Man kan dyrke donaldismen på mange forskellige måder: Nogen vil gerne have en komplet samling Anders And & Co., mens andre bare vil have de blade, hvor deres yndlingstegnere er med. Nogen holder sig til tegneserier, mens andre samler på alle typer Disneyprodukter. Nogen vil kun have mint-eksemplarer, mens andre er tilfredse med blot at eje et. Nogen vil læse de amerikanske originaler, mens andre vil have Sonja Rindoms gammelkendte oversættelser. Og så videre. Denne form for donaldistisk diversitet har jeg altid opfattet som et ekstra plus, for man bliver klogere af at være i selskab med folk, der ikke mener, véd og samler på nøjagtigt det samme som én selv.
Til gengæld har det også fået mig til at tænke over et spørgsmål, nemlig: Hvad er en donaldist (og donaldisme) egentlig? For da man åbenbart kan være det på mange måder, hvad er så den fællesnævner, der karakteriserer donaldister, og hvad/hvem falder uden for? Går der f.eks. en entydig grænse for, hvornår en person går fra at være ”almindelig” Anders And-læser til at blive ”rigtig” donaldist? Skal man bruge en vis del af sin tid og/eller indkomst på sin interesse? Og hvad med det omstridte begreb ”vulgærdonaldist”? Hvad er en donaldist? Hvis man tyr til definitionen på DDF(R)’s hjemmeside, bliver man ikke meget klogere: En donaldist er en person, som er interesseret i Andeby-universet og dets historier, figurer, tegnere og forfattere på et højt niveau. For hvad er i grunden et højt niveau, og hvem skal afgøre det? Og lægger formuleringen ikke op til, at rigtige donaldister interesserer sig for tegneserier? Så hvad med dem, der mest samler på puslespil og Pez-figurer, og ikke går meget op i, hvem Vicar er? Derfor er jeg gået i tænkeboks og har udtænkt min egen definition: En donaldist er en person, som ansporet af en ikke-professionel interesse beskæftiger sig med produkter, der er produceret af Disneykoncernen eller dennes licenstagere. Indrømmet: Dette er en meget bred definition. Produkter kan i denne sammenhæng være både tegneserier, bøger, film, computerspil, legetøj, tøj og meget mere, bare de bygger på nogle af Disneys figurer. Det udflydende udsagnsord ”beskæftiger sig med” omfatter en lang række aktiviteter, lige fra at forbruge produkterne (læse serier, se film, spille spil osv.) til at samle på dem eller forske i dem.
En vigtig pointe er efter min mening, at der skal være tale om en ikke-professionel interesse, dvs. det må ikke udelukkende være af arbejdsmæssige grunde, at man beskæftiger sig med Disney. Dette udelukker ikke, at f.eks. boghandlere, antikvarister, redaktører og forfattere kan være donaldister. For ganske vist tjener de penge på skidtet, men jeg har mødt flere repræsentanter for de nævnte erhvervsgrupper, der rent faktisk
også interesserer sig for Disney, og det er ikke kun, fordi det giver dem smør på brødet, men fordi det er sjovt! Endelig har jeg undgået kvalitative betragtninger om, hvor meget man skal vide om/interessere sig for emnet. I princippet mener jeg, at ethvert 6-års barn, der læser sit Anders And-blad hver torsdag eller går med sin elskede Peter Plys-trøje, er berettiget til at kalde sig donaldist, selv om man næppe vil kalde dette ”et højt niveau”. I stedet for at trække en streg mellem donaldister og ikke-donaldister vil jeg hellere skelne mellem større og mindre donaldister. Nogle donaldister er mere ivrige og vidende og har en større samling end andre, men sådan er det jo inden for alle hobbyer. Da jeg 8 år gammel begyndte at samle på frimærker, var min samling meget lille, og jeg vidste intet om kataloger, vandmærker, papirtyper osv., og jeg havde også gang i andre projekter (bl.a. spille guitar og samle glaskugler). Men jeg var nok blevet ked af det, hvis nogen havde sagt til mig, at jeg var for begynderagtig til at kalde mig frimærkesamler. Det afgørende var, at jeg rent faktisk interesserede mig for frimærker, og det bør være det samme kriterium, der kvalificerer én til at kalde sig donaldist.
Hvad er donaldisme?
