serie, og Gutenberghus må have haft et stort restlager, for i 1982 blev de første 10 hæfter indbundet i et meget begrænset og nummereret oplag på kun 800 stk. De 12 hæfter fra 1950 fik samme behandling, men her blev oplaget øget med 130 stk til ialt 930.
Det seneste genoptryk er stort set identisk med det optryk der findes i den komplette årgang. Serien startede samme år (1999) og fortsatte frem til 2010.

På billedet herunder kan man sammenligne det originale blad (til venstre) med genoptrykket fra 1999.

-

Kend forskel på de forskellige udgaver

Når man lige ved det, er det let at se at de nedenfor viste hæfter ikke er den ægte vare:

1. genoptryk giver sig selv, da forsiden er præget af en bred orange ramme.

2. genoptryk fra 1984 kan på flere meters afstand kendes ved at være trykt på blankt papir, hvilket giver et tydeligt genskin. Der foruden står der bagpå bladet med rødt at der er tale om en kopi som fulgte med nr. 24 fra 1984.

3. genoptryk fra 1999 har en bedre papirkvalitet, idet der er forsøgt at ramme noget der minder om den originale matte overflade. Der er nederst på forsiden gjort opmærksom på at dette er et særtryk der fulgte med nr 9 fra 1999. Den oprindelige pris på 75 øre er endvidere svagt streget over.

På billedet herover kan man ane forskellen på papirkvaliteten på henholdsvis det 2. og det 3. genoptryk på genskæret fra blitzen.

Alle genoptrykkene er ca 1 cm kortere på hver led. Det er svært at vurdere hvis ikke man lige står med begge hæfter, men ellers kan man måske finde et andet hæfte fra 1949-1956 i nærheden man kan støtte sig til, da de har det samme større format, undtagen nr. 26, da dette er det første hæfte i det mindre format.

Tekst og foto af Jan Wenneberg (medl. 120)