Mathias Andersen (medl. 161) stiller spørgsmål til Anders Christian Sivebæk (medl. 2) og Søren Haagerup (medl. 1).
Hvordan begyndte i hver især at samle på Disney-tegneserier?
AC: Jeg begyndte for alvor at samle, da jeg i 1990 (Uge 4!) begyndte at købe Anders And & Co. hver uge. – butikken, som lå på vej hjem fra skole begyndte at sælge bladet på det tidspunkt. Før den tid havde jeg, særligt i 1986-1987, fået bladet ret ofte, og jeg er overbevist om, at anden lærte mig at læse i de år. Siden er samlingen så bare vokset støt.
SH: Min storebror og jeg fik vores første Anders And-blad i 1993, og vi begyndte at samle nogenlunde fast fra 1995 – efter nogle år blev jeg mere og mere interesseret. I 1999 startede min bror og jeg en hjemmeside, Anders And Klubben, som egentlig mere var en almindelig hjemmeside end en klub. På det tidspunkt havde jeg mere eller mindre kompletteret min Jumbobogssamling og efterfølgende fulgte mange andre udgivelser.
Hvad er jeres yndlings Disney-historie og hvorfor?
AC: Min yndlingshistorie, vil jeg sige, er ”Den Gyldne Hjelm” af Carl Barks. Ikke så meget på grund af historien – som jo er genialt god og godt tegnet – men egentlig mere fordi det tog så lang tid for mig at finde den. Fra jeg første gang læste et en-sides resumé i det klistermærkehæfte, som fulgte med nr. 23 fra 1994, over det tidspunkt hvor jeg fandt en sort/hvid-kopi i en historiebog om vikinger, til jeg endelig, ved hjælp af en antikvar i Silkeborg, fik skaffet klassikerversionen af serien (fra 1978 – en af dem i ”festligt papomslag”!). Den kostede en 20’er. På det tidspunkt var det den nyeste udgivelse af serien, men siden da er den jo både kommet i guldbogen, Carl Barks’ Bedste og måske endda i CBSV og en af sommerudvidelserne af Anders And & Co. – alt afhængigt af hvornår dette interview bliver udgivet.
SH: Det må jo nok i hvert fald være en Barks-historie. ”De firkantede æg fra Peru” er et godt bud – ikke fordi der ikke også findes mange andre gode. Det unikke ved Anders And-tegneserier er jo netop den store diversitet, der altid giver én noget nyt ar kaste sig over.
Hvad er ”perlen” i jeres samlinger?
AC: Perlen i min samling er helt klart min signerede udgave af Her er dit liv, Joakim. Jeg kan huske, da jeg i 1998 kom i kontakt med Rosa og fortalte ham, at den serie var min absolutte favorit-saga af ham. Jeg overvejede at sende den over til ham men havde læst et udklip fra en avis, om en mand hvis post fra Don Rosa var blevet forsinket et halvt år på grund af et langtidsophold i en af etatens lagerhaller. Det havde jeg ikke rigtig nerver til, så jeg ventede. I 2002 var vi så en lille håndfuld danske Rosa-fans, der sluttede følge med Sigvald i Norge og mødte Rosa på raptus-festivalen i Bergen – der fik jeg min autograf. Jeg købte for resten bogen til 245,- ved boghandleren i Herning – og jeg synes, det er direkte vanvittigt, at den koster så meget nu. Den er ikke engang ni år gammel endnu.
SH: Nogen unik perle som sådan har jeg nok ikke. Jeg investerer ikke mange penge i at få de pæneste eksemplarer. Men min Her er dit liv, Joakim signeret af Don Rosa er nok det tætteste, man kommer på en perle. Ellers synes jeg, det er unikt i sig selv at have en masse komplette årgange og udgivelser, så jeg altid kan finde en historie, jeg har slået op på Inducks.
Hvordan kom i to for første gang i kontakt med hinanden?
AC: Søren, hans storebror Peter og senere Jacob Berget havde en hjemmeside i 2000 eller 2001, der hed Anders And klubben; en online-klub, som man kunne blive medlem af. Det var her, Søren og jeg kom i kontakt med hinanden – jeg tror ærligt talt, at jeg var en af de første, der meldte sig ind, for jeg ved ikke helt, om de havde tænkt på, at en klub kunne man melde sig ind i. Men jeg blev i hvert fald budt velkommen. Senere blev siden mere international og kom til at hedde The Donald Duck Club (DDC).
SH: AC var nok den første, der reagerede på den hjemmeside, min bror og jeg lavede tilbage i 1999 – men først flere år senere lærte jeg Inducks og miljøet omkring at kende, og her begyndte vi at tale mere sammen.
Hvordan kom i på idéen med en forening for danske donaldister, og hvorfor stiftede i Dansk Donaldist-Forening?