Efter denne lille udredning vil jeg kaste mig over det næste problem: Hvad er donaldisme? Her bliver tingene mere komplicerede, for jeg mener, at ordet bliver brugt på tre forskellige måder til at betegne flere forskellige fænomener (eller måske endnu flere, som jeg har overset). Derfor kan det også defineres på flere måder.
En ideologi?
For det første bruges begrebet donaldisme som en slags ideologi: Donaldisme er en bevægelse, hvis tilhængere ansporet af en ikke-professionel interesse beskæftiger sig med produkter, der er produceret af Disney-koncernen eller dennes licenstagere. Det er denne forståelse af ordet, som ligger til grund, når der i DDF(R)’s vedtægter står: Foreningen er en dansk forening, med det formål at udbrede donaldismen. Her bruges ordet til at betegne et tankesæt eller
interessefællesskab på samme måde som f.eks. filatelisme, cyklisme eller anarkosyndikalisme. Helt konkret sættes begrebet gerne i bestemt form ental, når det bruges i denne betydning: Donaldismen.
En stilretning?
For det andet bruges begrebet donaldisme til at klassificere nogle af de produkter, som donaldisterne samler på: Donaldisme betegner forskellige stilretninger, der i tidens løb har karakteriseret de produkter, der er produceret af Disney-koncernen eller dennes licenstagere. Her tænkes især på de ”ismer”, som man har brugt til at beskrive tegneserier fra forskellige perioder, f.eks. urdonaldisme, klassisk donaldisme osv. I denne sammenhæng er donaldisme altså ikke en samlet størrelse, men kan opdeles i forskellige undertyper. Det er nok nordmanden Jon Gisle, der kan tilskrives æren for at have indført denne beskrivelsesform, og siden har
andre videreført hans tankegang ved at navngive andre ”ismer” til at beskrive nutidens tegneserier. Denne praksis med at opdele tingene i historiske stilretninger svarer til, hvad man kan møde inden for kunsthistorien generelt (naturalisme, impressionisme, ekspressionisme og så videre.).
For det tredje bruges begrebet donaldisme til at klassificere
den ”følgelitteratur”, der handler om Disney uden selv at stamme fra Disney selv: Donaldisme betegner den sekundærlitteratur, der i form af analyser, beskrivelser o.lign. beskæftiger sig med produkter, der er produceret af Disney-koncernen eller dennes licenstagere. Denne definition minder om den foregående, men i stedet for at opdele Disney-tegneserierne i ”ismer”, drejer det sig her om at opdele de forskellige former for Disney-litteratur, der er skrevet af personer uden tilknytning til Disney. Jeg kan selv få øje på følgende kategorier:
A) Litterær donaldisme
Udøverne af denne form for donaldisme betragter Disney-tegneserier (og -film) som litterære værker, der kan analyseres på samme måde som romaner eller noveller. Ofte analyserer man dog ikke enkelthistorier og -skabere men vælger at opfatte serierne i helhed som repræsentant for en genre. Et eksempel på analyser af en enkelt skabers produktion er dog Steffen Kronborgs bøger med Carl Barks-”andalyser”.
B) Socio-politisk donaldisme
Udøverne af denne retning har også en analytisk tilgang, men i stedet for at betragte Disney-universet med litteraturhistoriske briller interesserer de sig for, i hvilket omfang Disney afspejler den omgivende politiske eller sociale samfundsstruktur. Et eksempel er Dorfmann og Mattelarts kritik af de konservative værdier, som de mente at finde i chilenske Disney-blade.
C) Skabelsesorienteret donaldisme
Mens de to foregående udelukkende ser på det færdige produkt, er udøverne af denne retning interesseret i, hvordan produkterne er blevet til. Typisk handler det om at fremdrage fakta om tegnere og forfattere, evt. i form af interviews. Tilgangen er ofte mere beskrivende (og mindre kritisk) end ved de to foregående retninger. Som eksempel kan nævnes de artikler, som jeg selv har skrevet om diverse tegnere i Rappet.
D) Samlerorienteret donaldisme
Udøverne forsøger her at systematisere og skabe overblik over de Disney-produkter, der i tidens løb er produceret, til glæde for samlere. Typiske eksempler er indekser og prisguider.