SH: Jeg tror, at det var mig, som fandt på det – simpelthen fordi jeg synes, at det kunne være sjovt. I stedet for kun at chatte på nettet kunne vi nu også mødes virkeligt et par gange årligt.
AC: En aften (hvorfor ikke blot komme med det eksakte tidspunkt: cirka midnat mellem 29. og 30. december 2001) sad Søren og jeg og chattede over det nu ikke så almindeligt brugte ICQ – og sådan naturligt kom vi ind på det faktum, at vi i Danmark ikke havde en donaldist-forening. Vi var ikke engang sikre på, om vi nogensinde havde haft en. De tilløb, der havde været (DAFI og ANDERS), havde ikke holdt ud i så mange år. Vi kendte til foreninger i nabolandene som NAFS(k) og DONALD, og så var det, Søren spurgte, om jeg ville være med til at stifte sådan en forening! Vi snakkede lidt frem og tilbage. Den kunne jo nok hedde Dansk Donaldist Forening (delestregen kom først senere) og forkortes DDF. Så var vi temmelig inspirerede af vore svenske kolleger, så vi ville have et bogstav i parentes efter DDF – og det blev R, som skulle stå for RAP. I dag prøver jeg måske nok sådan lidt med vilje at glemme, at Rap står for Rapfodet Ande-Profil. Med hensyn til foreningens formål har det jo hele tiden været at give landets donaldister mulighed for at samles i en hyggelig forening, der både holder møder, deltager på festivaler og udgiver et blad.
Da i vidste, at i ville lave en forening, hvad gjorde i så for at gøre det til en realitet?
AC: Det første vi gjorde, efter den chat en sen nat, var at skrive (mail) til alle de donaldister, vi kendte – såmænd både danske og skandinaviske. Efterhånden gik det op for os, at vi var en 20-30 stykker.
SH: Vi fandt på et navn og lavede et blad – begge dele stærkt inspirerede af vores svenske søsterforening med navnet NAFS(k) og deres mindre udgivelse NAFS(k)vacket. AC kom på besøg her i Odense i februar 2002, og ikke så lang tid efter udkom bladet. Vi sendte meddelelser ud til dem, vi kendte, og i starten indmeldte vi faktisk medlemmer og sendte medlemsblade ud uden at opkræve kontingent på forhånd – dette er vi stoppet med nu, da der var for mange, der faldt fra. Men stor tilstrømning fik vi da!
Hvordan synes i det går med medlemsbladet Rappet?
SH: Man må jo sige, at det går rigtig godt – meget bedre end det første blad, som jeg selv stod for. Der er stadigt flere, som skriver ind, og Thomas gør et fremragende arbejde med layout og redaktion af bladet.
AC: Rappet synes jeg det går rigtig godt med. Hvis man har været medlem længe og set det maskinkopierede blad, Søren fik lavet i 30 eksemplarer på en kopimaskine på Syddansk Universitet i april 2002, og sammenligner med det nr. 8 vi i skrivende stund netop har udsendt, så vil man lægge mærke til en forskel, der svarer til cirka 8 omgange om Andeby Stadion! Trykkvalitet, layout, artikler og så videre – her har vi virkelig noget at være stolte af. Men jeg må dog alligevel fremhæve nr. 1 for dens pionerånd og for solo-interviewet med Sonja Rindom, det var og bliver et scoop – æret være hendes minde.
Hvordan synes i så, det går med foreningen? Og har det forbløffet jer, hvor mange medlemmer der er kommet ind i de fem år, foreningen har eksisteret?
AC: Jeg synes det går rigtig godt med foreningen. Medlemstilgangen er stabil, vi udgiver et godt blad og holder nogle enormt hyggelige møder hvert halve år. Jeg er særligt glad over tilgangen de sidste to år – når man ved, at der gennemsnitligt er stødt 25 til hvert halve år siden maj 2004, ser det sært ud, at der fra maj 2003 til maj 2004 kun kom 11 nye til. Ja, jeg må da nok indrømme, at den sene nattetime vi begyndte det spæde arbejde med foreningen, var jeg ikke sikker på, hvad det ville blive til. Jeg tror ikke jeg havde drømt om, at vi i løbet af under fem år ville have en talstærk forening med lige godt 130 aktive medlemmer. Så tak for det til jer alle sammen!
SH: Det går jo rigtig godt. Med forummet på nettet er mit indtryk, at der er kommet endnu mere gang i den donaldistiske debat. Medlemstilstrømningen går fremad, men vi har nok nået et stabilt niveau efterhånden. Angående den generelle medlemstilstrømning er det da dejligt at se, at der er så mange interesserede – der er jo ellers folk som siger at Danmarks foreninger er døde. Det synes jeg ikke DDF(R) vidner om.