E) Akademisk donaldisme
Denne retning kan opfattes som en parodi på den litterære og den socio-politiske donaldisme. Lige som dem bruger den begreber og formuleringer fra de humanistiske og naturvidenskabelige fag, men anvender dem til
at analysere Disney-universet, som om det eksisterede i virkeligheden. (Man kan sammenligne med dem, der morer sig med at opstille nørdede kalkuler over, at hvor hurtigt julemandens kane skal flyve 24/12, og hvordan rensdyrene undgår at blive stegt af luftmodstanden.) Den akademiske donaldisme er især populær blandt tyske donaldister, som bl.a. har lavet lange udredninger om, hvordan Andebys indbyggere undgår at ældes.
Hvis man skal sige noget overordnet om, hvem der dyrker disse forskellige former for donaldisme, så er den litterære donaldisme for dansklærere; den sociopolitiske donaldisme for marxister; den skabelsesorienterede donaldisme for nørder; den samlerorienterede donaldisme for rige nørder; og den akademiske donaldisme for folk, der har et horn i siden på deres gamle dansklærer. Det er i denne sammenhæng interessant, at man faktisk slet ikke behøver at være donaldist for at udøve den litterære og den socio-politiske donaldisme. Jeg tror således ikke, at Dorfmann og Mattelart var særlig forelskede i Disney-serier. Når de læste dem, var det sandsynligvis udelukkende for at kunne dissekere dem og afsløre deres reaktionære tendenser. Derimod er det temmelig sikkert, at det er donaldister i højeste potens, der beskæftiger som med den skabelses- og
samlerorienterede donaldisme.
Vulgærdonaldisme
Til sidst har vi begreberne vulgærdonaldist og vulgærdonaldisme, som jeg hidtil behændigt har undladt at komme ind på. Det er ellers to af de værste skældsord, en donaldist kan tage i sin mund, og derfor værd at kigge nærmere på. Desværre er de også svære at afgrænse præcist. Jeg har i tidens løb hørt forstavelsen ”vulgær-” blive brugt om så forskellige ting som at skrive navn i sine blade, ikke kunne lide Rosa-historier, eller at sælge blade til høje priser. Fælles for disse situationer er, at én donaldist har ment, at en anden donaldist har handlet forkert, underforstået ved at ødelægge bladene, have dårlig smag eller tjene for meget på ”kollegaernes” interesse. Men dette må bygge på rent subjektive betragtninger om, hvad god opførsel er blandt donaldister, for der findes mig bekendt ingen officiel ”code of conduct” for donaldister. I de tre nævnte eksempler ville andre således måske opfatte det som acceptabel donaldistisk opførsel: At nogen skriver navn i deres blade kan skyldes, at de ikke vil have, at deres søskende hugger dem. At nogen ikke kan lide Don Rosa, er også et legitimt valg – smag og behag er jo forskellig. Og at nogen sælger blade med en høj fortjeneste, er vel også køberens skyld – han kunne have slået koldt vand i blodet og afventet et bedre tilbud. Hvis man alligevel mener, at det har sin berettigelse at tale om vulgærdonaldister, kan man vælge at definere begrebet på følgende måde: En vulgærdonaldist er en donaldist, som beskæftiger sig med Disneyprodukter på en måde, som ikke er forenelig med, hvad der opfattes som god handlemåde blandt donaldister. I forlængelse heraf kan vulgærdonaldisme defineres sådan: Vulgærdonaldisme er en måde at beskæftige sig med Disney-produkter på, som ikke er forenelig med, hvad der opfattes som god handlemåde blandt donaldister. Jeg mener dog, at det er vigtigt at holde fast i, at det kun er donaldister, som kan lide den tort at blive udnævnt til vulgærdonaldister. Vi donaldister har nemlig tendens til at tro, at omgivelserne har den samme veneration for Disney-produkter som de selv. Derfor regner vi også med en bestemt form for adfærd fra omgivelsernes side, men desværre bliver vi nogle gange skuffede. F.eks. kan mødre godt finde på at skrive navn i børnenes Anders And-blade (lige som de gør med deres tøj). Men de stakkels mødre er netop ikke donaldister, og derfor kan man efter min mening heller ikke betegne deres opførsel som vulgærdonaldisme.
Afrunding
Så mange var ordene. Jeg ved ikke, om de har gjort mig klogere, men én ting ved jeg: Jeg glæder mig til at møde et bredt udsnit af danske donaldister ved fremtidige DDF(R)-træf, og jeg ser frem til at læse artikler, der repræsenterer alle slags donaldisme, i kommende udgaver af mit medlemsblad.
Tekst af Niels Houlberg Hansen (medl. 50), 2012